Yvonne sejler væk fra havnelivet: Finder friheden for anker
Havnelivet er overvurderet. Yvonne fra Næstved Sejlklub holder dog af en god snak på broen, men sejler ikke for fællesspisninger og grillaftener. For hende handler bådlivet først og fremmest om frihed, familien og roen på en stille ankerplads.
Debatten om det sociale liv i lystbådehavnene har fået Yvonne fra Næstved Sejlklub til at tænke over, hvorfor mennesker i det hele taget vælger at have båd. Selv har hun en sejlbåd.
Hun oplever, at der ofte bliver lagt stor vægt på fællesskabet i havnene med fællesspisninger, grillaftener og lange aftener sammen med andre sejlere.
Det kan næsten efterlade et indtryk af, at man er lidt asocial, hvis man ikke har lyst til at deltage i det hele.
Men ifølge Yvonne (som hun bl.a. hedder) findes der måske bare forskellige måder at være sejler på.
To slags sejlere
Nogle sejler lige så meget for det sociale fællesskab som for selve sejladsen. For dem er samværet på kajen, hjælpsomheden og de mange samtaler en væsentlig del af bådlivet.
Andre søger i højere grad friheden og stilheden væk fra land.
Yvonne tilhører den sidste gruppe.
- Jeg holder meget af at hilse på folk, få en god snak på broen og hjælpe, hvis nogen har brug for en hånd. Men det er ikke derfor, jeg har båd, siger hun til minbaad.dk.
Hun understreger, at hun ikke har noget imod fællesskabet i havnene. Hun har blot andre grunde til at sejle.
Frihed og ro med familien
For Yvonne handler bådlivet først og fremmest om at slippe væk fra hverdagens krav og forventninger.
- For mig handler bådlivet om frihed. Om at kunne slippe hverdagen, være sammen med min familie og finde roen, fortæller hun.
Derfor søger hun ofte væk fra havnene og ud på ankerpladser, hvor båden kan ligge for svaj omgivet af natur.
Her er ingen havneprogrammer, aftaler eller forventninger om, at man skal være social.
- Jeg elsker at ligge for svaj med udsigt til naturen, kun omgivet af lyden af vandet, vinden og fuglene. Regn, blæst eller sol – det er dér, jeg virkelig kobler af, siger Yvonne.
På ankerpladsen kan hun være sammen med familien eller blot nyde stilheden.
- Der er ingen forventninger, ingen aftaler og ingen, jeg skal forholde mig til. Kun naturen og den frihed, som bådlivet giver.
Der skal være plads til begge dele
Yvonne giver fortsat gerne et smil, en hånd eller en hyggelig snak, når hun ligger i havn.
Men havnelivets sociale aktiviteter er ikke årsagen til, at hun har valgt båden og sejlerlivet.
- Jeg giver altid et smil og tager gerne en hyggelig snak i havnen. Men nej – det er ikke derfor, jeg har båd, siger hun.
Hun mener samtidig, at netop forskelligheden er en vigtig del af sejlerlivet.
- Det er måske netop det, der er det smukke ved sejlerlivet. Der er plads til os alle. Både dem, der finder glæden i fællesskabet på kajen, og dem, der finder den på en stille ankerplads.






