Negative kommentarer mod nødstedte sejlere får redningsfolk til at slå alarm
Skagen Redningsstation frygter, at hårde og bedrevidende kommentarer på Facebook kan få sejlere til at tøve med at bede om hjælp. Nu kommer redningsfolkene med et klart opråb, skriver TV2 Nord.
Når en sejler får problemer på havet, skal der ikke være tvivl om, hvorvidt man bør bede om hjælp.
Det budskab forsøger Skagen Redningsstation nu at slå fast efter en række negative kommentarer på stationens Facebook-side. Her bliver nødstedte sejlere jævnligt kritiseret af personer, som mener, at de burde have handlet anderledes.
Ifølge TV2 Nord er problemet blevet så stort, at Skagen Redningsstation overvejer helt at stoppe med at fortælle om redningsaktionerne på Facebook.
Frygter at sejlere venter for længe
Knud Andersen, der er redningsmand og administrerer Skagen Redningsstations Facebook-side, frygter især, at de hårde kommentarer kan få mennesker i problemer til at vente for længe med at slå alarm.
- Jeg kan godt være bange for, at det bliver sværere for folk at bede om hjælp, hvis man har set kommentarerne. Så kan det være, man som sejler tænker: "Vi kan da godt sejle ind i havnen i træls vejr", og at det så kan ende med, at man sejler på stenene, siger Knud Andersen til TV2 Nord.
Det er ikke kun i Skagen, at redningsfolkene oplever problemet. Også Redningsstation Sæby har reageret på tonen på sociale medier.
I kommentarfelterne bliver der blandt andet sat spørgsmålstegn ved sejlernes sømandskab og rettidige omhu. Andre mener ligefrem, at nogle af de nødstedte burde være blevet på land.
»Det er jo det, vi er der for«
For Knud Andersen rammer kritikken ved siden af. Redningstjenestens opgave er netop at hjælpe, når mennesker føler sig utrygge eller er kommet i problemer – også selv om situationen måske ikke ser dramatisk ud for en erfaren sejler på land.
Han nævner blandt andet en redningsaktion med et større sejlskib på vej til Tall Ships Race i Aalborg, hvor sejlene var blevet revet i stykker.
- Folk er hurtige til at mene alt muligt. Men det er jo det, vi er der for, siger Knud Andersen.
Kan være voldsom oplevelse på havet
Redningsmanden understreger samtidig, at en situation, som udefra kan virke banal, kan opleves ganske anderledes om bord på en båd i hårdt vejr.
- Noget af det sværeste i verden er at bede om hjælp, og når de gør det, skal de have den. Vi er ligeglade med, at vi skal sejle ud til noget, der for erfarne sejlere kan virke banalt. For dem, der sidder derude, kan det være en ganske traumatiserende oplevelse, siger Knud Andersen til TV2 Nord.
Kilde. TV2 Nord




