minbaad.dk
lørdag 10. december

Ekspeditionsskibet i Brøndby Havn. Foto: Bøje Larsen

Skive-ekspeditionen: Ødelagt sejl og sadistisk direktør

1. del: Sejlet er skadet; nu gælder det om at finde en sejlmager. De første to, jeg ringer til, er lukkede. Advarsel: Gå ikke ind i sejlbranchen, det går nedad, blogger LM 27-sejler Bøje Larsen.

Tur | 06-01-2016 09:29 | Af  Bøje Larsen

Sejler Bøje Larsen fra Hundige drager på ekspedition i den beskyttede bolig, LM 27’eren. Her går turen via Oslo til Skive, verdens mest døde sted i Jylland… Læs den første af fire sjove rejsebeskrivelser her.

Formålet med Skive-ekspeditionen 2015 er at undersøge, om der kan spores liv i Skive. En (københavner-)ven mente, at det var det mest døde sted i Jylland. Et studie i søkortet syntes mig at vise, at det var det fjernest kendte sted i den såkaldte Limfjord. 

Er der alligevel spor af mennesker dér, er der nogle levende, hvad sprog taler de? Vi vil også – som andre seriøse ekspeditioner til fjerne lande, Arktis og Antarktis - foretage meteorologiske observationer (er vejret lige så ringe som i København, det naturlige sammenligningspunkt?) samt tage jordprøver og samle sten for at kortlægge fortiden på stedet.

Ordentlige skibe er vis alder 

Ekspeditionen begynder med en prøvestrækning til Oslo i efteråret 2015 for at undersøge, om båd, mandskab og officerer kan klare sig i områder, hvor man ikke bare kan cykle op til Netto. Et gammelt sangrefrain (Frank Sinatra) lyder:”If I can make it there (i New York), I'm gonna make it anywhere”. 

Det vil jeg ændre til: Kan man nå Oslo, kan man nå alle steder. Startstedet er Hundige havn, hvor min ekspeditionsbåd, LM 27’eren "Bus Two", har sin hjemhavn. Båden er over 40 år gammel. Alle ordentlige ekspeditionsbåde har en vis alder. F.eks. var Gjøa, båden med hvilken Amundsen som den første sejlede gennem Nordvestpassagen, 31 år gammel ved ekspeditionens begyndelse. 

Fram var 19 år gammel, da Amundsen sejlede den sydpå for at nå Sydpolen. Om disse aldre skyldes, at de først efter år er sejlet til eller finansielle forhold, er svært at sige. Jeg kender godt svaret i mit tilfælde. Begge nævnte både ligger i Fram-museet i Oslo i dag.

”Beskyttet bolig”

Fra min ungdoms kapsejladstid ved jeg godt, hvordan man ser på en LM 27. ”Gyngehest”, kaldte vi den. Vi syntes, at den gik mere op og ned, end den gik frem. Måske skulle man ikke blot måle ”distance over ground”, men også ”distance up and down”. 

Under ekspeditionen hørte jeg et nyt smædeord om LM 27’eren -”beskyttet bolig”. Det henviser nok til, at de fleste, man ser til søs, har den lukkede kaleche helt oppe, så man sammen med styrehuset, der allerede dækker godt, kan sidde helt varmt og tørt, sådan da. Vand har dog en vilje, som let overtræffer menneskers. Når man skal til så fjerne steder som Skive, så er det dog meget at foretrække med overdækning frem for at stå i en masse plastiktøj og få saltvand hældt over sig. 

Og jo, den kan sejle for sejl. Og jo jo, den kan også krydse. Ikke helt så godt som min gamle Farr 727, men kom bare an. Mon en Farr 727 nogensinde har været i Skive?

Når der i det følgende tales om vi, ekspeditionen, mandskab og lignende henviser det til mig, som – nogle gange med sørgelige resultater - varetog alle funktioner ombord.

//Artiklen fortsætter efter billedet//

LM 27'eren "Bus Two", en beskyttet bolig... Foto: Bøje Larsen

Ingen afskedskomité

Afgangen sker en fredag eftermiddag i september. Trods den store medieomtale er der ingen journalister til stede. Min bro-nabo Bjarne er på arbejde – ikke helt venligt af ham – og min anden bro-nabo Finn har fået udgangsforbud af konen. 

Vinden er 10-14 m/s fra øst med løfte om drejning til sydøst. Det er fint, når vi skal nordpå. Men turen mod vinden i Køge Bugt for at komme uden om Amager får mig til at tænke på beretninger fra dem, der har rundet Kap Horn. Når der så oven i købet står bundgarnspæle, dér hvor søkortet siger, at der kan stå bundgarnspæle, besværliggøres turen. Så retvisende skal søkort altså heller ikke være!

Så kan vi langsomt dreje nordpå og passere Dragør, et nogenlunde kendt sted. Vinden er i hvert fald ikke løjet af. Saltholm klokken 02 nat. Så sker det. Forsejlet kommer for halvdelens vedkommende langsomt dumpende ned på fordækket. 

Så kan man hverken få det op eller ned, rulle det ind eller ud (den gamle båd er blevet forsynet med den herlige moderne opfindelse: rullegenuaen). Til gengæld blafrer det som bare f…… 

Altså må jeg ud af den beskyttede bolig og det uden regntøj eller andet. På fordækket indleder jeg en kamp for at binde uhyret. Til sidst er jeg sejrrig. Nu går turen tilbage til Hundige. Denne gang for motor. Af med det våde tøj og i seng.

Gå ikke ind i sejlbranchen

Næste dag. Jeg regner med, at det var noget ”foroven”, der var knækket. Faldet? Nej, det er der vist stadigt. Den strop på sejlet, faldet sættes i foroven? 

