minbaad.dk
tirsdag 31. maj

Ødelagt ror. Foto: Bøje Larsen

Skive-ekspeditionen: Smadret ror og flinke jyder

4. del: - Jeg har advaret Arne om, at jeg undervejs må teste roret. Hvad har det gang i? Jeg drejer frem og tilbage og bilder mig også ind, at jeg sporer en vis rorvirkning, blogger Bøje Larsen.

Tur | 09-01-2016 10:18 | Af  Bøje Larsen

Sejler Bøje Larsen fra Hundige drager på ekspedition i den beskyttede bolig, LM 27’eren. Her går turen via Oslo til Skive, verdens mest døde sted i Jylland… Efter et ødelagt sejlen afstikker til Oslofjorden og en tre dage lang grundstødning er båden nu igen på rette kurs, eller... Læs den sidste af fire sjove rejsebeskrivelser her.

Problemet er ikke løst, for jeg har svært ved at styre båden i den stærke strøm og vind i det snævre Aggersund. LM 27’erens ror er, når man er vant til effektive spaderor, helt til grin. Det ligner en kvadratisk køkkenlåge og virker derefter. 

I dag er der slet ingen virkning. Jeg prøver og prøver med kraft, sejl og ror. Men driver mod Aggersund. Og broen er stadig ikke åben, så nu må jeg for alvor ankre, og gør det. Med Danforth-ankeret med kæde og tov og det hele. Hvor det holder dejligt!

Altså må jeg snakke med Arne igen. Han lyder ikke engang sur over, at idioten fra København ikke kan finde ud af mere. For de første to udrykninger har vi aftalt 3000 kr. Det synes jeg er meget rimeligt. Jeg kommer jo også fra København. Nu siger han diskret, at han må bede om mere for en gang til. Det ender med 3000 for endnu en tur. 

Når man ligger der, så er det jo også li’som sælgers marked. Senere fortæller han, at han for de tre gange frem og tilbage har brugt 120 l benzin; de sluger noget, de to bæster. Og så er der assistenten, båden og hans egen tid. Forresten fik jeg kileremmen gratis.

Uopfordret hjælp

Så næste dag dukker han op igen. Jeg bliver forbundet med ham, og han og gutten sejler hen for at tage mit anker op. De må virkelig slide i det, for at få det op. Jeg kunne ikke have gjort det. Men det lykkes. Og så går turen til Attrup Havn, der ligger på nordsiden af fjorden. De har kran, og bro-ven Finn anbefaler dem (ellers havde jeg ikke turdet). 

Jeg har advaret Arne om, at jeg undervejs må teste roret. Hvad har det gang i? Jeg drejer frem og tilbage og bilder mig også ind, at jeg sporer en vis rorvirkning. Indsejlingen er hundesnæver, og der er vind og strøm på tværs. Mørkt. Uh. Men det lykkes. 

Vi er inde; en venlig mand står og kigger på og foreslår mig en liggeplads inderst i havnen. Det viser sig at være klubformanden. Se, sådan var det ikke i den kongelige havn i Norge. 

Her kommer jeg til at ligge i mere end en uges tid. De flinke mennesker udvider frihavnsordningen til det, fordi jeg er haverist. Herligt og flot sted. Inviterer mig til deres afriggerfest. Der kommer mennesker ned og spørger uopfordret, om de kan hjælpe. Måske er jeg det eneste, der er sket i de sidste syv måneder, men alligevel. 

F 16-fly og oversvømmelser

Søndag eftermiddag kommer folk, mest i form af ægtepar, i deres biler ned i havnen. De stiger ikke ud. Ser blot på. Så kører de hjem igen, sikkert til eftermiddagskaffen. Måske fortæller det om den intense interesse, der er på egnen for sejlsport, måske fortæller det om de konkurrerende tilbud. Det fortælles mig i øvrigt, at flere og flere både og medlemmer forlader havnen og klubben; der er masser af pladser ledige. Sørgeligt. 

Og så er de som sagt hjælpsomme. F.eks. med at hejse båden op i kranen, så vi kan se, om der er noget i vejen med roret. Om der er? Se billedet, der er slet ikke noget køkkendørs-ror mere, og propellen ser også ret forandret ud. 

De lytter gerne til min historie. En af de lyttende forklarer, at der burde være sluser ved Hals og ved Thyborøn, så ville sådan noget ikke ske. I nogle af fjordens byer har de også tit slemme oversvømmelser. ”Men det interesserer de sig overhovedet ikke for.” Det ”de” går uden tvivl på en lidt større by nord for Hundige. 

Han fortsætter: ”De vil hellere slikke amerikanerne i røven ved at købe F16-fly og bruge dem i forskellige lande”. For antropologen, der omhyggeligt noterer sådanne udtalelser fra de indfødte ned, er det et tegn på, at deres verden ligger inden for Hals og Thyborøn. Noget sådant kan måske også forklare visse afstemningsresultater om EU, vi har set for nylig. 

Sandhedens øjeblik i Attrup - roret er forsvundet. Foto: Bøje Larsen

Intern strid og habit 

Men nok står de sammen med hinanden mod omverdenen. Ellers står de ikke meget sammen. Klubben ser med skepsis på kommunen, som for nogle år siden overtog havnen, da en stor renovering skulle foretages. Folkene omkring den meget fremragende havnerestaurant, der let kan udkonkurrere havnerestauranter i ti gange større havne, drives af en social organisation. 

Her ser man skeptisk på klubben, men også på kommunen og den officielle havnefoged, der mest residerer i Haverslev havn. Det er nok gensidigt. Hvad angår Arne, er han fra et helt andet land, nemlig Løgstør, men for københavneren virker det ret tæt på. 

Til daglig, viser det sig, er han ikke fisker eller er på bistand. Nej, han er salgschef i en international koncern med hovedkvarter der i nærheden. Om natten o. lign. træder han så ud af skabet og habitten og samler grundstødte københavnere og andet krapyl op for en beskeden hyre. Så der er mærkværdigheder her og der i livet.

Køkkenlåge søges

Efter en tid bliver båden taget på land og kørt til Mathis Værft i Ålborg, som bro-ven Finn kan godkende. Der ligger den nu og venter på en ny køkkenlåge, en propel og andet af det, som en hård ekspeditionssejlads har krævet. Det viser sig faktisk, at de nævnte køkkenlåger findes på lager hos Madsnedø Marine - over 40 år efter! Læseren ved, hvem jeg igen gerne vil takke.

Til foråret 2016 vil turen gå videre til Skive. Vi giver ikke sådan op. Nærmere forskning i vintertiden har vist, at Skive vidst endda ikke er den længst bortliggende boplads i Klisterkanalen. 

Og for resten, da jeg talte med min ”ven” i Aggersundbroen og spurgte ham, om der var andre veje til Skive end gennem broen, som han jo havde lukket og slukket (han må have været besvimelsen nær over københavnerens dumhed), så svarede han, uden at jeg kunne høre et falsk tonefald, at jeg jo kunne sejle nord om Skagen. Men sådan gør vi ikke her. Ingen lette omveje.

Til sidst vil jeg anbefale enhver sejler, der sigter på at gå på grund, og det er jo de fleste, at vælge et sted i nærheden af Løgstør og Attrup Havn. Ellers vil jeg fraråde at gå på grund.

Attrup by night. Foto: Bøje Larsen 

Bookmark and Share



Få nyheder og deltag i konkurrencer


Besøg os på facebook




MORTEN LORENZEN TAGER ORDET