Gå til hoved-indhold
Tur
Yann Quenet befinder sig i regionen Abitibi-Témiscamingue, hvor vinteren har været hård. Foto: Quenet
Tur
Foto: Quenet
Tur
Foto: Quenet
Tur
Her har Quenet været i nogle måneder i Canadas ødemark.

Verdensomsejler i 4,2 meter lang båd vågner af vinterhi i Canadas ødemark

Den 57-årige franske solosejler Yann Quenet er igen på vej. Efter en vinter langt fra havet i den canadiske ødemark i en skovhytte har han gravet sin blot 4,20 meter lange båd Baluchon fri af sneen og genoptager sit usædvanlige forsøg på at sejle jorden rundt.

Af Troels Lykke |

Den bretonske solosejler Yann Quenet havde i 2022 netop afsluttet en bemærkelsesværdig præstation: tre år alene rundt om jorden i en hjemmelavet båd på blot fire meter.

Men få måneder efter ville han gøre det igen – og denne gang med kurs mod de kolde, nordlige farvande. Og det er han netop i gang med nu, hvor han befinder sig i den canadiske ødemark.

Yann Quenets projekt udfordrer gængse forestillinger om langturssejlads. Hvor de fleste optimerer udstyr, sikkerhed og komfort, gør han det modsatte.

Hans båd er mindre end mange joller. Budgettet er minimalt. Planlægningen fleksibel.

Yann Quenet befinder sig i regionen Abitibi-Témiscamingue, hvor vinteren har været hård. I flere måneder lå temperaturerne under frysepunktet, og båden forsvandt under massive snemængder. Et kort tøvejr har efterladt isen som en ujævn, frossen masse.

- Det er en ren skøjtebane, konstaterer Quenet i en ny videopdatering.

Nu handler det ikke om sejlads, men om at få projektet i gang igen.

Planen, der ændrede sig

Da Quenet i september nåede Québec efter en krævende sejlads op ad St. Lawrence-floden, var planen egentlig enkel: hurtigt videre mod vestkysten, inden vinteren satte ind, skriver Segelreporter.de

Sådan gik det ikke.

Den 57-årige franskmand – der selv beskriver sig som en mand med en otteårigs mentalitet – valgte i stedet at blive. Lokale kontakter og nysgerrighed trak ham ind i landet, hvor han endte i en primitiv skovhytte uden strøm, inspireret af fortællingerne fra Jack London.

Her tilbragte han flere måneder i næsten total isolation.

- Det er et fantastisk, stille land. Landskabet og menneskene – alt er stort her, siger han.

Hverdagen var enkel og krævende: sne blev smeltet til drikkevand, elektronik opladt ved ildstedet, og indendørstemperaturen faldt ofte til omkring fem grader.

Fra is til asfalt

Nu er næste fase en logistisk udfordring.

Før Baluchon igen kan komme i vandet, skal den transporteres 4.000 kilometer tværs over Canada til Stillehavskysten. Turen går gennem Rocky Mountains til Vancouver.

Men først skal teknikken holde.

Et defekt hjulleje på traileren har allerede været tæt på at sætte en stopper for projektet.

- Det er et mirakel, at vi ikke mistede hjulet på de første 1.000 kilometer, siger Quenet.

Transporten foregår i en ældre varevogn – døbt “Louise” – som han har fået foræret af lokale støtter. Også trailer og praktisk hjælp er stillet til rådighed gennem netværk og tilfældigheder.

Eventyr uden tidsplan

Quenet planlægger at nå Vancouver i løbet af foråret og sætte båden i vandet igen i juni. Derefter fortsætter rejsen mod Mexico, Polynesien og Australien.

Han forventer først at være tilbage i Frankrig om tre til fire år.

Men tidsplanen er løs.

- Hvad betyder datoer, når man har det mest værdifulde: tid, siger han.

Følg sejlerens YouTube-kanal her

Båd bygget for 4.000 euro - den næste båd, der er bygget mod nord kostede 6.000

Hans båd, Baluchon – fransk for “bylt” – blev bygget i hånden for omkring 4.000 euro. En simpel konstruktion i træ, uden luksus og med kun det mest nødvendige udstyr, skrev Vela i 2022 - se fotos af båden.

Ombord:

  • En smartphone som GPS
  • Et lille solpanel
  • Enkle provianter som konserves og nudler
  • Vand i plastflasker
  • En sovemåtte

Mere var der ikke.

Fra forlis til verdensomsejling

Det første forsøg endte dramatisk.

Ud for Azorerne kæntrede båden, og Quenet blev reddet af et fragtskib – stående i undertøj på den væltede båd. For mange ville det have været slutningen.

For Quenet blev det begyndelsen.

Han reparerede båden og startede forfra – næsten ubemærket – fra hjembyen Saint-Brieuc i Bretagne.

30.000 sømil i lavt tempo

Over de næste tre år tilbagelagde Quenet mere end 30.000 sømil. Ikke hurtigt, ikke effektivt – men vedholdende.

Ruten førte ham gennem:

  • Caribien
  • Sydamerika
  • Polynesien
  • Ny Kaledonien
  • Réunion
  • Sydafrika
  • Brasilien
  • Azorerne

Undervejs arbejdede han i havne for at tjene til næste etape. Tempoet var hans eget.

Den længste strækning – mellem Ny Kaledonien og Réunion – varede 77 dage uden menneskelig kontakt.

- Jeg lyttede til båden, til vinden, til vibrationerne, har han fortalt.

Modgang som drivkraft

Rejsen bød også på ekstreme situationer.

I Atlanterhavets stillebælte blev han fanget i en tornado. Senere satte en elektrisk fejl autopiloten ud af spil. Løsningen blev et improviseret selvstyringssystem bygget af reservedele ombord – døbt “Bébert”.

Det er karakteristisk for projektet: Problemer løses ikke med udstyr, men med opfindsomhed.

Baluchon 2: Små forbedringer, samme filosofi

Efter hjemkomsten i august 2022 gik Quenet direkte i gang med næste projekt, som altså lige nu er i fuld gang, hvor han befinder sig i den canadiske ødemark.

Den nye båd – Baluchon 2 – bygger videre på det oprindelige design, men med en række justeringer:

  • 20 centimeter længere skrog
  • Dobbelt løftekøl for bedre kursstabilitet
  • Optrækkeligt ror
  • Mindre koøjer for bedre isolering
  • Let reduceret sejlareal med mere volumen i toppen

Budgettet er stadig beskedent: omkring 6.000 euro.

Målet er ikke komfort, men funktion.

Mere bæredygtig konstruktion

Denne gang er der også fokus på materialer.

Skroget bygges i krydsfiner, dækket i genanvendt PET-skum fra plastflasker, og lamineringen udføres med basaltfiber. Bunden konstrueres med PU-skum – inspireret af surfboard-teknologi.

Fordelen er både lavere miljøbelastning og enklere byggeri, skriver Vela.

content-loader
content-loader