Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Cederberg var den første blandt Seascape 27’erne til at sætte gennaker og begyndte hurtigt at arbejde sig gennem feltet. Her er han ved Fynshoved. Foto: Sidsel Gynther

Seascape 27-sejler efter Silverrudder: - Et 20 timers adrenalin-trip

Knækket mast, mand over bord, kæntringer og vind på 10-15 m/s prægede Silverrudder 2026 solo rundt om Fyn. Midt i det hele sejlede Per Cederberg fra Juelsminde sin Seascape 27 gennem endnu en intens solodyst. Det var hans 13. deltagelse – og kampen i det rekordstore felt af Seascape 27’ere.

Af Troels Lykke |

Silverrudder 2026 blev en af de udgaver, hvor efterårsvejret for alvor satte sit præg på solosejladsen rundt om Fyn.

Flere både udgik, en mast blev sejlet af, en sejler endte i vandet og blev slæbt efter sin båd, mens trimaraner kæntrede undervejs.

For Per Cederberg fra Juelsminde var forholdene på sin vis en påmindelse om det allerførste Silverrudder i 2012.

- Jeg husker i 2012, Silverrudders første år. Det var også efterårsvejr med regn og rusk. Jeg var gået i seng og hørte regnen slå mod ruderne og vinden suse i træerne og tænkte: I er da bindegale at sejle nu, alene, i det møgvejr og kulsort nat. Det var ikke noget for mig, fortæller Per Cederberg på facebook.

Siden ændrede han åbenbart mening.

- Og det var så stort set det, vi gjorde i år. Det var vist min start nummer 13, og det var en fantastisk tur igen. Frisk, til tider hård, men altid i kontrolzonen. Et lille 20 timers adrenalin-trip.

20 Seascape 27 på startlinjen

Cederberg sejlede sin Seascape 27 i et rekordstort felt på 20 både af samme type.

Starten blev dog ikke optimal.

- Starten gik lidt sløjt. Det plejer den. Der var simpelthen ikke plads blandt alle bådene til at komme frem til linjen, så jeg måtte starte i anden række. Men det skærper motivationen. Så må den have lidt ekstra gas senere.

Det fik den.

Cederberg var den første blandt Seascape 27’erne til at sætte gennaker og begyndte hurtigt at arbejde sig gennem feltet.

- Jeg planer stille og roligt op gennem feltet med 13-14 knob og kommer forbi konkurrenter, som er for langsomme til at sætte gennaker, eller som sejler med code. Agten for tværs i 10 m/s er det lige den vind, vores fraktionelle gennaker er lavet til.

Kort før Storebæltsbroen lå han nummer to, inden en kraftig byge tvang gennakeren ned.

10-12 m/s på krydset

På vej nordpå mod Fyns Hoved blev der sejlet med fok og reb i storsejlet, mens vinden tog til.

- Solen skinnede, og det var lækker sejlads. Der havde været fart på. Jeg rundede omkring klokken 16, så det tog cirka fem timer fra Thurøbøjen.

Herefter ventede krydset ned gennem Lillebælt.

Seascape 27’eren imponerede endnu en gang sin skipper.

- Den gode krydsfart ligger på 6,2-6,4 knob. Jeg har hele tiden et øje på farten på mastedisplayet. Jeg forstår egentlig ikke helt, hvordan det er muligt at balancere så relativt meget sejlareal på så lille og let en båd på kryds i 10-12 m/s, men det går nu meget godt.

Ved Æbelø kom endnu en voldsom byge.

Cederberg overvejede at gå på fordækket for at rigge stagsejlet til, men vinden faldt igen, og han kunne fortsætte uden manøvren.

Førte ved Lillebælt

Ind mod Lillebælt voksede koncentrationen.

Strøm, trafik og de øvrige konkurrenter skulle hele tiden vurderes, og to gange måtte Cederberg vende for coastere.

Mad blev der ikke brugt meget tid på.

- Hvad med noget mad? Glem det, fortæller han.

Senere blev der dog tid til en kop te og lidt knækbrød.

Da han kiggede på trackeren, kom den gode nyhed.

Han førte blandt Seascape 27’erne.

- Jeg kunne ikke se, hvor meget jeg førte med, men når jeg kiggede bagud, syntes jeg ikke, der var noget, der lignede en Seascape. Det styrker moralen. Så tænker man: Per, nu skal du ikke lave noget dumt. Så kan du sejle den her hjem.

Planede mod Horne med 10-12 knob

Prognoserne havde varslet op mod 15 m/s fra syd-sydvest tidligt om morgenen.

Så hårdt blev det ikke, men Cederberg vurderer, at vinden fortsat lå omkring 10-12 m/s.

Ved Horne kunne han falde af og igen få båden op at plane.

- Så planer vi afsted igen med 10-12 knob. Hvor er det bare en fed båd at sejle. Vi overhaler mange større både.

Men bagfra nærmede konkurrenten Uros sig.

Da dagslyset kom ved indsejlingen til Svendborg Sund, så Cederberg konkurrenten sætte gennaker.

Han valgte selv at lade være.

- Det kunne jeg overhovedet ikke på det tidspunkt. Det ville tage ti minutter at rigge til, og jeg havde broachet et par gange bare for storsejl på grund af tang på roret. Derfor syntes jeg ikke, det var en god idé at gå på autopilot i det snævre område.

Uros gik forbi og tog sejren.

- Uros "får" sejren. Godt sejlet. Jeg kunne bagefter se på trackeren, at vi havde ligget helt tæt siden Æbelø. Det var fedt race.

- Meget mere end kapsejlads

For Per Cederberg er Silverrudder dog ikke kun et spørgsmål om placeringer.

Det er også udfordringen ved at være alene med båden i næsten et døgn, mens mørke, vind, bølger, trafik og træthed presser på.

- Silverrudder er meget mere end kapsejlads. Det er en prøvelse og en udfordring. Og det gør ikke noget, at man bliver træt, og at det føles hårdt en gang imellem. For det er også skønt at overgive sig til elementerne og gøre sit bedste. Bare dig og din båd.

60 First- og Seascape-både

I alt deltog omkring 60 både fra Beneteau First- og Seascape-familien i størrelser fra 18 til 36 fod.

Særligt feltet med 20 Seascape 27’ere glæder Cederberg.

Han betegner det som nærmest en slags one-design solosejlads rundt om Fyn.

- Det er ret unikt. En slags Figaro for amatører.

Et andet højdepunkt var deltagelsen af den franske yacht-designer og havkapsejler Sam Manuard, som sejlede med i båden The Beast.

- Han er en utrolig åben og venlig fyr, som jo ved en del om moderne yachtdesign og gerne fortæller om det. Han er samtidig en meget dygtig og erfaren havkapsejler, siger Per Cederberg.

Seascape-værftet støttede igen deltagerne med RIB på vandet, meteorologisk hjælp og forplejning efter målgang.

Og trods vind, mørke, uheld og et døgn med pulsen højt oppe er konklusionen hos Juelsminde-sejleren klar:

Det var endnu en fantastisk tur rundt om Fyn, fortæller Per Cederberg, der også er importør Beneteau First både.

Silverrudder - Challenge of the sea – News - se også hurtigste enkeltskrogsbåd surfe

content-loader
content-loader