Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Thurøboen Jacob Rosendal Jensen gik sammen med en gruppe lokale, som tidligere havde forsøgt at få myndighederne til at reagere, da hverken Fyns Politi, Kystdirektoratet, Søfartstyrelsen eller Svendborg Kommune ville påtage sig opgaven. Foto: Troels Lykke

Myndighederne gjorde intet – så fjernede Thurøboerne selv spøgelsesbåd

I månedsvis lå en strandet båd ud for Thurødæmningen som et synligt bevis på en sag, ingen tilsyneladende ville tage ansvar for. Til sidst fik lokale beboere nok og sørgede selv for, at båden blev fjernet, skriver Fyens.dk.

Af Troels Lykke |

Den havarerede båd havde længe ligget ud for Thurødæmningen og var blevet et fast – og efterhånden stærkt irriterende – syn for folk, der kørte, cyklede eller gik over dæmningen.

Fyns Amts Avis omtalte allerede båden i november 2025, hvor den på det tidspunkt havde ligget strandet i flere måneder. Men båden blev liggende.

Til sidst mistede Thurøboen Jacob Rosendal Jensen tålmodigheden. Han gik sammen med en mindre gruppe lokale, som tidligere havde forsøgt at få myndighederne til at reagere.

Ifølge Fyens.dk havde hverken Fyns Politi, Kystdirektoratet, Søfartstyrelsen eller Svendborg Kommune villet påtage sig opgaven.

- Alle skubber bare fanen videre og siger, det er ikke dem, siger Jacob Rosendal Jensen til Fyens.dk.

Han frygtede samtidig, at der først ville blive reageret, hvis båden begyndte at lække olie eller benzin.

Tre mand og en vognmand klarede opgaven

I stedet tog beboerne selv affære.

Med tre mand og hjælp fra en vognmand blev båden løftet ud af vandet og kørt væk. Ifølge Jacob Rosendal Jensen tog processen blot omkring en uge, da først de lokale besluttede sig for at handle.

En af beboerne havde endda tilbudt selv at betale regningen til vognmanden.

Båden er nu kørt til Jylland til en mand, som tidligere havde meldt sig, da fartøjet blev tilbudt gratis på Facebook.

Forinden havde en lokal beboer fået en skriftlig accept fra bådens ejer om, at båden måtte gives videre.

Dermed er et langvarigt problem ved Thurødæmningen foreløbig løst – ikke af myndighederne, men af beboerne selv.

Kilde. fyens.dk

 

content-loader
content-loader