minbaad.dk
fredag 01. juli

Bøje har i disse blogindlæg damebesøg i sin LM 27, både i konkret og i overført forstand. Hun er ikke klædt PÅ til lejligheden. Det var stille og tørt vejr. Hun er klædt UD til lejligheden. Foto: Bøje Larsen

Vinter i LM 27: Flugten fra fruen og familiefesten

Han tager så sin vinkarton med om bord og forsvinder i kahytten for først at dukke op langt op ad næste dag. Fri og udhvilet, blogger Bøje Larsen om bro-nabos forsvinden.

Tur | 15-01-2016 08:55 | Af  Bøje Larsen, LM 27-sejler

Den 73-årige sejler Bøje Larsen, der nu bor i Berlin, men har bådplads i Hundige, kommer her med vintertanker fra sin beskyttede bolig, LM 27’eren ”Bus Two”. Båden, som tidligere på året var på ekspedition mod Skive, verdens mest døde sted i Jylland.

Bøje Larsen, blogger nu for minbaad.dk.

Det er vinter. Ekspeditionsbåden, min LM 27 ”Bus Two”, er på land. Fallos, dvs. masten, er taget af. Der er ikke noget mere kastreret end en sejlbåd uden mast. Masten er ikke noget fallossymbol. Det er jo selve kraften, der kommer herfra i en sejlbåd.

Der er nogle bådejere, som interesserer sig for deres båd om vinteren. Nogle bor i den. Jeg ser, at minbaad.dk-redaktør Troels til tider bor i sin Drabant 24 i Kerteminde Havn, kun med en keramisk varmeovn. Respekt! Samtidig forlyder det dog, at han i december er på Bahamas. Så kan man jo sagtens ”bo” i en Drabant 24 om vinteren. 

Drikker en øl og drømmer

Ikke så få bådejere kommer og ser til deres båd, mange med kærlighed, sidder i den, kommer tidligt på foråret til forårsklargøring, men får ikke meget for hånden. Sidder der bare eller nusser rundt, drikker en øl og drømmer. 

Storm P. har skrevet en smuk historie i den ånd med titlen ”Julenat i Garagen”. Her går han hjemmefra julenat, i sneen naturligvis, til garagen for at besøge sin gamle bil, en smuk 30’er cabriolet. Den er klodset op, nok under Anden Verdenskrig. Han sidder og drømmer om alle de ture, de har haft sammen – og skal have.

En lidt skarpere udgave findes i en gammel vittighedstegning, jeg har, fra et blad for veteranbilejere. Tegningen har overskriften: ”The Winter Restoration”. Her ser man manden siddende i en gammel lænestol i garagen med den gamle bil ved siden af, en fadøl i hånden, hunden herligt sovende foran sig, en ovn holder varmen, og på det lille fjernsyn kører en fodboldkamp. 

Han hygger sig tydeligt. Hvem der ikke hygger sig, er konen, som har ”opdaget” ham; hun skuler gennem dørsprækken på ham. Garagen kan være mandens flugt og hule. 

Mænd går mest på toilet

I en avis så jeg, at en ”rigtig” videnskabelig undersøgelse har vist, at mænd tilbringer mere tid på toilettet end kvinder. Og det ved jeg, er rigtigt. Hvad laver de? Sætter hår? Nej, de er flygtet til et lille beskyttet rum, fra familiens larm og krav og opgaver og så i øvrigt fra resten af verden. Alle ordentlige børn, og det inkluderer også voksne, kan li’ at have huler.

En af mine bro-naboer i Hundige har en lille fiskerbåd med kahyt. Da jeg tit overnatter i min egen båd, kan jeg følge med. Også mht., hvornår han er der. En dag er han der på et unormalt tidspunkt, og jeg kan ikke lade være med at spørge hvorfor. 

Jo, mumler han, og jeg forstår, at det er noget med konen og et familiearrangement, hun vil slæbe ham med til, var det i påsken? Han tager så sin vinkarton med ombord og forsvinder i kahytten for først at dukke op langt op ad næste dag. Fri og udhvilet. Han var en mand, der havde vundet sin frihed. 

Hvis læseren har set den mange gange Oscar-præmierede film, American Beauty, om en mands oprør, desværre med en elendig afslutning, så ved læseren, hvad jeg tænker på. Nogle dage efter dukker min bro-nabo så op igen på broen, barberet og vasket, med kone og datter – parat til en fin og renvasket udflugt. 

Der var sikkert død dam stille vejr den dag. Der bliver rengjort i cockpittet, og hynder lægges ud. Han blinker hemmeligt til mig, og jeg er sikker på, at det betyder noget i retning af: Ja, for fanden, Bøje, man må jo osse gi’ dem lidt, ellers går det helt galt.

Godt, du ikke har kone og børn

En kvindelig ven (jo, jeg har sådanne) sætter sagen yderligere på spidsen. Hun skriver om min tidligere beretning om ”Skiveekspeditionen 2015” i minbaad.dk: ”Det er godt, Bøje, at du ikke har kone eller mor til at forbyde dig en sådan tur”. 

Hun ser klart, hvad kvindernes rolle kan være. De undlader ikke blot at deltage, de sætter sig også imod. Men dog ikke over for alle. Jeg så et interview med Bernard Moitessiers hustru, hvor hun blev spurgt, hvorfor hun ikke satte sig imod, at han sejlede verden rundt single-handed og derefter stak af til Tahiti?

Hendes svar: Det vidste jeg, at det kunne jeg ikke få ham til. Her har vi en stærk mand, hvad han jo også beviste ved sine sejladser. 

Jeg afviser ikke, at der findes interesserede kvinder, vilde kvinder, sejlende kvinder. Hvad med den 14-årige hollandske pige, Laura Dekker, der sejlede single-handed jorden rundt? Eller den amerikanske pige, Tania Aebi, 18 år gammel, i en båd på L.O.A. 8 m, mindre end min LM 27, samme tur. Mindre rejser og indsatser kan dog også gøre det.

Alle til samme ”uberørte” bugt

Jeg vil ikke i disse skriverier drømme så meget om kommende ture, men jeg vil gøre en tur i båden. Endnu en dejlig forfatter – dette er jo det højere litterære skoleridt – Alain de Botton har bl.a. skrevet om rejser. Han mener, at hvis man ikke i sit eget soveværelse (ikke noget med sex her, fy læser!) kan opleve noget, så hjælper det ikke at rejse til den anden ende af kloden med palmer og alt, for så har man heller ikke evnen til at opleve noget dér. 

Så ender rejsen med, at man keder sig og er sur over varmen, over det elendige hotel, partneren, pengeforbruget, affaldet, tiggerne, lommetyvene, sur over de skide turist-sejlere, der alle vil ligge i den samme ”uberørte” bugt, hvorefter den overhovedet ikke er uberørt eller død dyr. 

Man længes efter at komme på arbejde igen; dér sker der da for fanden noget. Og nogle gør rent. Mange, eller i hvert fald nogle, rejseberetninger skjuler denne trivielle og trættende side ved rejser og overbetoner den eksotiske; det er det, læseren vil høre om. Men tit en grundig løgn. 

Min båd er – skønt jeg er uden kone og mor – også mit tilflugtssted. Og en kahyt på en båd kan være så dejlig lille og hyggelig og tryg. Ikke mindst, når man ligger for anker. Væk fra alt muligt. Her kan man drømme. Og hvis man ikke kan opleve noget her, kan man som sagt ikke opleve noget nogen steder.

Læs med om få dage, hvor Bøje Larsen igen blogger om vinterlivet fra sin beskyttede bolig...

Bookmark and Share