Gå til hoved-indhold
Bianca 27 nummer 00 ankommer til museet på Tåsinge. Foto: bianca27.netUdstyr
Bianca 27 nummer 00 ankommer til museet på Tåsinge. Foto: bianca27.net

Den første Bianca 27 på museum

Efter nogle år ubrugt og oplagt på Struer havn ved Limfjorden, er Bianca 27 nummer 00 ankommet til Danmarks Museum for Lystsejlads på Valdemars Slot på Tåsinge.

Af katrine bertelsen |

Verdens ældste Bianca 27 er reddet. Efter at have fristet en kummerlig tilværelse på Struer havn efter ejerens død, ankom Bianca 27 nummer 00 i tirsdags til Danmarks Museum for Lystsejlads på Valdemars Slot på Tåsinge. Det er planen, at den i lystbådhistorisk  sammenhæng unikke træ-båd så vidt muligt skal føres tilbage til sin  oprindelige stand.

Træbåd som skabelon til glasfiberbåd

“Vi er rigtig glade for, at denne redningsaktion er lykkedes. Vi ser frem til, at vi efter renovering kan præsentere denne bevaringsværdige båd i vores samlinger. Fartøjet er interessant såvel i lokal som i national sammenhæng,” siger Martin Stockholm fra Danmarks Museum for Lystsejlads.

Bianca 27 nummer 00 er helt speciel, fordi den som den eneste af langt over 500 Bianca 27'er er fremstillet i træ. Båden med nummer 00 blev bygget som skrog og overbygning, en såkaldt plug i træ, for derefter udenpå at støbe en glasfiberform til afstøbning. Nummer 00 er således moderskib til Danmarks første, i stor stil seriefremstilede og dansk konstruerede lystbåd, Bianca 27.

Året var 1965, og stedet var en gammel jernbaneremise på Langeland. Her var værftet, der dengang hed Stige Ø Bådebyggeri, Rudkøbing, i gang med som pionerer at eksperimentere med datidens nye materiale i dansk bådebyggeri, glasfiberarmeret polyester.

Apteret og solgt til kunde

Træ-Bianca 27'eren blev færdigjort udvendigt som traditionelt bådebyggerhåndværk. Der blev derefter taget aftryk til en støbeform for glasfiber-produktion af Bianca 27. Så blev træ-båden stillet til side.

Serie-bygningen af glasfiber-Bianca 27'ere indledtes, og blev som bekendt en af de største succeser i dansk bådebygnings historie.

Efter et års tid blev byggenummer 00, træ-båden, taget frem igen, færdigapteret og solgt til en kunde. Båden har gennem de snart 45 år haft flere ejere, bl. a. vognmand Erik Rasmussen, Era Transport i Odense. I de seneste små tyve år er den unikke Bianca 27 ejet af Poul Holm Jensen, Struer. Han døde i januar.

Båden givet væk af arvingerne

Med Bianca27.net som drivkraft, blev der efter meldingen om ejerens død igangsat en aktion for at bevare nummer 00 for eftertiden.

Bianca27.net har i februar været på besøg i Struer og besigtiget og gennemfotograferet båden. Siden har Bianca27.net taget kontakt til afdødes efterladte.

Bianca27.net har efterfølgende fået nummer 00 foræret på baggrund af en erklæret hensigt om at bevare båden og så vidt muligt bringe den tilbage til original stand. Projektet vil ske i nært samspil med Danmarks Museum for Lystsejlads. Museet er nu den formelle ejer af båden.

“Nu skal vi i samarbejde med museet og andre fagfolk gennemgå båden og lave en plan for renovering. Der bliver brug for både knofedt og kapital. Det er planen at lave en arbejdsgruppe omkring båden. Alle interesserede er velkomne til at melde sig her,”  siger Søren Stidsholt Nielsen fra Bianca27.net.

En af de første opgaver i renoveringen bliver at aftage laget af det efter-pålagte glasfiber på skrog og ruf, så træet kommer til syne og kan renoveres. Dækket skal også have en ordentlig omgang. Apteringen fremstår i nogenlunde stand.

To Bianca bådebyggere har hele historien med

To af de aktive i Bianca27.nets 00-gruppe har hele den unikke båds historie med. Det er bådebyggerne Per Munch Nielsen og Poul Tom Hansen, begge Rudkøbing. Per var med til at bygge båden som driftschef på Bianca, og Poul Tom var også med i byggefasen og sejlede bådens jomfrutur sammen med dens første ejer. De øvrige i 00-gruppen er Bianca 27-sejleren John Sandholm, der bl. a. har stået for kontakterne i Struer samt Kay von Eitzen og Søren Stidsholt Nielsen fra Bianca27.net.

Du kan følge projektet på: www.bianca27.net

Danmarks Museum for Lystsejlads: www.lystsejlads.dk

Kilde: Bianca27.net. Pressemeddelelse.


Unikt: En Bianca 27 med spanter og planker om læ.

 

Tid til champagne: Poul Tom Hansen (t.v.), der har været med til at bygge nummer 00 sammen med Søren Stidsholt Nielsen og Kay von Eitzen (t.h.) fra Bianca27.net.

content-loader
content-loader
content-loader