Tjörn Rundt: Tre danske både deltager
OPDATERET: Startskuddet til Sveriges største distancekapsejlads, Tjörn Rundt, er gået her til morgen. Tre danske både deltager. Thomas Pedersen i sin Faurby 363, kom i mål 13.32.
Thomas Pedersen og besætning på Flicka III kom i mål kl. 13.32. Thomas skriver til minbaad.dk, at de endnu ikke kender deres resultat, men at sejladsen er gået godt.
Kun tre danske både tilmeldt Tjörn Runt, heraf to Faurbybåde. Thomas Pedersen på Flicka III deltager og har lovet – når det er muligt – at sende lidt hjem til os. Flicka III er en ny 2011 udgave af Faurby 363.
Thomas regner med at sejladsen tager ca. 5 timer, men det er op til vinden at bestemme – der er ikke lovet meget af den.
Tilmeldte danske både:
- DEN 42, Annalousie, Aalborg, Advance 36, Mogens T. Laursen
- DEN 1, Venus, Skærbæk, Faurby 325, Curt Gelin
- DEN 64, Flicka III, Virksund, Faurby 363, Thomas Pedersen
Team Flicka III er taget til Stenungsund torsdag aften, så der om fredagen dels kan ske vask af bunden og dels foretages en prøvesejltur af hele ruten sammen med en lokalkendt sejler.
Thomas Pedersen fortæller:
Fredag sejlede vi til Almösund for at få båden rengjort under bunden. Der ligger et yachtværft, som hejsede båden op med en stor gammel mobilkran. Da vi fik den op, åbenbarede der sig en forklaring på vore sløve sommersejlads. Hele undersiden af kølen var tæt besat med rurer – selv et søpindsvin sad der. Desuden var der en del alger selv om skipper i sommerferien havde vasket bunden iført dykkerbriller.
Faurby 325 har det svenske sejlerikon, Curt Gelin som skipper. Han og besætningen kom besøg på Flicka III, og vi gennemgik vejr, bane og taktik og havde en meget hyggelig sejlersnak.
På vej tilbage til Stenungsund Segelklub, på sydsiden af broen, sejlede vi mindst en ½ knob hurtigere end før den blev renset. Det er godt at vide at man ikke har den den undskyldning for ikke at klare sig godt.
Ved klubhuset var der reserveret 2 presentationspladser til de 2 Faurbybåde just neden for informationscenteret. Her var der der stor ståhej i forbindelse med afviklingen af Lille Tjörn Runt, som er Sveriges største jollestævne. Der er boder med alt muligt sejlergrej. Speakervogn og svenskttoppop.
Vi fik hentet løbspapirer og sat nummer, sponsorstreamer og kapsejladsflag på.
Sidst på eftermiddagen var John og Skipper til Skippermøde på Stenungsbaden, hvor banen og vejrudsigten blev gennemgået. Vores svenske gast, Gunnar kom først kl 19:30, da han havde siddet fast i bilkøer, så vi fik desværre ikke sejlet prøveturen i motorbåden. Til gengæld fik vi en rigtig god snak med Gunnar om taktik og rute. Helle fra Faurby i DK og og Anders, den svenske Faurbyforhandler kom også på visit og et par enkelte nysgerrige “kundeemner” Det var også hyggeligt og rart.
Kristian havde i mellemtiden hentet Kaare i Gøteborg og vi kunne herefter sejle tilbage til Almösund, hvor vi skulle ligge for natten sammen med 325-eren. Her havde vi også en brosnak både med de andre fra den lille Faurby og lokale sejlere, der alle beundrede Flicka III’s design og kvalitet.
Vejrudsigten siger at starten kommer til at ske i VNV 3-5 m/S der øger i løbet af formiddagen til 10 m/s. Men ellers solskin og godt humør.
Web-TV fra Tjörn Runt
Web-Tv følger sejladsen fra kl 11:00 til kl 16:00. www.silverbulletfilmproduktion.se
Se tilmeldningslister mm. her: www8.idrottonline.se
Læs mere om Flicka III her: www.flicka3.dk
Flicka III havde godt af at få skrubbet bunden, hun blev noget hurtigere efter rengøringen. Foto: Thomas Pedersen