Samsø hæver havnetakster markant: Sejler føler sig presset væk
Egå-sejler Mads Bjørndal Robl fik sig et mindre chok i foråret efter prisstigning i Mårup Havn på Samsø: – Det virker som om kommunen vil fylde en slunken kasse med penge fra turister, lyder det fra sejleren. Havnefoged på Samsø forsvarer 20 procents stigning.
Debatten om havnepriserne kommer samtidig i en periode, hvor mange danske lystsejlere i forvejen mærker stigende udgifter til bådepladser, diesel, udstyr og vedligeholdelse.
Og nu er priserne på gæstepladser i flere af Samsøs havne er steget markant i 2026-sæsonen, og det vækker kritik blandt sejlere, der gennem mange år har brugt øen som fast sommerdestination.
En af dem er Egå-sejleren Mads Bjørndal Robl, der netop er ankommet til Mårup Havn med familiens 37 fods sejlbåd.
- Vi er netop ankommet med 37 fods sejlbåd til Mårup Havn og kan konstatere at havnetaksten er steget fra den i forvejen meget høje 2025 pris kr. 287,- til svimlende kr. 345,-/overnatning, for en båd af vores størrelse. En stigning på ikke mindre end 20 procent i forhold til 2025, forklarer han til minbaad.dk.
Han lægger ikke skjul på sin frustration over både prisniveauet og havnens stand.
Kritiserer vedligeholdelsen i Mårup Havn
Familien har gennem omkring 20 år besøgt Mårup Havn otte til ti weekender om året, men ifølge sejleren er standarden i havnen blevet dårligere over tid.
- Gennem de seneste 6-10 år har vi set hvordan manglende og ødelagte pæle i bassinet ikke udbedres, hvordan slidte bade- og toiletfaciliteter forfalder, hvordan klamper og forankringspunkter forsvinder uden at blive erstattet og hvordan utætte vandhaner pøser vand ud til ingen verdens nytte, elstandere og belysning på broer der ikke virker. Alt i alt en slidt og slet vedligeholdt havn, siger Mads Bjørndal Robl.
Han mener ikke, at prisniveauet matcher oplevelsen i havnen.
- Når vi så samtidig kan se at prisen stiger til et niveau der svarer til at ligge i en moderne havn i centrum af en af de store byer i Danmark, så virker det ærligt talt som et forsøg på at fylde en slunken kommunekasse, med penge fra "de dumme turister".
Overvejer at fravælge Samsø
Den markante prisstigning får nu konsekvenser for familiens fremtidige sejladsplaner.
- For min families vedkommende er der ingen tvivl om at vores Samsøture fremover indskrænkes til en tur til den private havn i Kolby Kås og ellers erstattes med overnatninger på eksempelvis Tunø (kr. 228,-/overnatning), Endelave (kr. 175,-/overnatning) og Ebeltoft (kr. 180,-/overnatning), siger han.
Han understreger samtidig, at kritikken ikke alene handler om prisen.
- Hvis vi bare kunne se at det ekstreme takstniveau udmøntede sig i bedre forhold på havnen, var det måske "en kamel" man var villig til at sluge. Men det er desværre ikke hvad der sker. Ærgerligt at Samsø Kommunes grådighed ender med at skræmme en masse turister bort fra øen.
Havnefoged: Samsø er ikke blandt de dyreste
Hos Samsø Kommune afviser havnefoged og afdelingsleder Allan Bremer Obling, at prisstigningerne handler om grådighed.
Han forklarer, at havnene i 2026 har ændret takststruktur fra meterbetaling til kategorier baseret på bådlængde.
- Det er rigtigt, at vi i 2026 har indført nogle takstændringer. Vi har samtidigt også ændret vores takststruktur, så vi ligner stort set alle andre lystbådehavne i Danmark i deres struktur. Vi har ændret strukturen fra at være meter-afregnet til kategorier baseret på bådenes længde. Det betyder desværre, at nogle oplever nogle relative store prisændringer, mens andre oplever nogle små ændringer, siger Allan Bremer Obling til minbaad.dk.
Han peger samtidig på, at flere ydelser nu er inkluderet i prisen.
- Badefaciliteter og strøm er inkluderet i havnepengene i Maarup Havn og Langør Havn. Der er også foretaget den ændring, at havnepengene dækker alle ombord uanset antal.
Samsø lever af gæstesejlere
Ifølge havnefogeden er Samsøs havne i særlig grad afhængige af gæstesejlere for at få økonomien til at hænge sammen.
- Jeg synes også det er vigtigt at nævne, at lystbådehavnene på Samsø er primært ”gæstehavne” og ikke ”fastliggerhavne”, det vil sige at vores indtægter, som skal dække vedligehold og renovering af havnene, er hovedsageligt gæsteleje og ikke fastliggerleje.
Han afviser samtidig, at Samsø prismæssigt ligger over niveauet i andre populære destinationshavne.
- Sammenligner vi os med andre ”gæstehavne”, som er attraktive rejsemål, så ligger vi bestemt ikke i den dyre ende.
Peger på investeringer i havnen
Allan Bremer Obling fremhæver desuden, at der er investeret i Mårup Havn de senere år.
- Nu er det Maarup Havn, som specifikt nævnes, og her kan jeg oplyse at vi inden for de seneste år, har foretaget oprensning af havnen, fået nyt tankanlæg, rammet nye pæle, renoveret vores flydebroer og repareret kaj. Ud over dette er der de løbende reparationer og vedligehold af havnen.




