Danmarksmesterskabet i eSailing rykker til Herning
Dansk Sejlunion, Sønderborg Yacht-Club, eSailing Denmark og Play eSailing er gået sammen om at afvikle DM i eSailing 2026 under det stortanlagte DIF DM-ugen i Herning til juni. Der kåres danske mestre i både Fleet Race og Team Race.
Du troede måske ikke, man kunne sejle i Herning. Men til sommer bliver det alligevel muligt – og du kan være med!
Når DM-ugen 2026 løber af stablen i det midtjyske, er sejlsport nemlig på programmet i form af DM i eSailing, hvor landets bedste virtuelle sejlere skal dyste om Danmarksmesterskabet.
Mesterskabet arrangeres i samarbejde mellem Dansk Sejlunion, Sønderborg Yacht-Club, eSailing Denmark og Play eSailing, det skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Finalerne afvikles som live semifinaler og finaler på Herning Ny Teater den 27.–28. juni, hvor der kåres danske mestre i både Fleet Race og Team Race.
Vejen til DM starter online
Før finalerne i Herning skal deltagerne kvalificere sig gennem online kvalifikationer på platformen Play eSailing.
Kun de bedste eSejlere går videre til finalestævnet under DM-ugen, hvor Danmarksmestrene findes foran publikum.
To discipliner
Der konkurreres i to forskellige formater til DM.
Fleet Race er disciplinen for individuelle eSejlere, hvor du konkurrerer mod andre sejlere i forskellige bådklasser og på forskellige baner.
I Team Race konkurrerer hold mod hold med op til fem sejlere på hvert hold, der repræsenterer deres sejlklub.
Holdene mødes i en række regattaer, hvor samarbejde, taktik og hurtige beslutninger bliver afgørende.
Du kan være med
For at deltage i DM skal du være registreret medlem af en klub under Dansk Sejlunion.
Er du ikke allerede medlem, kan du enten:
melde dig ind i en lokal sejlklub under Dansk Sejlunion
eller oprette et eSailing-medlemskab i Sønderborg Yacht-Club
Vi glæder os til at sejle med jer i Herning.
Læs mere: dansksejlunion.dk/kapsejlads/e-sejlsport/e-sejlsport-kom-i-gang
Kom godt igang!
Sammen med A. P. Møller Fonden, har vi gjort det muligt at udbyde 10 klubbesøg til klubber under Dansk Sejlunion.
Et klubbesøg tager 2 timer og indeholder:
Lær hvordan man spiller Play eSailing
Lær hvordan eSailing kan bruges som et redskab i undervisningen
Alle klubber, der deltager i klubesøg, får deres helt eget unikke DM2026 skin i Play eSailing.
Tilmelding efter først til mølle princippet:
Kontakt Thomas Bjørn-Lüthi,
thomas@playesailing.io
Tlf.: 61303941




