Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Besætningen var på vej fra Tenerife til havnen i Mogán på Gran Canaria, og stemningen ombord var afslappet, men kort tid efter sank Bavaria 45 på få minutter efter mødet med en ukendt genstand i vandet.

Bavaria 45 sank på fem minutter ud for Gran Canaria: – Vi ramte en ukendt genstand

Den erfarne tyske professionel skipper Kai Linnenbrügger mistede sin Bavaria 45, Vlie, da sejlbåden sank på få minutter ud for Gran Canaria fredag 13. februar i 14 m/sek. Om bord var fem personer, som nåede i redningsflåden og blev reddet. PLB-nødsender gav hurtig redning. Se video af helikopter-redning.

Af Troels Lykke |

Dagen efter ulykken forklarede Kai Linnenbrügger selv hændelsen på sin Facebook-side.

- Godmorgen, mange af jer fandt allerede ud af det i går på en eller anden måde, og der spekuleres allerede på de sociale medier. Derfor er her en kort kommentar til hvad der skete. Men vigtigst af alt, besætningen er okay!!!!

Ramte genstand – båden sank på fem minutter

Besætningen var på vej mod Gran Canaria i friske, men kontrollerbare forhold med omkring 30 knobs vind og lange atlanterhavsbølger.

- Trods de sportslige forhold var humøret om bord meget godt, og sejladsen gik planmæssigt indtil episoden, forklarer skipperen.

Omkring 12 sømil fra Gran Canaria ændrede situationen sig dramatisk.

- Vi havde pludselig en mærkbar kontakt med en ukendt genstand i vandet. Vi kunne hverken genkende eller identificere, hvad det var.

Kort efter begyndte vandet at strømme ind i båden.

- Trods øjeblikkelige modforanstaltninger steg vandet så hurtigt, at båden sank inden for cirka fem minutter. Under disse omstændigheder var stabilisering eller lænsning ikke længere mulig.

Hurtig redning efter nødopkald

Besætningen reagerede straks ved at sende et nødopkald via en PLB3 Ocean Signal og gøre redningsflåden klar.

- Skibets afgang var rolig, ordentlig og professionel. Alle besætningsmedlemmer var i stand til at komme sikkert til redningsøen.

Redningsaktionen fungerede effektivt. En redningshelikopter nåede frem efter cirka 45 minutter, og den spanske redningstjeneste Salvamento Marítimo gennemførte bjærgningen hurtigt og sikkert. Se video af redning.

- Redningshelikopteren var på stedet hos os inden for ca. 45 minutter. Søredningen på Gran Canaria reagerede særdeles professionelt og hurtigt.

Afviser rygter om manglende kontrol

Efter ulykken har der været spekulationer om, at båden skulle have været ude af kontrol i hårdt vejr. Det afviser Linnenbrügger klart.

- Det er noget vrøvl, at vi ikke havde kontrol. Vi havde fuld kontrol over båden, og forholdene var krævende, men håndterbare.

Årsagen til forliset er endnu ikke endeligt fastlagt, men kontakten med en ukendt genstand vurderes som den direkte årsag til den massive vandindtrængning.

- Faktum er: Efter kontakt med en ukendt genstand var der massiv vandindtrængning og båden sank meget hurtigt.

content-loader
content-loader