Gå til hoved-indhold
Kim R. Andersen til VM i FinnjolleKapsejlads
KDY-formand Kim R. Andersen er en af landets førende eksperter inde for elitesejlsprt. Han sidder i ISAF med Kronprinsen og han har tidligere været i Sejlunionens eliteudvalg. Foto: Troels Lykke

KDY kritiserer DS Elite - skræmmende læsning

Kongelig Dansk Yachtklubs formand Kim R. Andersen forklarer nu om uforståelige dispositioner, som Sejlunionens eliteafdeling har præsteret. Læs om amputeret støtte, centralisering, trænerfyring og passiv OL-planlægning i matchrace.

Af Troels Lykke |

Kim R. Andersen skriver på kdy.dk:

Der har i den forgangne periode været en livlig debat om elitearbejdet i dansk sejlsport – ikke mindst i kølvandet på GULD 49’ernes bog.

Debatten, der også fik stor mediedækning, så sin foreløbige afslutning, da Dansk Sejlunions formand og KDYs formand samstemmende valgte at trække KDY og DS fra den offentlige debat og i stedet fokusere fremadrettet på elitearbejdet i dansk sejlsport.

Kraften tages ud af kraftcenter

Inden debatten forventeligt vil blusse op igen frem mod Dansk Sejlunions debatmøde i Odense den 21 september 2009, mener KDY's bestyrelse dog, at klubbens medlemmer bør kende til de helt centrale elementer i uenigheden mellem DS og KDY om elitearbejdet i dansk sejlsport. En uenighed der truer med at tage kraften ud af kraftcentret i Rungsted.

Centralisering af elitearbejdet

Helt tilbage i december 2008 i forbindelse med gennemgangen af KDY’s budget for 2009 stod det klart for KDY's bestyrelse, at DS havde ændret grundlaget for vores kraftcenter i Rungsted i en sådan grad, at økonomien ikke hang sammen for 2009 i forhold til de planlagte aktiviteter, og at KDY derfor ville få svært ved at leve op til de kontraktlige forpligtelser, KDY har over for DS i forhold til kraftcentret i Rungsted.

Oprindeligt var DS og Team Danmarks strategi at lade de tre kraftcentre i Rungsted, Oure og Kaløvig være ansvarlige for at træne, rådgive og udvikle elitesejlere op til et niveau på top15-50 i verden.

Når en dansk elitesejler rykkede op i top 15 i verden, overtog elitetrænere i DS-regi træningen og ansvaret. Kraftcentret i Rungsted var/er i denne struktur ansvarlig for ”udvalgte hold/sejlere” øst for Storebælt. 

Men DS er nu gået over til en meget centraliseret eliteudvikling forankret i DS’ egne trænere. DS har flyttet de elitesejlere, der ligger fra top15-50 i verden og hidtil har trænet fra kraftcentrene, til DS’ eget elitehold.

Samtidig har DS oprettet flere kandidathold hvor en væsentlig del af centerets sejlere er blevet indplaceret.

KDY fik intet at vide om, hvorfor DS tog denne beslutning og konsekvensen heraf. Blot at KDY’s kontraktlige forpligtelser er uforandrede, og at DS holder et vågent øje med, at KDY lever op til forpligtelserne.

Kraftcenter amputeres i tavshed

Da KDY’s kraftcenter har mange elitesejlere i netop top 15-50 i verden, har DS reelt tømt kraftcentret i Rungsted for elitesejlere.

Dette betyder at den daglige træning er nedprioriteret, idet DS’ nye klassetrænere ikke kommer på kraftcentret i Rungsted, ligesom kommende elitesejlere mister kontakten til de bedre sejlere - alt det, der er en af hjørnestenene i kraftcenter-ideen. Dermed lammes Kraftcenterets eliteudvikling.

En stor del af centrets økonomi og budget er desuden lagt an på den økonomiske støtte, som følger med de oprindelige forpligtelser over for elitesejlere til top 15-20 i verden.

Uden daglig elitetræning og den medfølgende økonomiske støtte til center- aktiviteter i forhold til udvalgte sejlere tages kraften ud af vores kraftcenter.

Derfor tog KDY`s formand i december 2008 et møde med DS’ formand, for at gøre det klart, at økonomien for 2009 ikke hang sammen, hvis KDY fortsat skulle leve op til de kontraktlige forpligtelser i kraftcentret.

KDY spurgte i samme forbindelse til DS’ bevæggrund for at ændre strategien i kraftcentret, men uden at få et konkret og brugbart svar.

KDY gjorde derfor DS opmærksom på, at KDY i mangel på en redegørelse fra DS, måtte tage kontakt til Team Danmark for at få klarhed omkring KDY’s kontraktlige forpligtelser, da Team Danmark legitimerer hele grundlaget for vores kraftcenter i Rungsted.

Inden mødet med Team Danmark gjorde KDY ligeledes DS’ bestyrelse opmærksom på, at hvis DS’ nye strategi gennemføres permanent, så kan konsekvensen blive, at kraftcentret i Rungsted må lukke.

Det blev DS meget overrasket over, og meddelte at KDY ville blive orienteret inden mødet med Team Danmark i januar. Men der kom ingen tilbagemelding på strategiændringerne.

