Bådliv på Budget: Købte svensk arbejdsbåd og sejlede hjem i kuling

Da jeg købte en svensk arbejdsbåd fra 1984 – og sejlede den hjem i kuling

Som den skarpe læser af Minbaad.dk måske vil erindre, er jeg i gang med at skille mig af med nogle af mine mange både. Målet er at komme ned på to.

Den ene er en 50 fods cementbåd, som skal være mit hjem i Helsingborg.

Den anden er en Elvstrøm 38, som skal være min turbåd med hjemhavn i København.

I skrivende stund har jeg stadig lidt flere både end planlagt, men jeg har fået solgt mindst én, måske to, og mangler kun den sidste – og et par slæbejoller – før jeg kan sige, at jeg for alvor er i mål.

Men midt i alt sælgeriet kom jeg alligevel til at købe endnu en båd.

Det var på ingen måde planen, men som enhver bådentusiast ved, kan den slags ændre sig hurtigt.

En dag, da jeg sad og kiggede på Blocket.se – svenskernes svar på DBA – dukkede der en båd op, som jeg havde ledt efter i mange år.

En Uttern 600 AR.

Hvad "AR" står for, vender vi tilbage til.

Jeg er i bund og grund til sejlbåde. Min medejer på Elvstrømmen, Michael, plejer at sige:

- Du er jo sejlsportsmand.

Og det er egentlig rigtigt.

Derfor forekommer det mig umiddelbart en smule absurd at bruge sine surt tjente skillinger på en motorbåd.

Tre behov krævede en motorbåd

Alligevel må jeg indrømme, at jeg faktisk havde tre meget konkrete behov, som kun kunne dækkes af noget med en motor af en vis størrelse.

For det første havde jeg brug for en følge- og slæbebåd til min 50 fods og næsten 25 tons tunge cementbåd, når den i foråret 2027 skal flyttes fra Vallensbæk i Køge Bugt til Helsingborg i det nordligste hjørne af Øresund.

For det andet savnede jeg en slags varevogn til søs. Når jeg udfører bådservice i havnene på begge sider af Øresund, er det ofte langt lettere at komme ind og ligge tæt på fra vandsiden end at slæbe værktøj og reservedele henad kilometerlange broer og moler. For slet ikke at tale om parkering på havnene, som jo er blevet ligesom dyrt som at holde på rådhuspladsen i København.

For det tredje – og måske mest relevant – manglede jeg en båd, der kunne transportere mig mellem mit hjem i Helsingborg og min båd i København.

Jeg har kigget meget grundigt på RIB-både i størrelsen omkring syv-otte meter. Hvem har ikke drømt om at hamre afsted med to brølende påhængsmotorer på hækken?

Men efter grundig research har jeg givet slip på den drøm af den simple grund, at de er hundedyre at sejle i, medmindre man er meget konservativ med gashåndtaget – og hvem er det??

De er ikke særligt praktiske som arbejdsplatforme, og de er faktisk heller ikke ret gode til at slæbe, fordi påhængsmotorer er optimeret til fart og ikke moment.

En sidste, men i vores klima afgørende ting, er, at de ofte er åbne både, hvilket betyder, at de så velkendte fugtige danske somre gør både værktøj og skipper rustne før tid.

Derfor faldt valget på en Uttern 600 AR

Tilbage til "AR".

Uttern 600 er en klassisk svensk konstruktion fra 1980'erne, som blev leveret i mange forskellige konfigurationer. Vi, der voksede op i 80'erne, husker sikkert modellen med de karakteristiske lodrette forruder. Båden fandtes som helt åben jolle, som styrepultbåd – og altså som AR.

AR står for "agterhytt".

Det betyder, at styrehuset er placeret helt agter. Det særlige ved denne model er, at styrehuset ikke fylder hele bådens bredde. Døren kan derfor åbnes til siden uden at æde af dækspladsen. Samtidig giver det lettere adgang til agterdækket, hvilket er meget praktisk ved fortøjning, landgang og ikke mindst ved bugsering af andre både – en disciplin jeg ofte støder på som professionel bådsmand.

Med andre ord: en lille arbejdsbåd forklædt som fritidsbåd.

Min Uttern er født i 1984 – samme år som jeg selv. Den har været brugt som testbåd af Volvo Penta og har gennem årene været monteret med en række forskellige indenbordsmotorer og, så vidt jeg kan se, også en påhængsmotor på et tidspunkt.

Nu ligger der en Volvo Penta 2003T ombord.

"T" står for turbo.

Motoren yder 43 hk og er udstyret med pladevarmeveksler og ferskvandskøling – en feature man ikke kunne bestille fra ny. Den lyder som en gammel traktor og har et moment som en okse, når turboen først spoler op ved omkring 2.750 omdrejninger.

Håndslag med en 90-årig fisker

Jeg overtog båden fra Arne i Falkenberg.

En 90-årig fisker, som havde haft den i 28 år og passet og plejet den med den omhu, kun folk af hans generation mestrer. De seneste år havde energien ikke længere været til sejlads og fiskeri, og nu skulle den altså videre.

Jeg tog op for at se den sammen med min mor, og efter en grundig gennemgang og en rundvisning med ejeren blev det til et håndslag og en Swish-overførsel – svenskernes svar på MobilePay.

Et par uger senere satte min elskede Camilla og jeg os på toget fra København klokken seks om morgenen.

Jeg havde pakket en fuldstændig overdreven mængde sikkerhedsudstyr, ekstra reservedele, navigation, radio, AIS og sågar et 80 Ah batteri i en rygsæk.

Klog af skade, som man siger.

Jeg har efterhånden hentet en del brugte både, som ifølge ejerne var i "sejlklar stand", men som kort efter viste sig at have deres helt egen definition af det begreb.

