Thomas Veber sejlede 43 sømil i ni fods alu-rib: - Et eventyr

For mange danske sejlere går sommerturen langs den svenske kyst eller gennem skærgården. Men tursejleren Thomas Veber og hans kone Margareta valgte denne sommer at fortsætte længere ind i Sverige.

Med deres 36 fods sejlbåd Anna Lisa sejlede de op gennem Ångermanälven til Kramfors, omkring 280 sømil nord for Stockholm.

Herfra opstod idéen om at fortsætte endnu længere ind i landet – denne gang i jollen.

Målet var Sollefteå.

20 sømil i jollen

Thomas Veber havde allerede hjemmefra talt om muligheden for at sejle turen, fortæller Margareta i parrets beretning fra turen.

For Thomas Veber var turen endnu et eventyr på sejlturen. Margareta så lidt anderledes på det.

– Thomas havde talt om det allerede hjemmefra. For ham er det selvfølgelig et eventyr. Men for mig er det et temmelig godt stykke udenfor min comfort zone, fortæller hun.

Alternativet var dog at blive tilbage i Kramfors.

– Samtidig ved jeg, hvordan det vil føles, hvis jeg bliver tilbage og går glip af det hele. Så jeg tager med.

Campingpladsejer advarede om elven

Aftenen før havde parret lagt til ved Kramfors Camping efter en flot sejlads op gennem Ångermanälven.

Men det brede og tilsyneladende fredelige farvand kræver opmærksomhed.

Ejeren af campingpladsen, Tony, gav dem derfor en konkret advarsel før turen videre.

– Når I har den store lagerbygning på styrbordssiden, skal I holde jer helt inde i venstre side af elven, lød rådet.

Det viste sig at være værd at huske.

På turen måtte Thomas Veber og Margareta holde nøje øje med søkortet. Sten stikker flere steder op af vandet, mens sandbanker giver lavt vand. Samtidig kan vind og strøm arbejde mod hinanden og skabe korte, krappe bølger.

De første kilometer havde de dog bølgerne med sig på vej mod Sollefteå.

Sejlede 43 sømil i ni fods alu-rib

Turen på Ångermanälven er ikke den eneste lange udflugt, Thomas Veber og Margareta har taget i deres lille jolle på sommertogtet.

Få dage tidligere sejlede de op ad Luleälven, indtil et vandkraftværk satte en naturlig stopper for videre sejlads.

– Jeg kan dog tilføje, at for et par dage siden sejlede vi også op ad Luleälven, så langt man kunne, ind til et vandkraftværk spærrede floden. Det blev 43 sømil tur/retur, fortæller Thomas Veber.

Han er godt klar over, at distancen kan lyde voldsom i en ni fods gummibåd.

– Der er sikkert mange, som vil synes, at det er fuldstændig åndssvagt at sejle så langt i en gummibåd. Men jeg har det med den, som jeg har det med sejlene. Vi sejler så meget, at min kone og jeg ikke vil købe billige, men dårlige sejl. For den sejlglæde, det giver med ordentlige sejl, er altså det hele værd, siger Thomas Veber.

Jollen er en AB 9-fods alu-rib, og for Thomas Veber er den langt mere end blot et transportmiddel mellem båd og land.

– På samme måde har jeg det med vores lille AB 9-fods alu-rib. Det er som at have en "rigtig" båd med på båden, og selvom man er ret smadret efter 43 sømil, så er det ret sjove ture, siger han.

Anna Lisa blev pludselig en stor båd

Sejladsen på Höga Kusten har også bragt Anna Lisa ind i en række mindre havne og vige.

Her har perspektivet på den 36 fod lange sejlbåd ændret sig.

– Er det jer, der sejler i den store båd?, blev parret spurgt på en af broerne.

I danske lystbådehavne vil en 36-fods sejlbåd næppe længere blive betragtet som særlig stor. Men blandt de små svenske havne og fiskersamfund kan størrelsen mærkes.

Thomas Veber søger gerne mod netop de mindre steder, fortæller Margareta.

– Jo mindre havn, desto sjovere, er hans tilgang ifølge hustruen.

For hende er havnemanøvrerne lidt mindre afslappede.

– Jeg, som står ved roret, mærker snarere pulsen stige, mens hovedet hurtigt regner på alt det, der kan gå galt.

Höga Kusten gjorde indtryk

Höga Kusten nord for Stockholm har undervejs vist sig som et af højdepunkterne på turen.

Thomas Veber og Margareta har besøgt gamle fiskersamfund og oplevet en kyst, hvor naturen skifter mellem klipper, sandstrande og store områder med rullesten.

Undervejs har de fået råd fra lokale om havne og steder, der er værd at besøge.

Men det er ikke kun landskabet, der har gjort indtryk.

– Måske er det alligevel menneskene, jeg kommer til at huske bedst. Rare, nysgerrige og hjælpsomme mennesker har fulgt os gennem Höga Kusten.

Konklusionen efter turen er klar:

– Hertil kommer vi gerne tilbage.