Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den 32 meter lange Ultim-trimaran Banque Populaire XI ligger med bunden i vejret i Atlanterhavet efter den dramatiske kæntring nordvest for Azorerne. Armel Le Cléac’h blev reddet af et fragtskib efter flere timers ventetid. Foto: TAO HP.

Le Cléac’h frygtede for sit liv da 32 meter trimaran væltede om natten i 40 knobs vindstød

Den franske stjernesejler Armel Le Cléac’h fortæller nu om dramatiske minutter, da hans Ultim-trimaran Banque Populaire XI kæntrede under Route du Rhum. Inde i den væltede trimaran aktiverede han nødsender, tog overlevelsesdragt på og fandt sikkerhedsudstyret frem i fire meter høje bølger. Se video

Af Troels Lykke |

Det tog kun få sekunder, før den 32 meter lange trimaran Banque Populaire XI lå med bunden i vejret i Atlanterhavet nordvest for Azorerne.

Den 49-årige franske topskipper Armel Le Cléac’h var den 4. november i fuld gang med Route du Rhum, hvor han lå på andenpladsen i Ultim-klassen og kæmpede tæt med den senere vinder Tom Laperche på SVR-Lazartigue.

Men midt om natten ramte en voldsom vindbyge båden. Ifølge hans team nåede vinden op på 40 knob, svarende til omkring 21 meter i sekundet.

Le Cléac’h havde allerede reduceret sejlarealet og forberedte sig på en vending inden passagen af en vejrfront.

Alligevel gik det galt. Se video fra redning

Nåede akkurat ind i båden

Da trimaranen pludselig begyndte at vælte, befandt Le Cléac’h sig i cockpittet.

Han nåede at gribe fat og søge ind gennem nedgangen til midterskroget, inden båden kæntrede fuldstændigt.

Herinde var han i sikkerhed for det værste vand og de voldsomme bevægelser, mens alarmerne begyndte at hyle.

Bådens antikæntringssystemer havde ikke kunnet forhindre ulykken.

Inde i den væltede trimaran aktiverede han sin nødsender, tog overlevelsesdragt på og fandt sikkerhedsudstyret frem.

Det var imidlertid vanskeligt at kontakte folkene på land. Bådens omfattende kulfiberkonstruktion gjorde det svært at få satellitsignalet igennem.

Først efter nogen tid lykkedes det at sende besked om, at han var uskadt, fortæller Le Figaro.

Hang i en line ved fragtskibet

Efter syv til otte timers ventetid nåede det panamansk indregistrerede fragtskib Palexpo frem til den kæntrede trimaran.

Redningen var langt fra enkel. Søen var høj, vinden fortsat kraftig, og fragtskibets besætning havde ikke tidligere gennemført en tilsvarende redningsaktion på åbent hav.

Flere forsøg måtte til, før Le Cléac’h kunne komme om bord.

Under redningsaktionen endte han i vandet omkring 20 meter fra det store fragtskib. Her hang han i en line, mens besætningen forsøgte at få ham sikkert op.

- Jeg var heldig at overleve, fortæller Armel Le Cléac’h i en udtalelse offentliggjort af Route du Rhum.

Den erfarne franskmand fortæller, at han under ventetiden i trimaranen havde tvunget sig selv til at spise og drikke for at have kræfter til redningen.

Seks døgn på fragtskibet

Efter redningen tilbragte Le Cléac’h seks døgn om bord på Palexpo, inden fragtskibet ankom til Norfolk i den amerikanske delstat Virginia den 11. november.

Her blev han genforenet med sin hustru Aurélia og sportsdirektøren for Banque Populaire-teamet, Sébastien Josse.

Selv om han slap fra ulykken uden fysiske skader, er den erfarne skipper tydeligt mærket af oplevelsen.

Han beskriver både lettelsen over at være i live og skuffelsen over at have mistet muligheden for at vinde Route du Rhum.

Nu skal trimaranen bjærges

Team Banque Populaire arbejder samtidig på at bjærge den kæntrede trimaran, der fortsat befinder sig i Atlanterhavet.

Planen er at få den store flerskrogsbåd vendt og bugseret tilbage til Lorient i Frankrig.

Først derefter kan teamet få det fulde overblik over skaderne og undersøge, hvorfor trimaranen kæntrede trods reduceret sejlareal og aktive sikkerhedssystemer.

For Armel Le Cléac’h er det anden gang, at han oplever en alvorlig kæntring med en Banque Populaire-trimaran under Route du Rhum. Han kæntrede også i 2018.

content-loader
content-loader