Team Danmark støtter op om KDY

KDY’s ledelse møder derfor op hos Team Danmark i januar 2009 med et behov for at få afklaret reglerne omkring elitesatsning, og om DS' ændrede strategi er den KDY nu skal forholde sig til.

Beskeden fra Team Danmark var, at definitionen for KDY’s elitecenter stadig er den samme, og Team Danmark bekræfter samtidig vores opfattelse af de kontraktlige forpligtelser i aftalen som er indgået frem til 2011.

Meldingen fra Team Danmark videregives straks til DS og KDY søger endnu engang en dialog om bevæggrundene for DS’ pludselige strategiskifte, og hvordan KDY fremover skal opfylde kravene fra DS.

DS forklarer ikke yderligere, men fastholder blot den nye strategi, og at de vil vende tilbage snarest. 

DS’ formand vender tilbage medio februar 2009. På dette møde efterlyser vi igen en redegørelse for den nye strategi og det nye grundlag for de kontraktlige forpligtelser. DS gør det klart, at det skal vi nok få.

KDY fremlægger ligeledes Team Danmarks syn på KDY’s kontraktlige forpligtelser. DS formanden meddeler at han nu vil tale med de øvrige kraftcenter-trænere, på Team Danmark centrene i Århus og Oure.

Siden denne dag i februar 2009 har vi intet nyt hørt fra DS om den ændrede struktur for kraftcentret i Rungsted.

Rød tråd klippet over

I starten af maj 2009, da bølgerne går højest i forbindelse med mediedækningen af GULD 49’ernes bog, henvender KDY`s formand sig til DS' formanden med ønsket om et hurtigt møde, hvor DS og KDY kan få endelig klarhed omkring kraftcentret i Rungsted.

Samtidig bliver KDY og DS enige om ikke at optræde i medierne, så længe der ikke er klarhed om kraftcentret. Vi gør ligeledes opmærksom på at kun KDY’s formand kommenterer på den konkrete sag.

Ikke desto mindre går cheftræneren hos DS til KDY-træner Anders Kristensen og afkræver ham en udtalelse.

Stik imod det, vi er blevet enige om. Da Anders Kristensen ikke udtaler sig, afskediges han af DS som træner for 470-joller ved VM til august – der i øvrigt afholdes i Anders Kristensens eget kraftcenter, KDY i Rungsted.

Vi står altså tilbage med en kraftcentertræner som er frataget trænerrollen for en væsentlig del af sejlerne på centret. Anders Kristensen, der har introduceret den røde tråd i DS med stor succes, er blevet amputeret, og hans røde tråd er klippet over.

KDY er helt uforstående overfor denne ubegrundede handling.

I slutningen af juni 2009, halvanden måned efter KDY`s ønske om et hurtigt møde, hører KDY fra DS. Her aftaler DS og KDY at nedsætte et hurtigarbejde udvalg, der skal kortlægge sagen om kraftcentret i Rungsted.

Udvalget skal undersøge, om grundlaget for kraftcentret er ændret, og hvorfor dette i givet fald er tilfældet.

Sejlunionens elitechef Michael Staal kritiseres kraftigt af KDY.

Passiv OL-planlægning

KDY's bestyrelse står desuden uforstående over for DS’ strategi, eller mangel på samme, i forhold til kvindelig matchrace som ny OL-disciplin i 2012. I KDY er matchrace en væsentlig del af klubbens aktiviteter med stolte traditioner, nationalt som internationalt, hvorfor området optager os meget.

Så snart ISAF i november 2007 bekendtgjorde, at kvindelig matchrace var på OL-programmet i 2012, bad vi om en plan for kvindelig matchrace. DS fremkom først med en plan den 17. juli 2009 – halvandet år efter bekendtgørelsen fra ISAF.

Ifølge planen, der i øvrigt ikke udstikker kriterierne for udvælgelse af kvindelige matchracere til OL i 2012, skal der oprettes et center for kvindelig matchrace på Fyn.

Hvorfor ventetiden, hvorfor en ”snæver” satsning og hvorfor ingen dialog med klubberne?

Det på trods af at en stor del af de danske kvindelige matchracere i den absolutte verdenselite træner i Skovshoved, og selvom vi i Anders Kristensen har en træner tilknyttet et Team Danmark center med speciale i netop matchrace.

I stedet for at bruge tiden konstruktivt, fastlægge en handlingsplan som aktiverer sejlerne og inddrage klubberne har DS valg at bruge 1,5 år på planlægning, begrænse tilgangen for sejlere og har fortsat ikke defineret udtagelses kriterier.

Konsekvensen kan desværre meget vel blive, at chancerne for danske OL-medaljer i kvindelig matchrace forringes.

KDY kæmper videre

Det er vigtigt for KDY`s bestyrelsen at understrege at klubben har et godt samarbejde på mange områder med DS som ungdom, kapsejlads, tursejlads for blot at nævne nogle, og KDY er i fortsat dialog med DS om en løsning på det aktuelle problem.
 

I KDY ønsker vi nu at se fremad. Vi ønsker at fokusere på det fortsatte elitearbejde og udviklingen af nye talenter.

Vores væsentligste ønske i den proces er en bedre dialog med DS, sådan kan vi igen få kraften tilbage til vores kraftcenter i Rungsted.

Bestyrelsen i KDY

content-loader
content-loader
content-loader