Kramper i arme og ben kostede Schönherrs EM-medalje i Star
68-årige Jørgen Schönherr fra Køge Sejlklub og britiske Ed Wright sluttede på en stærk fjerdeplads ved Star-EM i Medemblik, efter at kramper i både arme og ben ramte på finaledagen. Michael Hestbæk og Jan Eli blev nummer seks efter Hestbæks første store Star-stævne i 14 år. Mega-stjerne vandt EM.
Jørgen Schönherr og Ed Wright var helt fremme i medaljekampen ved EM i Starbåd i Medemblik, hvor 65 både fra 20 nationer deltog.
Men på mesterskabets sidste dag slap kræfterne op for Schönherr i den hårde luft.
Kramper kostede på finaledagen
I sjette sejlads lå Schönherr og Wright nummer tre ved første mærke, men faldt tilbage til en syvendeplads.
-Desværre slap mine kræfter op på sidstedagen af mesterskaberne, hvor der blev sejlet to sejladser i hård luft. I den første, sjette sejlads, lå vi treer ved første mærke og endte som syver, fortæller Jørgen Schönherr på facebook.
I sidste sejlads var danskeren endnu bedre med fra begyndelsen.
- I sidste sejlads gik det helt galt, efter vi lå toer ved første mærke, hvorefter jeg fik krampe i både ben og arme og derefter faldt tilbage på 14. pladsen. Det er sgu ikke let at være en gammel dreng i det her game, siger Schönherr.
Dermed sluttede Schönherr og Wright samlet på fjerdepladsen.
- Vi slutter samlet på fjerdepladsen, hvilket vi generelt er meget tilfredse med – ikke mindst i lyset af, at vi er nye som team, og jeg ikke har sejlet meget i de sidste to år.
Schönherr havde samtidig stor ros til sin britiske gast.
- Ed er en fantastisk dygtig og rar person at sejle med.
Hestbæk tilbage efter 14 års pause
Også Michael Hestbæk og Jan Eli Gravad var med helt fremme og sluttede som nummer seks.
For Hestbæk var EM samtidig et gensyn med Star-klassen efter en lang pause. Han deltog ved OL i Star i 2012.
- Efter 14 års pause fra klassen og efter at have deltaget ved OL i 2012 er det fantastisk at være tilbage og sejle lidt Starbåd igen, siger Michael Hestbæk på sin facebook-side.
Erfaringen var stadig på plads, men der var også meget, der skulle genfindes.
- Selv om jeg selvfølgelig godt kan huske, hvordan en Starbåd skal sejles, og godt ved, hvordan den skal trimmes, skulle der alligevel bankes en del rust af. Stævnet viste, at hvis man skal helt op på podiet, kræver det en grundigere forberedelse, end vi havde tid til i år, forklarer den tidligere OL- og America's Cup-sejler.
Sjettepladsen var dog bedre end den målsætning, Hestbæk havde sat inden mesterskabet.
- Når det er sagt, er vi selvfølgelig rigtig glade for at slutte som nummer seks. Målsætningen inden stævnet var at komme i top-10. Drømmemålet var top-5.
Scheidt vandt fortjent
EM-titlen gik til den brasilianske sejlsportsstjerne Robert Scheidt og amerikanske Austin Sperry.
- Fuldstændig fortjent vandt den store sejlsportsstjerne Robert Scheidt, mangedobbelt medaljetager ved OL og VM, sammen med gasten Austin Sperry fra Brasilien og USA, siger Schönherr.
Sølv gik til tyskerne Nick Heuwinkel og Jesper Spehr, mens Diego Negri og Sergio Lambertenghi fra Italien tog bronze.
- Toer blev de to ungdomsstjerner Nick Heuwinkel og Jesper Spehr fra Tyskland, og treer blev de erfarne og tidligere dobbelte verdensmestre fra Italien Diego Negri og Sergio Lambertenghi.
40 frivillige bag vellykket EM
Schönherr fremhæver også de hollandske arrangører i Medemblik.
- Stævnet var en kæmpe succes, hvor de hollandske arrangører med 40 frivillige sørgede for, at alt klappede perfekt både på banen og på land.








