Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Tragisk ulykke for australske redningsfolk til søs. Foto: Marine Rescue NSW

To redningsfolk og sejler i Australien mistede livet i voldsom brænding

En tragisk ulykke ved Australiens østkyst har rystet sejler- og redningsmiljøet Down Under. To frivillige redningsfolk og skipperen fra en nødstedt sejlbåd mistede livet, da en redningsbåd kæntrede i voldsom brænding ved et frygtet indsejling i delstaten New South Wales.

Af Troels Lykke |

Ulykken i Australien skete ikke langt ude på åbent hav, men tæt ved kysten i et område, som australske sejlere kender og frygter. Her møder dønninger fra Stillehavet udgående strøm fra flodmundinger, hvilket kan skabe korte, stejle og brydende bølger med enorm kraft.

Ifølge australske medier og redningstjenesten var en sejlbåd kommet i problemer i den hårde sø. En redningsbåd med seks besætningsmedlemmer blev sendt ud for at assistere, men under indsatsen kæntrede fartøjet i de ekstreme forhold.

To redningsfolk samt skipperen fra sejlbåden omkom.

Ingen nødopkald og ingen redningsvest

Ifølge de første oplysninger havde sejlbåden hverken udsendt nødopkald eller aktiveret nødudstyr, inden situationen udviklede sig dramatisk. Samtidig meldes det, at skipperen ikke bar redningsvest.

Ulykken har skabt stor debat i Australien om sikkerhed ved de såkaldte ”Bar Crossings”, som gennem årene har kostet flere menneskeliv.

Frygtede indsejlinger

Langs Australiens østkyst findes en række flodmundinger og havneindløb, hvor forholdene kan ændre sig på få minutter. Særligt ved pålandsvind og udgående strøm opstår der kraftige, brydende bølger, som kan få både til at dreje rundt eller kæntre på sekunder.

I New South Wales findes der særlige varslingssystemer og lokale sikkerhedsvurderinger af indsejlingerne, og redningsfolk gennemgår målrettet træning til netop denne type operationer.

Videoer af kæntrede fritidsbåde og redningsfartøjer ved de australske barreindløb er jævnligt at finde i nyhedsudsendelser i landet.

Chok i redningsmiljøet

Ulykken har sendt chokbølger gennem det australske redningsberedskab, hvor mange af redningsfolkene arbejder frivilligt.

Den australske redningstjeneste har efter ulykken understreget, hvor hurtigt situationer kan udvikle sig ved indsejling i kraftig brænding – selv for erfarne besætninger og professionelle redningsfolk.

content-loader
content-loader