Gå til hoved-indhold
Udsigt mod New Zealand fra IMX 40 Exabyte, hvor Jens Mohr Ernst med hustru og to børn sejler. Foto: Mohr ErnstTur
Udsigt mod New Zealand fra IMX 40 Exabyte, hvor Jens Mohr Ernst med hustru og to børn sejler. Foto: Mohr Ernst

Postkort fra New Zealand - kapsejlads og hvaler

Når det blæser 15m/sek. i sydhavet er bølgerne desværre ikke runde, men knækker ned over os, skriver IMX-40-sejleren Jens Mohr Ernst til minbaad.dk

 

Af Troels Lykke |

Jens Mohr Ernst, Kerteminde-sejler, skriver fra New Zealand til minbaad.dk:

Den 28/9 viste vejrkortene to kraftige højtryk lige øst for New Zealand. Forudsigelserne lovede at de skulle trække langsomt mod øst og give vind startende med 7 m/s fra øst og aftagende til svag skiftende vind.

Vi toppede op med vand og diesel i Tonga's hovedstad Nuku Alofa og satte af sted tidligt næste morgen kurs Opua New Zealand, små 1100 sm fremme. Det var varmt med en dejlig let vind, da vi sejlede ud mod passet.

Forbi pukkelhvaler

Vi sejlede tæt forbi et par pukkelhvaler der hvilede sig i lagunen. Udenfor passet satte vi spileren, da vinden var dejlig rum.

Vi havde set en tæt sort skystribe længere fremme, den gav nogle store vindspring og vi sejlede ind under den for storsejl alene.

Den gav rigtig meget vand og vi smed alle tøjet og nød afvaskningen, vi benyttede også lejligheden til lige at vaske dækket på Exabyte.

Kurs mod New Zealand

Da vi havde passeret skyen tiltog vinden langsomt, vi satte vores genakker og gik snart 8 knob med kurs New Zealand.

Jørgen smed lige en fiskeline ud og snart havde vi 15 kg guldmakrel på agterdækket (vores ynglingsspise).

Det tegnede til at blive en fantastisk tur. Vinden tiltog hurtigt til 10-12 m/s og skrallede til halvvind.

Vi pillede storsejlet for at tage trykket af roret. Det afferskede dæk blev hurtigt saltet til, men vi troede stadig på at vinden ville droppe.

Radio hjælper sejlere

Det samme gjorde manden fra Russell Radio, der er en New Zealandsk station, der hjælper cruisere med vejrudsigter på overfarten.

Vi faldt lidt under kursen, for at gøre sejladsen mere behagelig i de halvstore bølger, der efterhånden havde rejst sig. På tredjedagen aftog vinden til 7 m/s som lovet, men skraldede til foran for tværs.

Vi trak hjem og afventede en stor "rummer" og aftagende vind. Næste dag tiltog vinden igen til først 12 så til 15 m/s stadig foran for tværs, der kom konstant byer og temperaturen afspejlede at vi var på vej væk fra troperne.

Vi brugte eftermiddagen til at finde en sejlkonstellation vi kunne bruge natten igennem med selvstyre.  

Bølgehøjden var nu 4-5 meter og det var nødvendigt med god trækkraft for ikke at gå i stå når vi skulle op over de store buler.

Bølger knækker ned over os

Når det blæser 15m/s i sydhavet er bølgerne desværre ikke runde men knækker ned over os.

 Vi prøvede stormfok og rebet storsejl, men det gav for meget power til at vi kunne styre båden i de store bølger, vi prøvede stormfok og motor, men det gav for lidt power til at komme over bølgerne.  

Vi endte op med 55 graders vindvinkel og vores kraftige krydsfok i rebet tilstand.

Fokken som Søren Hansen fra Elvstrøm havde fået lavet til mig skulle nu stå sin prøve. Den bestod, vi gik 6-7.5 knob og dermed var vi kursstabile nok til at vores selvstyre kunne styre os.

Sådan fik vi tæsk i 3 dage inden vinden løjede og på 6. dagen sejlede vi ind i "Bay of Islands". Godt trætte var vi, men uden nogle havarier.

Ja bortset fra vores spand, der hang på ydersiden af luv søgelænder og blev knust af en bølge der havde besluttet sig for brække ind over Exabyte.

Vi nød Opua et par dage og fortsatte derefter til Auckland, der ligger 130 sm længere nede af kysten.

Skal sejle kapsejlads på onsdag

Vi ligger nu i Westhaven Marina med 1800 andre både. Drengene og jeg går dagligt turer for se de mange fede sejlmaskiner, som der er uanede mængder.

Der er dagligt kapsejlads og vi skal være med på onsdag, hvor godt 100 kølbåde plejer at sejle rundt om mærkerne.

Mvh Exabæstene.

content-loader
content-loader
content-loader