Fire sejlere døde efter de blev sejlet ned af færge
Mange spørgsmål står ubesvarede efter en af de alvorligste maritime ulykker i det kroatiske charterfarvand i nyere tid, hvor fire tjekkiske sejlere omkom, mens fire overlevede. En hurtigfærge sejlede direkte mod sejlbåden under gode sigtforhold, viser video.
En voldsom kollision mellem passagerkatamaranen Krilo Eclipse og en franskregistreret sejlbåd med tjekkisk besætning har rystet sejlerverdenen. Ulykken skete søndag 14. juni i strædet Splitska Vrata mellem øerne Šolta og Brač nær Split i Kroatien.
Fire personer omkom som følge af sammenstødet. Tre blev fundet døde umiddelbart efter ulykken, mens den fjerde savnede mandag blev fundet om bord på den sunkne sejlbåd på mere end 50 meters dybde.
Sejlbåden sank straks - fire reddet
Ifølge de kroatiske myndigheder var der otte tjekkiske statsborgere om bord på den cirka 14 meter lange sejlbåd. Efter sammenstødet sank båden hurtigt. Fire personer blev reddet op af vandet. Tre slap med lettere skader, mens én fortsat er indlagt med alvorlige rygskader, skriver Yachtall.com
Katamaranen Krilo Eclipse havde 118 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord.
Video skaber debat
Videooptagelser fra ulykken er blevet delt flittigt på sociale medier. Her ses den store hurtigfærge sejle direkte mod sejlbåden under tilsyneladende gode sigtforhold.
Netop derfor florerer der mange teorier om årsagen til ulykken. Nogle spekulerer i menneskelige fejl på broen, mens andre peger på mangelfuld udkig eller tekniske problemer. Indtil videre har myndighederne dog ikke offentliggjort nogen foreløbig konklusion.
Myndighederne undersøger sagen
Den kroatiske havarikommission for luft-, sø- og jernbanetrafik har indledt en officiel sikkerhedsundersøgelse. Også de tjekkiske og franske myndigheder er blevet orienteret og forventes at bidrage til efterforskningen.
Ifølge lokale myndigheder er der tale om en af de mest alvorlige maritime ulykker i Split-området i flere årtier. Efterforskningen omfatter blandt andet afhøring af besætningen på katamaranen, analyse af navigationsdata og gennemgang af eventuelle videooptagelser.
Stor opmærksomhed blandt sejlere
Ulykken har skabt stor debat blandt sejlere i hele Europa, ikke mindst fordi den skete i et område, hvor tusindvis af chartersejlere hvert år færdes side om side med hurtigfærger og erhvervstrafik.
De kommende ugers undersøgelser ventes at give svar på, hvordan en moderne passagerkatamaran kunne kollidere med en sejlbåd under forhold, hvor sigtbarheden ifølge de foreløbige oplysninger var god.