Da jeg med hjælp fra bro-nabo Bjarne, der firer mig i masten, får sejlet helt ned, viser det sig, at den sjækel, der før sad her, er væk. En fin smedet sjækel. 

Der er tilsyneladende tale om, at den ganske roligt har rusket sig løs. Riggeren (også mig) kan vidst ikke engang spænde en sjækel, så den holder eller huske at sætte ståltråd i. Så kan der godt blive langt til Skive – især når man skal via Oslo… 

Sejlet er noget skadet i agterliget efter den megen blafren; nu gælder det om at finde en sejlmager. De første to, jeg ringer til, er lukkede. Advarsel: Gå ikke ind i sejlbranchen, det går nedad. Men så finder jeg én, som godt vil se på mit ødelagte sejl. Og det med det samme. 

Da jeg kommer derhen, så jeg en Tesla på kundeparkeringspladsen nær døren. Skal man ha’ så mange penge for at få sejl lavet her, tænker jeg bekymret. En flink mand tager imod. Det viser sig senere, at det er direktøren og ejeren af Teslaen; han siger, at det kun er i dag, at han har parkeret på den behageligt tæt-på-indgangen liggende kundeparkeringsplads. Hmm… 

En sadistisk direktør 

Det viser sig, at inden i direktøren er en sejlmager, og inden i sejlmageren en sadist. Han fatter straks agterliget og river det fra hinanden, vidst for at vise mig, at det ikke er værd at reparere på. Mørnet af solen. 

Jeg fatter budskabet ret hurtigt. Men sådan et agterlig er langt. Han bliver ved, hele vejen op; det er, som river han mit hår af. Nyt sejl må der altså til. Dem har de sørme på lager. Se, igen fordelen ved LM 27, den mest producerede motorsejler i landet. Tror læseren måske, at de havde et Farr 727 forsejl på lager, selvom den båd er af nyere dato? Rimelig pris. 

To dage efter kan jeg hente sejlet. Og, chok efter chok, dimensionerne passer, og sejlet står pænt. Ikke engang skødepunkterne er der behov for at ændre; skødevognene er nu også groet fast.

Efter et par hviledage parat til ny afgang. Vinden er drejet i sydøst og svækket, så nu kan jeg lettere komme uden om Amager (og bundgarnspælene). Det går fint og glat derop. Da det lysner, har jeg passeret Helsingør og sejler ca. vestpå, syd for korridorerne for de større skibe. 

Jeg prøver at sove lidt, men det bliver kun til nogle små blunde, mens autopiloten styrer skibet og en anden ny-fancy ting, AIS-transponderen, oplyser andre om min position og mig om deres. Jeg har taget plotteren med i køjen (iPad), så jeg kan vågne op og se de andre. 

Foldeanker giver slip

Dagen går med god sejlads nordpå. Men om aftenen er jeg udkørt og kan ikke mere. Søger efter en ankerplads og finder Malö Hamn, som er en naturhavn på Sveriges vestkyst, 20-25 sømil syd for Göteborg, ca. ud for Anholts nordspids. 

Der er ligefrem angivet et anker på kortet og ler og sand i bunden. Beskyttet fra næsten alle sider, undtagen sydsydøst. Det er så selvfølgelig også den retning, vinden kommer fra, da jeg efter en hviledag tilbringer anden nat der.

Måske kan man definere en naturhavn som en havn, der er beskyttet fra alle sider undtagen den, vinden kommer fra (Murphys lov for naturhavne?). Selvfølgelig bliver jeg blæst ind imod de nærmeste klipper (Murphy igen). Mit foldeanker holder ikke. 

Der står i alle artikler, jeg har læst om ankre, at foldeankret er det værste, undtagen som ”frokostanker”. Men også det letteste at have med at gøre. Mit solide Danforth-anker er ikke kommet i brug, svært at håndtere. 

Nu viser det sig, at foldeankeret også er slemt at hive op, når der var træk på; jeg har intet ankerspil, kun arme og ben. Jeg får det dog delvis op og sejler til et andet hjørne, hvor det heller ikke holder. Driver ned mod en anden båd for anker. Hu hej, find på noget nyt. Motoren i gang igen og sejler til et tredje hjørne. Der holder ankeret endeligt. Disse øvelser foregår naturligvis om natten, en anden naturlov?

Én klub - tre havne 

I de kommende dage lægger vinden sig noget, men er stadig sydøstlig. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at sejle mod Oslo. Men der er langt, når man ikke sejler hurtigere, end et menneske kan gå (7 km/t). Man skal jo også sove. 

I Oslofjorden finder jeg Horten på den vestlige side. Den fortrinlige ordning, frihavnshavnene, hvor man kan ligge tre dage til intet eller reduceret gebyr, omfatter også 13 norske havne, bl.a. Horten. Dvs. hvad står der på frihavnsordningens kort på deres hjemmeside? Der står, at det handler om ”Horten Seilforening”. 

Ifølge kortet er der tre havne i Horten – og i hvilken regerer Horten Seilforening? Det får man ikke at vide. En stor mangel. Ved nærmere eftersyn gælder det alle havne i ordningen: Det er sejlklubben, der er nævnt, ikke havnen. I nogle havne kan man gætte sig frem, og der er jo allerede meget gætteri i navigation, men alligevel… 

Konsekvensen er, at jeg sejler til Moss på østsiden af fjorden, for der er kun én havn og én klub med samme navn. Et opkald på mobilen virker med det samme. Jeg ka’ bare sejle ind. Gæsteplads lige om hjørnet til højre, når man kommer ind – ja, faktisk ultra med det samme. Super fint. Vand, strøm, alt det der. 

Læs næste del af rejsebeskrivelsen på minbaad.dk om få dage…

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET