70 fods flerskrogsbåde i America's Cup?
Det lød da som et godt bud, fortalte Russell Coutts til minbaad.dk på Tuborg Havn, men han afviser heller ikke enkeltskrogede både. Cuppen skal sejles i 2013 eller 2014.
Verdens nok bedst betalte sejler, den firedobbelte America's Cup-vinder fra BMW Oracle Racing, Russell Coutts talte med pressen, for det er nemlig skrevet ind i RC44-reglerne, at sejlerne skal tale med pressen, hvis pressen ønsker det.
Vi tror dog på, at Russell Coutts gerne ville tale med minbaad.dk alligevel. Manden var i godt humør, han havde lige planet 24,5 knob i en RC44er.
Coutts, hvad skal der sejles i til America's Cup?
"Godt spørgsmål," griner sejleren, og fortsætter: "Det kan jeg ikke sige noget om, men senest i år skal vi have meldt noget ud."
Michael Richelsen fra Alinghi har talt varmt for en 70 fods enkeltskroget båd. Hvad siger du til det og kunne det også være en flerskrogsbåd i den størrelse?
Coutts griner. Har vi ramt rigtigt i spørgsmålet?
"Det kunne da være et godt bud med en 70 fods flerskrogsbåd, hvis jeg spørger dig, tror du så ikke det kunne være spændende."
Øh, jo, fremstammer jeg, men vil det ikke give BMW Oracle Racing og Alinghi en for stor fordel, da I har sejlet cuppen i netop flerskrog?
"Der findes mange dygtige flerskrogssejlere derude og flerskrogsbåde er lette at konkurrere med, men jeg kan ikke sige hvilken type båd der skal bruges, der skal først skrives en protokol i år, men det ville være godt, hvis vi kunne flyve bådene rundt mellem optaktsstævnerne til America's Cup. Logistikken skal være i orden, som den er det i RC44-klassen med containere til bådene."
Otte hold er passende
Coutts, der er forsvarende vinder i America's Cup, mener at cuppen skal sejles i 2013 eller 2014.
Og han håber at der konkurrencen vil være lige.
"Otte hold, hvor alle kan vinde vil være godt syntes jeg. Ved det forrige America's Cup var der jo kun fire hold, der reelt kunne vinde cuppen," siger Coutts til minbaad.dk.
Seneste America's Cup blev afgjort i flerskrogsbåde.