minbaad.dk
onsdag 27. juli

Arnes SAR-båd med 2x250 hk er på hårdt arbejde. Foto: Bøje Larsen

Skive-ekspeditionen: Tre dages grundstødning

3. del: - Fuld kraft tilbage, så frem, så tilbage. Pludselig meget grimme lyde. Kan ikke komme nogle vegne. Kaster anker ud, men overflødigt, blogger LM 27-sejler Bøje Larsen, efter oktober-sejlads.

Tur | 08-01-2016 08:36 | Af  Bøje Larsen

Sejler Bøje Larsen fra Hundige drager på ekspedition i den beskyttede bolig, LM 27’eren. Her går turen via Oslo til Skive, verdens mest døde sted i Jylland… Efter et ødelagt sejl og en afstikker til Oslofjorden går turen nu videre mod målet. Læs den tredje af fire sjove rejsebeskrivelser her.

Efter de obligatoriske tre dage i Frederikshavn, går turen videre. Jeg har undersøgt og fundet ud af, at Skive ligger i den såkaldte Limfjord (og ældre medborgere vil huske, hvad man mente, at den kaldtes på norsk; det sprog havde jeg jo ikke lagt helt fra mig). Over noget, der hedder Hals, kommer jeg til den og finder Ålborg. Det kan man ikke undgå, det er som at sejle i et rør.

På kortet har jeg fundet endnu en naturhavn, på sydsiden af fjorden, lidt før Ålborg, Nørre Uttrup. Ligesom det med frihavnene, der ikke angives ved havne, så skriver søkortet i Seapilot-udgaven, som dog skulle være lig de officielle danske, ikke byens navn. Man må gætte sig til, at Nørre Uttrups for- og bagbåke ligger ved Nørre Uttrup. 

Der er faktisk også en lille havn der, men jeg vælger igen at ankre i det lille, runde naturbassin. Foldeankeret igen, men det holder. Det eneste minus er udsigten til cementfabrikkerne på sydsiden af fjorden. Dagen efter afsted igen mod Skive. Østlig vind og østlig strøm, det er jo pragtfuldt. Stigende vind i dagens løb og vel derved også strøm. 

Udsigt til cementfabrikkerne fra Uttrup. Foto: Bøje Larsen

Ingen telefonsvarer

Jeg passerer de to broer ved Ålborg uden problemer. Nu er sigtet Aggersund og Aggersundbroen, den vidst sidste forhindring før Skive. Igen gælder det mest om at holde sejlløbet, men med de medbragte hjælpemidler er det ikke svært. 

Mod aften kommer jeg til det snævre Aggersund, for enden af hvilken ligger Aggersundbroen, der er en solid jernbro, som man ikke kan snige sig under, når man har mast på. Jeg er lidt oppe mod lukketiden, men kan til sidst se, at jeg kan nå det. Jeg har jo knald på med vind og strøm i ryggen. 

Så jeg ringer til brovagten pr. tlf. på det officielle nummer. Intet svar. Igen. Intet svar. Så på VHF, intet svar. Jeg taler med Lyngby, der ikke ved noget, de kalder ham også på VHF. Intet svar. Nogle dage senere, da jeg faktisk fik fat i ham, fortæller han, at broen var lukket pga. vejarbejde. 

Han sagde kækt, at jeg skulle have ringet før, så jeg kunne have fået det at vide (hvis han ellers gider tage telefonen, tænkte jeg). Så det vil sige, at man roligt kan ringe til brovagterne dage før, man måske kommer, for at høre, om de eventuelt er åbne. Det bekymrer mig også noget mht. civilisationsniveauet i det endnu længere borte, for ikke at sige ude, liggende Skive, at telefonssvareren ikke er kommet til Aggersund. På min mobil har den mulighed været til stede i de sidste 15 år…

Grundejer med 95 cm dybgang

Igen må jeg søge en ankerplads. Men med den nu ret kraftige vind, 15-18 m/s østfra, og en, i det snævre løb, endnu kraftigere østlig strøm vil det ikke være godt at ankre i løbet, heller ikke tæt på kysten. Der er ikke noget rigtigt læ. Altså må jeg vende madammen (undskyld, "Bus Two", opkaldt efter BUSSEN, som en anden af mine fortidige både, en X79 hed, opkaldt igen fra en amerikansk ¼ tonner-flyvepap Magic Bus). 

Tilbage gennem løbet. Lidt før Haverslev havn, der ligger på nordsiden, er der på sydsiden en række vindmøller. Her forløber kystlinjen en smule nord for øst, og der ville derfor nok være et vist læ. Jeg skrår indover (sydover, se kortet). Ind over et smalt område, der ifølge dybdekurverne er under 2 m. LM’eren stikker kun 95 cm, latterligt lidt. Det skulle vel gå. Men det går ikke. Pludselig bliver jeg grundejer. 

