Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Team Stony fra Næstved Sejlklub vinder EM-bronze i ORC klasse C i deres nye M.A.T. 11.
Kapsejlads
God læstart til Team Stony ved EM i Litauen.

Toftebjerg og crew vinder ORC EM-bronze i ny M.A.T. 11

Næstved-båd sikrer EM-bronze i Litauen efter stærkt comeback. Steen Toftebjerg og Team Stony fra Næstved Sejlklub har sikret sig bronze ved ORC European Championship 2026 i Litauen med bl.a. sejlmager Mads Christensen som taktiker. Rygtet lyder også at dansk XR 41 har vundet EM-guld.

Af Troels Lykke |

Det bliver til dansk EM-bronze i den mindste klasse C ved ORC European Championship 2026, der i disse dage sejles ud for Klaipėda på Litauens østersøkyst.

Team Stony med skipper Steen Toftebjerg fra Næstved Sejlklub ligger inden den sidste sejlads på tredjepladsen med 27 point. Svenske Garmin Team Pro4u fører foran estiske Sugar, mens den nærmeste forfølger, litauiske Arabela, ikke længere kan nå danskerne i den samlede stilling. 

Dermed er bronzemedaljen sikret allerede inden den sidste sejlads, samme historie lyder om XR 41eren Dixi med Erik Stannow og Jesper Radich, der vinder guld i den større ORC-klasse, mere om det senere.

Kæmpede sig tilbage

Det begyndte ellers ikke optimalt for den danske M.A.T. 11, der fik en 12.-plads i den 195 sømil lange indledende offshoresejlads. Siden har besætningen sejlet sig markant frem med blandt andet en andenplads og en sejr i banesejladserne. 

Taktiker om bord er den erfarne sejlmager Mads Christensen fra OneSails i Helsingør.

- Efter en lidt svær start har vi på Team Stony kæmpet os hele vejen tilbage på podiet, siger 59-årige Mads Christensen.

Han kunne lørdag morgen konstatere, at regnestykket var faldet på plads.

- Efter mange beregninger står det nu klart, at vores podieplacering ikke længere kan ændres inden dagens sidste sejlads ved ORC Europamesterskabet i Litauen.

- En stærk præstation og en fantastisk fight hele vejen igennem, lyder det fra Mads Christensen på facebook.

Ny båd til Team Stony

Resultatet er samtidig en stærk start for Steen Toftebjerg og det aktive Stony-team, der tidligere sejlede i en mindre Italia-båd, men nu har skiftet til den moderne M.A.T. 11.

Båden er tegnet specifikt med ORC-sejlads for øje og kommer fra den italienske designer Matteo Polli. Den danske Stony X er en af de nye M.A.T. 11-både ved EM i Klaipėda. 

M.A.T. 11 har lange linjer, lavt fribord og et markant kapsejladspræg. Men i ORC handler det ikke alene om at være hurtigst gennem vandet. Bådens mål, vægt, sejlareal og en lang række andre data indgår i ORC's beregninger, så forskellige bådtyper kan konkurrere mod hinanden på korrigeret tid.

Polli har stor succes i ORC

Matteo Polli har gennem en årrække haft stor succes med både, der er udviklet og optimeret til ORC-reglen.

Blandt hans kendte konstruktioner er Italia 9.98 og Italia 11.98 samt Grand Soleil 44. Den nye M.A.T. 11 har allerede markeret sig internationalt, og ved årets ORC-VM i Sorrento vandt en italiensk M.A.T. 11 verdensmesterskabet med den danske skipper Peter Buhl fra KDY Rungsted.

Nu kan Steen Toftebjerg, Mads Christensen og resten af Team Stony også føje en EM-bronze til den nye båds resultatliste.

Resultatliste - facebook.com/offshoreracingcongress/reels/ - orc.org/europeans2026

content-loader
content-loader