Døde batterier. Kileremme, der blev filet af. Blackjacks, der var pivutætte.

Listen er lang.

Surfede i kuling langs svenskekysten

På denne tur lovede vejrudsigten 15–18 m/s fra nord-nordvest, hvilket betyder store rullesøer direkte ind agtenfra langs den svenske vestkyst.

Arne spurgte, om vi ikke burde udsætte turen.

Men jeg var ret opsat på at teste båden i hårdt vejr, for jeg er nødt til at kunne regne med den, når det blæser op i Øresund.

Camilla var frisk, men vidste ikke helt, hvad hun gik ind til.

Det gjorde jeg sådan set heller ikke selv.

Bevares, jeg har sejlet i hårdt vejr mange gange – men altid i sejlbåde. Dette var nyt territorium.

Vi fik taget det obligatoriske billede hvor Arne og jeg giver håndslag, og så fik jeg fortalt ham at den skal hedde “fattig bonddräng” - Det er en sang fra Emil fra Lønneberg, som jeg bruger til at øve mig på at tale svensk. Arne kendte den selvfølgelig, og vi sang de første strofer sammen inden han hoppede i land og vi smed fortøjningerne.

På vej ud af havnen i Falkenberg stod det hurtigt klart, at søerne var store. Ikke større, end at vi kunne håndtere dem, men absolut store – og de kom skråt ind agtenfra.

Planen var at gå ud i søen og sigte mod hullet mellem Hallands Väderö og Torekov.

Den plan måtte vi hurtigt opgive.

Når vi forsøgte at pege så langt ud, ramte bølgerne på en måde, så vi næsten fik dem ind fra siden. Vinden ville have os ned langs kysten og ind i bugten, og det måtte vi acceptere.

Vi fik enorme rullesøer helt oppe fra Oslofjorden hamrende lige ind bagfra.

Båden blev løftet så højt op, at man slet ikke kunne se vandet under den, og derefter surfede vi ned ad bølgerne, mens vandet stod ud fra forskibet, og sprayen piskede hen over ruderne, så den lille vinduesvisker kom på overarbejde.

Man siger, at Uttern 600-skroget er halvplanende.

Det er der tydeligvis ingen, der har fortalt denne båd.

Den piskede afsted fra bølgetop til bølgetop.

Og når mine gamle kapsejladsgener tog overhånd, kunne jeg ikke lade være med at vrikke lidt med roret og på den måde "smadre" bagsiden af den bølge, vi netop havde indhentet, så surfet blev forlænget, og vi kunne tage endnu en tur.

Der var smæk på.

Risikoen blev tydelig på åbent vand

Men det var jo ikke en lille, adræt kapsejladsbåd, jeg sad i. Vi havde ingen køl og dermed heller ikke den samme stabilitet. Ganske vist lå der en tung motor midtskibs, men jeg var alligevel opmærksom.

Da vi nærmede os det store fyr ved Halmstad, voksede søerne yderligere.

Camilla måtte ud af det lille, iltfattige styrehus for at få frisk luft.

Derude på fordækket fik hun sine første rigtige surfture i kuling.

Hun stod op og holdt fast i pulpitten, mens båden accelererede ned ad de stejle bølger.

Jeg råbte gennem vandtågerne, at hun skulle binde sig fast i en tamp, der hang i den forreste klampe.

Problemet med søer af den størrelse er, at motoren – trods sine 43 heste – næppe ville kunne sejle effektivt op imod dem, hvis nogen faldt over bord.

Og så er det altså svært at samle folk op igen.

Sol, fladt vand og kurs mod Øresund

Da vi kom rundt om hjørnet ved Halmstad, lagde vandet sig næsten øjeblikkeligt, fordi vi kom i læ af pynten.

Der er to havne i Halmstad.

En yderligt beliggende “lokalhavn” og den store gæstehavn, som ligger helt inde i bymidten.

Vi gik først ind i den yderste havn for at tisse og for Camillas vedkommende få noget tørt tøj på.

Hun så en smule skeptisk ud, da jeg foreslog, at vi fortsatte til den næste havn.

Men et hurtigt blik på søkortet afslørede, at det kun drejede sig om cirka 20 minutters sejlads.

Vel fremme i gæstehavnen fandt vi logi på” Kaptens Hemmet”, et hyggeligt vandrehjem midt i byen.

Vi bandt Bondedrengen godt fast og skyndte os op for at få varmen under bruseren.

Efter en – syntes vi selv – særdeles velfortjent burger på en lokal restaurant faldt vi begge i søvn, så snart hovedet ramte puden.

Næste morgen så alting helt anderledes ud.

Solen skinnede, og vinden havde lagt sig.

Præcis klokken 08.00 tøffede vi ud af havnen.

Camilla sad bag rattet, og søerne havde lagt sig så meget, at vi kunne sejle med døren til styrehuset åben.

Kursen blev sat direkte mod Torekov, videre til Kullen, og kort efter kunne vi skimte Kronborg og mit elskede Øresund.

Klar til nye eventyr

Før formiddagen var omme, nærmede vi os Helsingborg.

Derfor besluttede vi os for at spise frokost i Viken, inden vi sejlede det sidste stykke hjem.

Bondedrengen – klarede hele turen uden at gøre det mindste vrøvl.

Og min elskede kæreste, og snart kone, havde taget sine første surfture i kuling.

Jeg er temmelig sikker på, at det ikke bliver de sidste.

Og trods de hårde oplevelser er hun stadig frisk på mere.

Det lover godt.

Både for kommende eventyr.

Og for vores fælles liv på vandet.

Med salte hilsner

Anders Steen