Gå til hoved-indhold
Udstyr
Dansk Søredningsselskab og svensk søsterselskab har sammen undersøgt Lokes haveri og konkluderer, at årsagen var en 'uheldig kombination af vanskelige søforhold, stor modstand fra den grundstødte sejlbåd og en uventet ændring af trækkraftens retning under operationen'. Foto: DSRS

Derfor kæntrende Loke, men nu er ny redningsbåd Freja klar i Juelsminde

Fire frivillige søreddere endte selv i vandet, da redningsbåden Loke kæntrede under en bjærgningsaktion ved Æbelø. Nu har stationen fået en større og mere sikker redningsbåd, Freja med lukket styrehus, ifølge dr.dk. Se video, hvor redderen Jimmy forklarer da kollega var væk efter kæntring.

Af Troels Lykke |

Stationen har taget den nye redningsbåd Freja i brug, efter at den tidligere redningsbåd Loke kæntrede under en redningsaktion den 20. juni. Det skriver DR.

Fire frivillige søreddere var om bord på Loke, da de forsøgte at trække en grundstødt sejlbåd fri ved Æbelø nord for Fyn. Under arbejdet blev redningsbåden ramt af to større bølger og kæntrede.

Skipper Jimmy Hansen og de tre øvrige reddere blev kastet i vandet og måtte efterfølgende selv reddes i land.

– Man ved, at der er en risiko, når man fritrækker en anden båd, for der er så meget pres på, siger Jimmy Hansen til DR.

Ny båd med lukket styrehus

Den nye redningsbåd Freja er både større og tungere end Loke. Samtidig har den et lukket styrehus, mens Loke var en åben RIB-båd, hvor redderne sad ubeskyttet oven på båden.

Ifølge Jimmy Hansen giver den nye båd en markant større følelse af sikkerhed i hårdt vejr.

– Da vi sejlede Freja hjem, var den ude i en rigtig hård sø, og der følte man sig sikker, siger han.

Det lukkede styrehus skal også gøre arbejdet mere sikkert og behageligt i vinterhalvåret.

Uheldig kombination førte til kæntring

Freja blev oprindeligt bygget som prototype til det svenske søredningsselskab.

Dansk Søredningsselskab og den svenske søredning har sammen undersøgt kæntringen ved Æbelø.

Konklusionen er, at ulykken med Loke skyldtes en uheldig kombination af vanskelige søforhold, stor modstand fra den grundstødte sejlbåd og en uventet ændring i trækkraftens retning under operationen.

Se facebook-video, fra Horsens Dagblad, hvor Jimmy forklarer da kollega pludselig var savnet

Kilde. dr.dk

content-loader
content-loader