Gå til hoved-indhold
Markedet bliver oversvømmet med sportsbåde. Det er uoverskueligt at finde rundt i. Collage: katrine BertelsenSejlklubber
Markedet bliver oversvømmet med sportsbåde. Det er uoverskueligt at finde rundt i. Collage: katrine Bertelsen

Kølbåd til de unge – hvad skal vi vælge? - Deltag i afstemning

Der findes et utal af mindre kølbåde, og skal klubberne vælge båd til de store juniorer, er markedet stort og forvirrende. Hvad skal man vælge, og hvor er DS i den sammenhæng? Steen Wintlev-Jensen fra DS kommer med et bud.

Af katrine bertelsen |

Ude i klubberne prøver man at være på forkant med kravene og ønskerne om, hvilken kølbåd der skal anskaffes til de unge over 15 – 16 år.

Men det kan være svært at vide, hvilken klasse der ”vinder”, som den mest udbredte båd, og ikke mindst hvad de unge tænder på.

Hjææælp!

Flere i sejlsports- og klubmiljøet som minbaad.dk har talt med, siger at Dansk Sejlunion, der gerne anbefaler ungdomsjoller, lader klubberne i stikken, ved ikke at hjælpe med at udpege egnede mindre kølbåde.
Juniorer bliver ældre, men det er ikke alle der vil sejle jolle.

Steen Wintlev-Jensen, Sejladschef hos Dansk Sejluninon siger til minbaad.dk.
”Vi har selvfølgelig været ude og kigge på forskellige kølbåde. Men vi mener ikke at vi har fundet noget, vi direkte kan anbefale. Enten er de for dyre eller også er de for skrøbelige.”

”Allerførst skal vi have klubberne til at interessere sig for aldersgruppen over 15 år. Vi skal have brudt den tradition, der hedder, at de unge må klare sig selv så snart de er ude af Optimistjollen. Det kan gøres med klubbåde, men ejerne af kølbåde i klubberne, kunne godt tage deres del af ansvaret og tage de unge med til f. eks. aftenmatch, for at introducere dem til kølbådssejlads.”

Økonomi og interesse

Udover at vælge rigtigt første gang, er der også et økonomisk aspekt. De store klubber har måske ikke så svært ved at finansiere nye både, men for mange små klubber er det et spørgsmål om liv eller død, at vælge rigtigt.

Steen Wintlev-Jensen siger,”Når klubberne er klar og interessen er tilstede, står vi selvfølgelig klar til at tage dialogen, og til at hjælpe og bistå med at vælge egnede både, så vi tjener sejlsporten bedst.”

Hvad er opgaven?

  • At finde en båd der er billig. Under 200.000 kr.
  • Skal kunne transporteres efter en alm. bil.
  • Skal kunne sættes i vandet fra et slæbested, og uden kran.
  • Ikke for dyr og svær at vedligeholde.
  • Skal kunne trække kølen op.
  • Skal have asymmetrisk spiler. Det har de unge lært i Feva og 29’er.
  • Have en besætning på to eller tre.
  • Skal også kunne bruges til Matchrace.
  • Gerne en båd der allerede er flere af.
  • Finde en båd nabolandene også har (flere af).

Alt sammen forudsætninger for, at der er mange nok i en klasse til at samle nogle ordentlige felter til stævnerne.

OL eller ej

Bådklasser kommer og går. Det følges ofte ad, om en klasse er OL eller ej. Ynglinge-klassen er et godt eksempel på en båd, der blev pokkers dyr i anskaffelse da den var OL-klasse. Nu skrumper feltet og bliver mindre og mindre, efter den blev fjernet fra det olympiske program. Til gengæld er prisen også faldet radikalt. Imidlertid lever Ynglingen ikke op til de unges forventninger til en rap kølbåd.

Elliot 6 M, der er dens afløser til Matchrace for kvinder. Hvor mange er der mon solgt af den i Danmark? To? Og hvad koster den? Svensk mesterskab i Malmø i juni, kunne trække blot otte besætninger. Ikke lovende for den klasse.

Men der jo ingen der siger, at det skal være en OL-klasse der vælges.

Hvad skal vi vælge

Man kan selvfølgelig kigge lidt på, hvad der rører sig rundt omkring. Men det er bestemt ikke entydigt.

Hellerup Sejlklub afholdt for nylig stævne for sportsbåde. CB66, J80 og Melges 24 mødte op. X79 var også inviteret, men kunne kun stille med tre både, så klassen blev aflyst. Også Platu 25 (tidligere Beneteau 25) ville lege med, men ikke een båd var tilmeldt.

Alt for mange at vælge imellem

I sportsbådsklassen er der mange at vælge imellem. Udover de allerede nævnte er der 806, H-båd, Elliot, schweiziske Blu 26, Viper 640, X-treme 25 og mange mange flere. Og der kommer stadig nye til.

Det er både godt og skidt. Godt, fordi bådproducenterne mener, at der er et marked for den type både. Skidt fordi, at det ender med ganske få både i mange forskellige klasser, og fordi det er umuligt at vide, hvilke klasser der ”vinder”.

De sjove

Melges 24 ligner noget rigtig sjovt! Og det gør J80 også. Det er begge klasser der vokser, men de er i øjeblikket for dyre fra nye, og brugtmarkedet er endnu for lille.

Hvis man regner med, at en klub som minimum skal have to, måske tre både kommer udgiften i alt fald op over en halv million. Det er de færreste klubber, der har midler til det. Sponsorer er en mulighed, men en sådan er ikke bare lige at finde, og mange klubber har ikke ressourcer til at lave det stykke arbejde.

Om et par år er der måske brugte både til salg, men næppe nok til at dække behovet.

Den realistiske

Som landet ligger lige nu, er der faktisk kun en klasse, der er interessant. Det er CB66, der allerede er en del af i Danmark. Den har en fornuftig pris, og version 1.1, der næsten lige er kommet på markedet, har fået forbedret/rettet de børnesygdomme den havde.

Bland dig i debatten!

Lad os få klubberne og DS på banen, og få en dialog i gang. Måske TORM-fonden kan finde et koncept, der kunne få priserne lidt ned. Men det haster, hvis vi ikke skal tabe juniorerne på gulvet (igen).

Har du en mening om emnet, så skriv en kommentar eller mail til katrine@minbaad.dk

content-loader
content-loader
content-loader