GP 42 hurtigste kølbåd i Fyn Cup på 17 timer og 10 m. - trimaran på 14 timer og 20 m.
Den hurtige GP 42 Al Capone fra Snaptun Sejlklub leverede en stærk præstation i Fyn Cup 2026 og blev første kølbåd i mål efter 17 timer og 10 minutter. X-Yachts' XR 41 med Kræn Nielsen og Ib Kunøe bl.a. er hurtigst pt. efter DH-regel. Se kæmpe Peter Brøgger galleri fra Lillebælt.
Der var fart på fra første minut, da GP 42'eren Al Capone med skipper Tue S. Andersen fra Snaptun Sejlklub lørdag morgen sikrede sig hæderen som første kølbåd i mål i Fyn Cup 2026.
Allerede ved starten i Bogense fredag viste den 12 mand store besætning intentionerne. Holdet ramte en perfekt luvstart og kom hurtigt fri af konkurrenterne. Herefter fulgte en stabil og velsejlet tur rundt om Fyn, hvor Al Capone gradvist trak fra de nærmeste rivaler. Holdet kom lige fra en frisk sejr i Marstrand i et ORC-felt.
Klokken 06.27 lørdag morgen krydsede Al Capone målstregen efter 17 timer og 10 minutter på banen.
Ifølge Bogense Sejlklub var besætningen godt tilfreds med sejltiden efter en nat med kølige forhold på vandet.
Ved ankomsten til Bogense blev mandskabet modtaget efter traditionerne med lykønskninger og en kasse øl fra arrangørerne, inden den ventende varme suppe i klubhuset kunne nydes. Efter DH tog de en foreløbig 2. plads efter XR 41eren Formula X.
Stærkt felt blev besejret
Sejren kom i et særdeles stærkt felt af hurtige kølbåde.
Den 65 fod lange Buksesnedkeren måtte se sig slået i sejltid med 15 minutter af den noget mindre GP 42, mens også HH 42'eren Quinta Light blev sat til vægs, samt Elliott 35ereren Palby Marine.
Resultatet understreger endnu en gang GP 42-konstruktionens styrke i offshore-sejlads, når båden sejles optimalt og med en velfungerende besætning, hvor der især er høj fart på læns, forklarede Tue S. Andersen til minbaad.dk før start.
- Vi sejler fra Buksesnedkeren på læns, hvor vi kommer op og surfe, men på kryds er de langt hurtigere end os, forklarer Tue S. Andersen, der i øvrigt også i bestyrelsen i Dansk Sejlunion.
Se minbaad.dks korte videoer fra starten i Bogense
XR 41 vandt efter DH-reglen
Selv om Al Capone var første kølbåd over målstregen, blev det X-Yachts' egen XR 41 Formula X, der tog den foreløbige samlede sejr efter DH-reglen, viser resultatlisten.
Formula X krydseude målstregen klokken 07.17 lørdag morgen efter 18 timer og 2 minutters sejlads, men bådens måletal gjorde forskellen i den korrigerede beregning. Dermed kunne besætningen, hvor blandt andre X-Yachts' CEO Kræn Nielsen og X-Yachts ejer Ib Kunøe deltog, tage den samlede DH-sejr. Dog kun foreløbigt, flertallet af både sejler stadig lørdag morgen.
XR 41'eren sejlede med en gennemsnitsfart på 7,65 knob og viste endnu en gang, hvorfor bådtypen vandt ORC-VM i 2025
Mystik om kæmpebåd fra Kiel
Et af de store samtaleemner under årets Fyn Cup var den imponerende, milliondyre 75 fod lange kulfiberbåd, Maxi Racer, Calypso fra Kiel.
Den store båd var undervejs blandt de forreste på banen, men ved Assens blev sejladsen afbrudt. Besætningen valgte at sejle mod Als i Dyvig og udgå af kapsejladsen. På tracker kunne man se at båden snurrede rundt og sig selv, så det lignede at en sejler var faldet om bord og siden samlet op.
Hvorfor den tyske storbåd udgik, mens den stadig lå helt fremme i feltet, er endnu ikke oplyst.
Top-4 blandt kølbådene i løb 32:
Placering Båd Type Sejltid Gns. fart
1 Al Capone 2.0 GP42 17 t 10 m 49 sek 8,03 knob
2 Quinta Light HH42 17 t 44 m 44 sek 7,78 knob
3 Palby Marine Elliott 35SS 18 t 17 m 38 sek 7,54 knob
4 Buksesnedkeren One Off, 65 fod 17 t 25 m 17 sek 7,92 knob
Dragonfire igen hurtigst af alle
Mens Al Capone blev første kølbåd i mål, var det endnu en gang flerskrogsbåden Dragonfire, der blev hurtigste båd rundt om Fyn.
Den 28 fod lange trimaran med skipper Jens Quorning fra Skærbæk passerede målstregen allerede klokken 03.55 lørdag morgen efter blot 14 timer og 20 minutters sejlads.
Som traditionen foreskriver blev Dragonfire modtaget med champagne på kajen i Bogense.
Dragonfly-producenten Jens Quorning og hans to gaster kunne derefter nyde den varme suppe i klubhuset efter endnu en hurtig tur rundt om Fyn.
Lørdag formiddag lå hovedfeltet fortsat spredt rundt på banen. De forreste både befandt sig omkring Fyns Hoved, mens de sidste deltagere stadig kæmpede sig nord for Langeland i en vestlig vind på omkring 8 m/sek., fortæller Bogense Sejlklub på www.fyncup.dk - Følg bådene på TracTrac
Se kæmpe Peter Brøgger Galleri fra Lillebælt: sejlsportsfoto.dk/event/fyn-cup-2026-fra-bogense - Peter oplyser at
Det er muligt for deltagerne at købe billeder til eget brug. 400 kr. i fuld digital opløsning. Find det ønskede billede i galleri Klik på billede og tryk på Bestil billede(nederst til venstre) Få et uforpligtende tilbud på det aktuelle billede, fortæller Peter Brøgger









