Burling slog sit gamle hold – vandt i Napoli med Luna Rossa
I finalen slog Peter Burling med italienerne fra Luna Rossa Emirates Team New Zealand – holdet han selv var med til at føre til tre America’s Cup-sejre. Se finalesejladsen.
Peter Burling stod igen søndag over for sine gamle holdkammerater i Napoli. Og denne gang var det newzealænderen i italienske farver, der vandt.
Luna Rossa afsluttede America’s Cup Preliminary Regatta med sejre i de sidste to fleet races og slog derefter Emirates Team New Zealand med Nathan Outteridge ved roret i finalen.
Fra New Zealand til Luna Rossa
Burling, der også er flerdobbelt OL-guldvinder i 49er, var i en årrække en af hovedpersonerne hos Emirates Team New Zealand og var med til at vinde America’s Cup i 2017, 2021 og 2024.
I foråret 2025 sluttede samarbejdet, og få måneder senere skiftede han til Luna Rossa. Dermed gik han direkte fra det forsvarende vinderhold til en af de største udfordrere.
I Napoli kom det markante møde mellem Burling og hans tidligere hold.
To sejre før finalen
Finaledagen begyndte med forsinkelse på grund af manglende vind.
Da vinden kom, lå den på omkring 10-14 knob, og Luna Rossa var hurtigt tilbage i kontrol.
I Race 7 vandt italienerne med 14 sekunder foran New Zealand, og i Race 8 var sejren på 29 sekunder foran det franske La Roche-Posay Racing Team.
Dermed var Luna Rossa klar til finalen mod New Zealand.
Burling greb chancen
New Zealand så ellers stærke ud før starten på finalen.
Men Nathan Outteridge og hans besætning valgte kort før starten at slå mod højre side af banen. Manøvren kostede fart, og Luna Rossa fik muligheden for at slippe fri.
Burling holdt farten, fik en god start og kunne derefter kontrollere New Zealand op mod første mærke.
Herfra kom hans tidligere holdkammerater aldrig tilbage.
Ved mål var Luna Rossa 17 sekunder foran. Se fb-interview med Peter Burling
Formatet i Napoli starter med fleetrace og slutter med match race
Regattaen blev sejlet i 9 identiske AC40-foilere, så forskellene i høj grad kom ned til besætning, starter, taktik og manøvrer. Hver båd havde fire sejlere om bord – to rorgængere og to trimmere – og AC40’erne kan sejle over 40 knob.
Der var planlagt otte fleet races over tre dage. Alle ni både sejlede mod hinanden samtidig, og pointene blev lagt sammen. Vinderen af en fleet race fik 10 point, nummer to 9 point og derefter faldt scoren med ét point pr. placering.
Efter de otte fleet races gik de to både med flest point videre til én afgørende match race-finale. Her var der ingen samlet pointberegning længere: én båd mod én båd, og vinderen af finalen vandt regattaen.
Banerne var klassiske op/ned-baner med gates i både top og bund. Sejladserne havde en maksimal varighed på 25 minutter, og der blev kun sejlet inden for et vindvindue på cirka 7,5 til 21 knob. Race Director kunne desuden aflyse, hvis søen gjorde foiling uforsvarlig.






