Spækhuggere kan ødelægge roret – men én mindre hval får dem til at flygte

For mange sejlere på vej mod Middelhavet eller De Kanariske Øer er spækhuggeren ikke længere kun et fascinerende dyr, man håber at se på afstand.

Siden 2020 er der registreret hundredvis af møder mellem spækhuggere og sejlbåde ud for Den Iberiske Halvø. Dyrene koncentrerer sig ofte om bådenes ror, og der er eksempler på ror, som er blevet alvorligt beskadiget eller helt ødelagt. Flere sejlbåde er endda sunket efter møderne, har vi skrevet om her på siden.

Problemet er især alvorligt på moderne sejlbåde med fritstående spaderor. Mister båden roret eller beskadiges konstruktionen omkring rorstammen, kan besætningen både miste styringen og risikere, at vand trænger ind i skroget.

Det er derfor ikke mærkeligt, at spækhuggeren, Orcinus orca, efterhånden er blevet et dyr, som mange langturssejlere holder særligt øje med.

Havets toprovdyr har selv en modstander

Spækhuggeren regnes ellers for et af havets absolutte toprovdyr. Selv store hajer kan ende som bytte.

Men ny forskning offentliggjort i Scientific Reports viser, at spækhuggeren reagerer markant anderledes, når den hører lydene fra den langluffede grindehval, Globicephala melas, skriver videnskab.dk

Forskerne gennemførte 15 lydforsøg på otte spækhuggere ved Island. Dyrene var udstyret med sensorer, så forskerne kunne registrere blandt andet bevægelse og lydproduktion. Da forskerne afspillede optagelser af grindehvaler, begyndte spækhuggerne at bevæge sig hurtigt og målrettet væk fra lydkilden. Samtidig rykkede de tættere sammen og svømmede mere koordineret. 

Under afspilningen steg den gennemsnitlige bevægelseshastighed fra omkring 1,5 meter i sekundet til 2,7 meter i sekundet. 

Grindehvalerne går den modsatte vej

Det mærkelige forhold mellem de to arter bliver endnu tydeligere, fordi grindehvalerne tilsyneladende reagerer stik modsat.

Tidligere forsøg har vist, at langluffede grindehvaler søger hen mod lyden af spækhuggere. Når arterne mødes naturligt, er det også ofte grindehvalerne, der nærmer sig, mens spækhuggerne trækker sig væk – nogle gange med høj fart. 

Den langluffede grindehval hører ligesom spækhuggeren til delfinfamilien og kan blive omkring syv meter lang. Men forskerne har ikke dokumenteret egentlige fysiske kampe, hvor grindehvalerne angriber spækhuggerne.

Alligevel reagerer spækhuggerne, som om der kan være en trussel.

Måske bliver spækhuggerne simpelthen mobbet

En mulig forklaring er en form for kollektiv mobning.

Det kendes blandt andet fra fugle, hvor en flok mindre dyr går sammen om at genere eller fordrive et rovdyr, som det enkelte dyr ikke ville kunne stille noget op imod.

Grindehvaler kan optræde i store grupper, og forskerne peger på, at de mange dyr og deres omfattende lydproduktion kan gøre situationen så ubehagelig eller truende, at spækhuggerne vælger at forsvinde.

Forskerne understreger dog, at den præcise årsag stadig er ukendt. Fysiske angreb fra grindehvaler på spækhuggere er ikke dokumenteret, og det er derfor fortsat et åbent spørgsmål, hvorfor havets toprovdyr reagerer så tydeligt. 

Ikke en ny løsning for sejlere

Studiet kan umiddelbart lyde interessant for sejlere, der drømmer om en effektiv metode til at holde spækhuggere væk fra roret.

Men forskningen viser ikke, at sejlere blot kan afspille grindehvallyde fra båden og dermed forhindre angreb. Forsøgene er lavet som kontrollerede videnskabelige eksperimenter ved Island og havde til formål at undersøge forholdet mellem de to hvalarter – ikke at udvikle et system til beskyttelse af lystbåde. 

For sejlere på den iberiske Atlanterhavskyst ændrer studiet derfor ikke den aktuelle risiko.