Gå til hoved-indhold
For fulde sejl i Grønsund. Foto: PrivatfotoTur
For fulde sejl i Grønsund. Foto: Privatfoto

Bøje: Til kamp mod arvefjenden med Niels Jeppesen (2)

- BPF var selvfølgelig stukket af i mørket. Det var også lige hans vejr. Med BPF langt foran kunne man tage den med ro. Men sådan gjorde Niels ikke, blogger Bøje Larsen.

Af Bøje Larsen |

Bøje Larsen, som tidligere har blogget om en farefuld ekspedition til Skive, verdens mest døde sted i Jylland og delt vinteroplevelser fra sin beskyttede bolig, LM 27’eren ”Bus Two”, har nu hevet minder fra de gode, gamle dage op af skuffen. Dengang han sammen med Niels Jeppesen, senere X-Yachts grundlægger, tog en vigtig sejr over arvefjenden i Stubbekøbing...

Herunder følger anden del af beretningen, læs den første del her.  

Den tur, det her handler om, var en Møn Rundt. Jeg husker ikke, hvem der arrangerede den. Kunne den lille sejlklub i Stubbekøbing gøre det? Start og mål var i hvert fald her. Og det blæste godt fra sydvest. Nu ved jeg ikke, om vindstyrken er taget til med de mere end 40 års tidsafstand. Det kan jo tænkes, men jeg husker, at det blæste ikke så lidt. 

Jeg var igen i gruppe med BPF (Børges Pap Far, som sejlede en norsk spidsgatter. Læs mere i første del) og vist ingen andre. Et showdown for to som i en bedre western. Jeg husker ikke, om Børge var med som gast på min båd eller måske Lars. Men Niels Jeppesen var – og min hustru. Han var til falds for en god kapsejlads og var vel osse lidt tirret af BPF. Og måske af tanken om at vise ”den gamle sejlnar”, mig, hvordan det skulle gøres.

Ikke en tøsedreng 

Vi blev sendt afsted østpå i Grønsund om aftenen for at runde Møn nordover og skulle så gennem Bøgestrømmen tilbage til Grønsund og Stubbekøbing. I løbet af natten blæste det op, og selvom vi var i læ af Møn, skulle der arbejdes. Vi rebede (rullereb om bommen), og havde fokken på. BPF var selvfølgelig stukket af i mørket. Det var også lige hans vejr. Med BPF langt foran kunne man tage den med ro. Men sådan gjorde Niels ikke. 

Da det langsomt lysnede, var vi ved ”Soldaterne”, som de to indgangstønder eller –tårne hed til Bøgestrømmen (de findes tilsyneladende ikke mere). Bøgestrømmen er som bekendt et meget smukt, men også meget lavvandet farvand, hvor man let kan skyde genveje, men også let kan gå på grund, når man prøver. 

Det her var før GPS’erne (meget før!), og Bøgestrømmen var og er i det væsentligste ikke fyrbelyst, så om natten er det svært. De meget kyndige og dygtige kunne, men osse de kunne gå på grund. Og nu var vejret hårdt. Hvad lå så dér, lidt efter ”Soldaterne”? Der lå det halve felt af både for anker og ventede på det begyndende dagslys for at komme igennem. Heriblandt BPF, og han var ikke nogen tøsedreng. 

En monoman teenager 

Det stimulerede naturligvis adrenalinen hos os, ikke mindst hos Niels, der nu ikke slap roret. Og vi kom forbi BPF, inden han nåede at lette anker. Så gik det på kryds igennem de ofte meget snævre render. Vinden var jo sydvest, lige imod. Vi klarede at holde distancen til BPF og kom i mål før ham, også efter handicap. For første gang. Og så i ”hans vejr”.

Spækhuggere og Folkebåde og andre hurtige og modige var kommet i mål før os. Sikkert en del. Men vores sejr var større end deres – i hvert fald i vores øjne.

Vi vandt ikke, fordi vi havde større bådfart. Vi vandt ved ren stædighed og vilje fra Niels’ side. Han er uden tvivl teknisk dygtig som designer, men som andre virksomhedsstiftere, der lykkes, er det hans stædighed, vilje og besættelse af sagen, her sejlads, der har skabt resultaterne - mener jeg. 

Dengang syntes jeg næsten, at han var for monoman mht. sejlads; han kunne næppe tale om andet, en monoman teenager. Jeg vidste jo ikke dengang, at han var dén Niels. Lad os tænke over sådant, når vi møder andre mærkelige teenagere.

Senere fik jeg mere hold på min spidsgatter. Det bedste, jeg fandt på, var at sætte et rustfrit bovspryd på og få en større genua. Selvom måltallet kom op, var det alle pengene værd. Ikke alene, tror jeg, pga. det større sejlareal, men fordi genuaen med det fremrykkede forstag kunne få mere luft. Nu kunne jeg besejre BPF, i hvert fald i lettere vejr; jeg var ved at blive en lille, tidlig Spækhugger. 

Farvel til spidsgatteren

1975: Det år sejrede en båd fra en newzealandsk designer i IOR ¼ ton mesterskaberne, der blev holdt i Frankrig. Designeren, Bruce Farr, var hele 26 år gammel, selvlært udi båddesign. Båden hed Farr 727 for sin længde i cm. IOR betød International Offshore Rule. Denne regel er nu død, men dengang var den det internationale handicapsystem for ”havgående” både af forskelligt design. 

Fra og med Farr-bådens sejr var det slut med de tunge både. Jolletyperne tog over. Flade, brede bagi, vejede mindre, havde mindre sejl, lavere rig og tordnede afsted. Jeg har læst, at man i New Zealand havde en åben klasse ”flying 18-footers” med kun én regel; skroget måtte ikke være over 18 fod. 

Så måtte man hænge så meget sejl på, man ville, hænge så mange mand ud, man ville, i så mange liner, man ville. Det gav et enormt skud til bådudviklingen, der bl.a. førte til Farr 727. Året efter, i 1976, var det også en båd designet af en newzealænder, der sejrede i ¼ ton Cup, også en af de lette jolletyper: ”Magic Bus”, navneinspirator til min LM 27, designer Paul Whiting, på gerningstidspunktet vist ca. 20-21 år gammel. 

Så tegnede Niels, bl.a. inspireret af disse udviklinger, nu også omkring den alder, og også stort set selvlært som sejlbådsdesigner, X79’eren. Nu var det helt slut med Spækhuggere og Folkebåde, i let som i hårdt vejr. For ikke at tale om gamle spidsgattere. Jeg har set 70’erne omtalt som sejlsportens gyldne æra.

PS: Jeg mindes et slogan, som Niels altid udstødte i ungdommeligt overmod: ”At vinde er ikke det vigtigste; det er det eneste.” Ordet ”eneste” blev råbt ud. Det var en drejning af det gamle sypige-slogan: ”At vinde er ikke det vigtigste; det vigtigste er at deltage.”

PPS: Med hjælpesomme læseres hjælp kan jeg tilføje, at BPF hedder Svend, båden Snippa og vist var en Tumling. Den røde terrorbåd, som Niels Jeppesen og co. sejlede i, var designet og bygget af Bjørn Olsen i Stubbekøbing (om ham i en senere blog).

Tag lige en lineal og se, hvor lige masten står! Man aner det geniale bovspryd, blogger Larsens største bidrag inden for båddesign. Foto: Privatfoto

content-loader
content-loader
content-loader