Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
René Ipsen fra Kerteminde har fået nyt Evo PVC teakdæk på, der ligner rigtig teakdæk. Fotos: Troels Lykke
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt
Kort Nyt

Kunstteak løfter dyrlægens First 40.7 før sæsonstart

Kort før sæsonstart har den pensionerede dyrlæge og bådejer René Ipsen fra Kerteminde fået lagt nyt kunstteak på sin 20 år gamle First 40.7. Resultatet er markant: Dækket fremstår visuelt tæt på klassisk teak – men uden vedligeholdelsen. Vi besøgte projektet hos Walsteds Baadeebyggeri.

Af Troels Lykke |

Båden står hos Walsteds Baadeværft A/S, hvor den gennemgår en omfattende udvendig opgradering efter mere end 50.000 sømil – herunder en kapsejlads over Atlanten og retur.

- Dækket ser nu bedre ud, end da jeg fik båden i 2005. Jeg har valgt, at det skal ligne 100 procent teak, og folk kan ikke se forskel. Samtidig slipper jeg for at ligge på knæ i flere dage hvert år, siger 67-årige Kerteminde-sejler René Ipsen til minbaad.dk.

Ligner teak – uden arbejdet

Det nye dæk er fra Evo Decking og er fremstillet i PVC. Materialet er skridsikkert, også i våd tilstand, og kræver kun almindelig rengøring.

Visuelt rammer det tæt på det udtryk, mange forbinder med patineret teak – men uden slibning, rens og olie.

- Det har en naturlig farve, og det holder sig pænt uden vedligeholdelse. Det var afgørende for mig, siger Ipsen.

Ifølge værftet koster løsningen omkring 16.000 kroner per kvadratmeter.

- Det er cirka to gange billigere end traditionelt teak, forklarer direktør Bettina Walsted.

Hurtigere at arbejde med – nemmere at reparere

Ud over prisen peger værftet på praktiske fordele.

- Det er langt mere omstændeligt at lægge ægte teak. Med kunstteak går det hurtigere, og ved skader kan man svejse et nyt stykke i uden de store indgreb, siger værkfører Rasmus Pedersen.

I forbindelse med udskiftningen er dækket samtidig opgraderet med nye beslag. Scepter, blokke, padeyes, agterpulpit og klamper er skiftet, så helhedsindtrykket matcher det nye dæk.

Fjernelsen af det gamle teakdæk har også været en opgave i sig selv – både tidsmæssigt og økonomisk.

Arbejdet stopper ikke ved dækket. Næste fase er lakeringen af fribordet med Alexseal.

Det to-komponent polyurethansystem anvendes som alternativ til gelcoat og giver en hård, UV-bestandig og polerbar overflade med høj glans. Farvevalget er skiftet fra blå til grå – et bevidst valg for at give båden et moderne udtryk.

En investering – også på sigt

René Ipsen har i mange år sejlet aktiv kapsejlads og kunne uden videre skifte til en nyere 40-fods båd. Det har han bevidst valgt fra.

- Det er mange penge, men jeg har en aftalt pris, og det er ikke dyrt i forhold til den kvalitet, der leveres her på Thurø. Samtidig vil båden stå skarpt den dag, jeg vælger at sælge den, siger han.

På værftet er der fortsat travlt. Med 15 ansatte og flere både inde hen over vinteren er renoveringer og opgraderinger blevet en fast del af forretningen.

Ipsens First 40.7 peger på en tydelig tendens: Ældre kvalitetsbåde bliver løftet markant – med moderne materialer, der reducerer vedligeholdelsen, men fastholder det klassiske udtryk.

content-loader
content-loader