Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
I 'Enkernes magt' smelter illustratoren Karoline Stjernfelts poetiske tegninger sammen med historiske fakta og ny forskning. Illustrator: Karoline Stjernfelt

Kvinder ejede skibe og styrede rederier i 1800-tallet – nu får de egen udstilling

Længe før kvinder fik stemmeret, ejede enker skibe og investerede i dansk søfart. Ny særudstilling på M/S Museet for Søfart i Helsingør fortæller historien om de oversete kvinder, der havde økonomisk magt i en mandsdomineret verden.

Af Troels Lykke |

Dansk søfartshistorie er fuld af mænd. Med åbningen af særudstillingen ’Enkernes magt’ fortæller M/S Museet for Søfart nu en overset historie om magtfulde kvinder i dansk søfart.

I udstillingen træder publikum ind i en tegnet historie om to kvinder i 1800-tallet, der ejede skibe, drev forretning og investerede i maritime virksomheder – længe før kvinder fik stemmeret eller adgang til økonomisk indflydelse.

Hundredvis af kvindelige skibsejere

I 'Enkernes magt' smelter illustratoren Karoline Stjernfelts poetiske tegninger sammen med historiske fakta og ny forskning. Publikum kommer helt tæt på de to kvinder, Maren Christensen og Anne Kirstine Jensen fra søfartsbyerne Marstal og Ærøskøbing, og deres personlige historier – fra barndom og børnefødsler til beslutningen om at føre deres afdøde mænds forretning videre.

De to kvinder var ikke alene. Museet har fundet frem til hundredvis af kvindelige skibsejere i samme periode og frem til 1900-tallet. Fortællingen om de to kvinder rummer også en større historie om samfundets strukturer og en verden i forandring.

”I denne udstilling trækker vi kvinderne helt frem fra skibsregistrenes, kirkebøgernes og skifteprotokollernes margener. Udstillingen sætter søfartens kvinder i et nyt lys og undersøger det store spørgsmål: Hvordan kunne de få og udøve økonomisk magt på et tidspunkt, hvor kvinder ellers ikke havde adgang til det – og hvorfor forsvandt de igen?” siger Morten Tinning, historiker og forsker på M/S Museet for Søfart.

En overset del af dansk søfart

'Enkernes magt' er en udstilling om søfart, men også om familie, arbejde, arv og samfundets strukturer. Den viser at historien om dansk søfart ikke kun handler om sømænd, skippere og købmænd, men også om kvinder, der ejede, investerede, traf beslutninger og holdt virksomheder i gang.

Udstillingen bygger på et forskningssamarbejde med Svendborg Museum og er blevet til i tæt samarbejde med illustrator Karoline Stjernfelt, der har speciale i dramatiske, poetiske og historiske fortællinger.

Udstillingen åbner 30. oktober

Særudstillingen ’Enkernes magt’ åbner d. 30. oktober og kan ses frem til d. 31. august 2027. Læs mere: mfs.dk/

Illustrator, tegneserietegner og forfatter Karoline Stjernfelt har bl.a. vundet Pingprisen og Politikens litteraturpris 2026.

content-loader
content-loader