Store både og bådhuse i flammer på Aarøsund Havn - se video
En omfattende brand hærgede fredag aften Aarøsund Havn ved indsejlingen til Haderslev Fjord. Flere store både og bygninger stod i flammer, og brandvæsenet kæmpede næsten syv timer med ilden. Lørdag morgen oplyser politiet, at ingen personer er kommet til skade.
Flere store både og bådhuse blev fredag aften den 23. oktober ramt af en voldsom brand på Aarøsund Havn i Sønderjylland.
Store flammer og kraftig røg steg op fra havneområdet, og politi og brandvæsen rykkede talstærkt ud, efter at alarmen indløb klokken 20.15.
Syd- og Sønderjyllands Politi skrev fredag aften:
- Vi er på til en større brand i Årøsund havn. Der er flere både og bygninger der brænder. Folk skal holde sig væk fra området. Brandvæsenet og Politi er på stedet, og arbejder på stedet.
Store både og bådhuse stod i flammer
Vagtchef Jan Lolk fra Syd- og Sønderjyllands Politi fortalte fredag aften til Ritzau:
- Det er en stor havn, og der er mange store både og bådhuse, der er i brand.
Ifølge TV Syd viste billeder og videoer fra havnen store flammer og kraftig røgudvikling. Brandårsagen var på det tidspunkt ukendt.
Først omkring klokken 03 natten til lørdag lykkedes det brandvæsenet at få slukket branden efter næsten syv timers indsats.
Ingen personer kommet til skade. Politiets efterforskere skal lørdag undersøge brandstedet for at finde årsagen til den omfattende brand.
Se video fra den voldsomme brand, filmet af sejleren Kenn Egtved:

- Vi er på til en større brand i Årøsund havn. Der er flere både og bygninger der brænder. Folk skal holde sig væk fra området. Brandvæsenet og Politi er på stedet, og arbejder på stedet. Arkivfoto: Troels Lykke