Det har jeg været tidligere i både med større dybgang, men med 95 cm? Jeg har tidligere kun været på grund på steder med let skrånende sandbund eller mudder f.eks. i Bøgestrømmen – men ej her, herom senere. Hvad har man motoren til? Fuld kraft tilbage, så frem og så tilbage. Pludselig meget grimme lyde. Jeg kan simpelthen ikke komme nogle vegne. Jeg kaster anker ud, men det var ikke så lidt overflødigt. Vil vente til næste dag og se situationen an. Næste dag kommer, ikke mindre vind. Brug af motor, grimme, grimme lyde, når jeg forsøger at sejle baglæns. 

Bro-ven Finn og politiet 

Senere, hvor man jo er så skide klog, og godt for det, var følgende vidst på spil. Ved kraftig østlig vind er vandstanden ½ til én meter under normal. Det tager jo lidt af frigangen. Og grunden er ikke jævn eller jævnt skrånende. Den stærke strøm skærer dybe render og laver høje undervandsbjerge eller forhøjninger. 

Man kan forestille sig dem som en slags stejle revler. Så når jeg har bakket, og bakket kraftigt, så har LM’erens rædselsfulde ror helt frit og ubeskyttet kørt ind i en sådan pludselig forhøjning, gået af fatningen forneden og blevet bukket ind i propellen, heraf de grimme lyde.

Men den forklaring har jeg ikke på tidspunktet. Jeg ligger jo meget godt, har varme og alt ombord, men i længden bliver levnedsmidlerne (vinen) knap, så noget må ske. I løbet af dagen har jeg mailet med min bro-ven Finn, der har løsninger på problemer, man ikke har, men også sommetider på nogle, man har. Og nu har jeg jo et. 

Han foreslår, at jeg ringer til 114. Som sagt, som gjort. Pæne mennesker tager imod. Jeg bliver omstillet til en politimand, der tager de nødvendige data ned. Jeg forestiller mig, at han sidder trygt foran sin computer med et skema, der skal udfyldes: ”Hvor skete hændelsen?” eller lignende, står der sikkert. Da jeg siger, at jeg ligger 2-3 sømil øst for Aggersundbroen, og han siger, at han ikke ved, hvad en sømil er, begynder jeg at blive klar over, at den søde mand nok ikke er den rigtige.

Her rammer LM 27'erens 95 cm dybe køl bunden. Foto: Plotter-foto

Lokal SAR-båd til undsætning

Jeg bliver omstillet nogle gange og ender så hos SOK, Søværnets Operative Kommando, som vidst nu hedder noget andet. Måske for at narre fjenden, men det bidrager også til at narre brugerne. Igen et venligt menneske, en kvinde. Hun forstår situationen og giver mig telefonnummeret på den lokale SAR-båd, der ligger i Løgstør, hvilket til oplysning for københavnere ligger lidt vest for Aggersundbroen.

Han hedder Arne, og han er straks parat til at rykke ud. Tak, Arne. Det blev et dejligt bekendtskab, nærmest venskab, selvom vi ikke har fulgt op, han bor jo så langt væk. Det minder mig om den gamle vittighed om englænderen, der står ved kysten ved Dover og ser østover og siger: ”They must feel terrible isolated over there”. 

Arne er der snart sammen med sin assistent. I en super gummibåd med alt udstyr og 2x 250 hestes Evinrude for enden. Og han trækker og trækker, men lige lidt hjælper det. Vi kommunikerer pr. telefon og råb, det sidste ikke let i vinden. Jeg må jo i øvrigt ud af den beskyttede bolig med trosser og lignende. Meget lidt civiliseret! I øvrigt har han problemer med at anvende de fulde 500 hk, motorerne kan ikke komme helt ned pga. det lave vand!

Reservedele de fjerneste udsteder 

Vi skilles for en tænkepause. Den varer til næste dag. Jeg er jo let at finde. Løber ingen steder. Levnedsmiddelreserverne bliver dog mindre. Strømmen tæres der også på. Og motoren kan jeg ikke bruge, for kileremmen, der driver generatoren, er sprunget i stykker under den heftige brug af motoren. 

Jeg taler med Arne, som er kommet på den gamle ide, som jeg også burde have tænkt på: Vi skal jo krænge båden med storsejlsfaldet, mens jeg kører for fuld kraft med motoren – båden er nu drejet i en god retning, nordvest, væk fra det laveste vand. Ja, meget godt, men jeg kan ikke bruge motoren – kileremmen! Hm, siger Arne, lad os se. Og så fortæller han, at han da godt kan skaffe den kilerem til min Bukh 24. Igen tak, LM 27 værft. Man har dine dele liggende i de fjerneste udsteder (undskyld Løgstør). 

Altså kommer han næste dag iført kilerem, der uden videre passer og virker. Faldet forlænges, sendes over hos ham og han trækker alt, hvad han kan. Jeg krænger kraftigt til bagbord og fuld skrue. Jeg kommer fri! Og vinker farvel til Arne, som sejler hjem. Problemet er løst.

 Læs næste del af rejsebeskrivelsen på minbaad.dk om få dage…

Bookmark and Share