Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Opsætningen på JP 40 er gennemtænkt til præcis trimning, og båden er rettet mod sejlere, der værdsætter balance og kontrol.
Kort Nyt
Man kan godt kende Niels Jeppesens designlinjer i JP40eren. De er altid smukke og effektive.

Jeppesen og Pons kommende JP40 er til tur eller kapsejlads

Niels Jeppesen, medstifter af X-Yachts, er tilbage med sit andet projekt med skibsarkitekt Ariadna Pons. Efter lanceringen af Arcona 50 for to år siden præsenterer duoen nu JP40, der sigter mod at forene sejleglæde, performance og langtidsholdbar komfort.

Af Troels Lykke |

Båddesigner Niels Jeppesen, der står bag næsten alle Y-Yachts både, slår atter til med sin samarbejdspartner Ariadna Pons. De har slået flotte streger kan man se på tegninger, der nu offentliggøres. Hvornår båden skal bygges og af hvem har vi ikke fået oplysninger om.

Men ambitionen er klar om JP40: en kraftfuld, tidløs konstruktion, der er let at håndtere uden at give køb på effektiv sejlads. Opsætningen på JP40 er gennemtænkt til præcis trimning, og båden er rettet mod sejlere, der værdsætter balance og kontrol – også når man sejler short-handed.

– Det er en båd for dem, der virkelig elsker at sejle. For sejlere, der sætter pris på trim, balance og føling, men som samtidig ønsker enkel håndtering og langvarig glæde, lyder designoplægget.

Skrog og dæk: Stabilitet og fart

Skroget bærer sin relativt generøse bredde langt agter ved dækniveau. Agterspejlet er U-formet, hvilket reducerer den våde overflade og dermed forbedrer performance i let luft og på kryds.

En markant chine løber omtrent en tredjedel frem, hvilket betyder, at formstabiliteten bygger hurtigt op, når båden krænges. Det lover godt for både fart og kontrol, især op mod vinden, det skriver Yachting Monthly

Indretning med fleksibilitet

Under dæk er ergonomi og komfort prioriteret til længere ophold ombord. JP40 kan leveres med to eller tre kahytter. De agterlige kahytter drager fordel af den brede hæk og kan indrettes enten med en stor dobbeltseng eller to enkeltsenge side om side – et praktisk valg for både familiebrug og mandskab på længere togter.

Familie- eller kapsejladssetup

Konceptet er fleksibelt. Som familiebåd kan JP40 udstyres med aftagelig høj hæk med badeplatform, ankersystem, cockpitbord og sprayhood. Alternativt kan den specificeres som en seriøs inshore- eller offshore-racer med anden køl samt justeringer i rig og dæklayout. Med andre ord: samme grunddesign, men to vidt forskellige profiler.

JP40

  • Længde overalt (LOA): 12,21 m

  • Vandlinjelængde (LWL): 10,52 m

  • Bredde: 3,90 m

  • Dybgang: 2,10 m (deep) eller 2,32 m

  • Sejlareal: 85 m²

  • Deplacement: 7.500 kg

  • Basispris: €224.833 ekskl. moms

content-loader
content-loader