Match Race Germany – Radich skuffet
Jesper Radich er skuffet over Bavaria 40S. Han skriver, at den er komplet uegnet til match race. Radich måtte nøjes med en 6. plads til Match Race Germany.
Jesper Radich skriver:
Årets resultat ved Match Race Germany for Adrian Lee&Partners Racing Team blev en samlet 6 plads.
Vi havde en række udfordringer undervejs, der var med til at gøre vores udgangspunkt en del mindre optimalt, end vi kunne have ønsket os: Rasmus Køstner var desværre forhindret, da han skulle til Boston og sejle Block Island Race, hvorfor vi havde hentet Søren Tønder ind som erstatning på storsejlet. Men da David Sweete, der normalt er i Pit, fik en voldsom forvridning på træningsdagen, tårnede udfordringerne sig virkelig for alvor op…
Og som krydderi på toppen skal det fremhæves, at bådtype Bavaria 40S er så absolut uegnet til match race i let vind (eller nogen vindstyrke for den sags skyld), som det overhovedet kan tænkes. Den har meget lille køl, hvilket betyder stor afdrift, dårlige manøvrerings evner, er utroligt tung i forhold til sejlplanet, hvilket betyder dårlig acceleration. Alt i alt en skuffende oplevelse!
Derfor var det en glædelig overraskelse at komme igennem første runde med 8-3 scoren efter 11 sejladser. Kun 1 point efter førende Francesco Bruni. Og vores valg af modstander for kvartfinalen, Phil Robertson, var faktisk helt som vi havde ønsket. Men desværre gik det hele lidt i fisk for os, sådan ca 30 sek inde i anden sejlads.
Vi vandt nemlig første sejlads i fin stil, og startede også konfortabelt ca 20 sek foran Robertson i anden sejlads, hvor vi havde fanget ham til luv af startbåden. Men et vindskift der fyldte ned over højre side af banen, lokkede os (i hvert fald mig) til at slå tidligt og dermed forlade vores modstander… Det blev starten på enden.
Resten af kvartfinalen kunne vi kun finde skraldere at vende over imod og Robertson kun rummere. At de så yderligere faktisk er en virkelig stærk ung besætning fra NZ, der har meget flot boathandling, gjorde ikke tingene lettere.
Derfor stod det ca. 2 timer senere 3-1 til Robertson og det første kvartfinale nederlag i lang tid, var en realitet… øv
Næste projekt fra Adrian Lee&Partners Racing Team er Portugal Match Cup d. 21-26 juni.
Over and Out
Jesper
Læs mere på Radich blog på: www.jesperradich.dk