Gå til hoved-indhold
Familien Thuesen sejler twohanded i Helsingør og Oslo blandt andet i deres næsten nye Dragonfly 35.Tur
Familien Thuesen sejler twohanded i Helsingør og Oslo i deres næsten nye Dragonfly 35.

Bor i Schweiz men sejler 2.500 sømil i Danmark

Dragon 35-sejlads: Jens og Tina Thuesen bor på 22. år i Schweiz, men alligevel sejler de 2.500 sømil i Danmark om året, fx med tre børn, plus TwoStar-sejladser. Portræt.

Af Troels Lykke |

Jens og Tina Thuesen sejler med deres børn Niels Peter, Christine og Katrine på hhv. 11, 15 og 22 år. Sejladsen går fra Kolding, hvor Dragonfly 35eren ligger.

-Vi vil gerne vise vores børn Danmark fra søsiden, hvor landet får vist sine skønne sider. Vi besøger bl.a. købstæderne Faaborg, Svendborg og mange andre byer, men vi ligger også meget for anker, noget som en Dragonfly 35 er god til, da den kan komme ind på en meter vand. Vi har gummibåd og surfere med, de kan ligge på trampolinen, hvor der jo er meget mere udeplads end på en kølbåd, da vi jo har 70 kvadratmeter at bevæge os på, siger 47-årige Jens Thuesen, der til dagligt arbejder i softwarebranchen.

Det skriver BådNyt på gaden i serien Mig og Min Båd.

Sejles op på stranden

Familien har også før sejlet trimaranen ind på land, da ror og sværd kan vippes helt op, men strandbunden slider for meget på bundmalingen, forklarer han.

Modsat en lidt langsom kølbåd, så kan en Dragonfly nå langt på en ferie, da den 3,9 ton lette båd sagtens kan sejle 15-16 knob uden krænge særligt meget.

Dragonfly 35eren, der blev Boat of the Year 2010 i Europa, købte de i 2009, efter de i syv år havde sejlet i den større model, Dragonfly 1200, i den sejlede de i 2006 den berømte kapsejlads fra Gran Canaria til St. Lucia i Caribien, en sejlads der kaldes ARC Transatlantic Race.

Først sejlede Jens og Tina båden fra Skærbæk til Nordspanien, en tur på 8 dage, siden blev der sejlet til Gran Canaria, hvor starten gik.

Over Atlanten i kapsejlads

Selvom det var tilladt med flere gaster om bord, valgte Tina og Jens Thuesen alligevel at sejle båden alene over Atlanten og det gjorde de i en sejltid på 14 dage og 26 timer, hvor spileren blev flittigt brugt.

-Vi sejlede konservativt i sejladsen, og sejladsen var en stor oplevelse, siger Jens Thuesen, der fortæller at parrets tre børn derefter besøgte dem i Caribien og siden sejlede med til Florida, hvorefter båden blev sendt hjem til Danmark som dækslast på et fragtskib.

-Turen i Caribien tog to en halv måned, længere kan jeg ikke holde ud at være væk hjemmefra, siger Jens Thuesen, som derefter solgte båden da den kom til Danmark.

I stedet blev det til en ny Dragonfly 35 Ultimate med højere mast, som blev købt. En båd, der koster fra 2,75 mio. kroner. Men man får også meget for pengene:

-Vi har erfaret med de andre Dragonfly vi har haft, at gensalgsprisen er høj for Quornings både, man får meget kvalitet for pengene og der er næsten aldrig noget, der går i stykker, siger han.

Mindre båd, mere fart

Om at gå ned i størrelse fra en Dragon 1200 til Dragon 35 lyder forklaringen:

-Vi ville have en hurtigere og lettere med Dragon 35eren, der også har mere sejl oppe. Bådtypen egner sig bedre til kapsejlads som fx Palby Fyn Cup og mindre ture i Norden, det er bare en perfekt båd for os, den giver os unikke oplevelser, siger sejleren, der med sin hustru, igen sejlede Watski Skagerrak 2Star i juni. Første ben var fra Hankø i mundingen af Oslo Fjorden til Arendal, cirka 85 sømil, hvor der var der seks timers pause. Anden etape, ca. 160 sømil gik, fra Arendal tilbage til Hankø via brofjorden i Sverige. Der var 120 tilmeldte både, heraf en dansk.

Medstrøm og hård kuling i snuden er opskriften på bølger, der forsøger at tage pippet fra båd og mandskab.

-Mange både måtte give op undervejs. Trimaranerne var lidt bedre end gennemsnittet, 3 ud af 4 kom igennem. Andet ben på tværs af Skagerrak plat læns med op til 14 m/sek. udløste en sund diskussion om bord på Dragonflyen, om det nu er fornuftigt at bære fuldt storsejl og spiler med mere end 20 knobs fart i skuden, siger Tina Thuesen, der styrer båden, mens manden justerer sejl.

Flyvning er hobby nummer to

Det er også Tina, der styrer båden i havnen. Begge er i øvrigt også piloter, da flyvning er deres anden hobby.

Om sejladsen siger hun videre til BådNyt:

-Jeg vil opfordre andre danskere til sejladsen. Det er en ekstrem sejloplevelse som trods alt er relativt tæt på dansk farvand. Vi har deltaget fem gange og gennemført hver gang og blev i år hædret med "Cuba flaget" som skal føres på fremtidige Twostars i Norge, som bevis på, at man godt kan lide at pine sig selv og båden ud over alle grænser.

Læs hele artiklen i BådNyt på gaden

content-loader
content-loader
content-loader