Gå til hoved-indhold
Lin Ea Cenholt Christiansen og Stine Quorning for fuld skrue. foto: Roberto HajdukKapsejlads
Lin Ea Cenholt Christiansen og Stine Quorning for fuld skrue. foto: Roberto Hajduk

29er-piger vinder EM

Ved 29er EM i Schweiz er Lin Ea Cenholt Christiansen og Stine Quorning blevet kåret som de bedste kvindelige 29er sejlere i Europa.

Af katrine bertelsen |

Der deltog 160 besætninger fra 16 lande, hvor der var sejlere fra USA, Australien og Brasilien at finde på deltagerlisten. Sejladserne foregik på Lago Maggiore søen under vanskelige forhold. Der var store udfordringer både på land og vand.

Rådet til de ni danske besætninger fra de to trænere Finn ”Beton” Jensen og Jacob Karstoft lød allerede den første dag, at den der ville vinde 29er EM, var den besætning, der var bedst til at skabe ro omkring sig. Det må man sige at de to piger formåede, selvom det var en stor udfordring.

Sejlerne havde forberedt sig på at komme ned til en sø med lidt vind. Udfordringen bestod imidlertid af, at der ikke var noget vind – så der blev brugt rigtig meget tid på at vente at vinden kunne bygge sig op i løbet af dagen.

Den danske lejr var god til at holde humøret højt, hvilket også gav positive udslag i præstationerne på vandet. Lin og Stine kvalificerede sig sammen med tre andre danske besætninger, Ida Marie Baad og Christian Peter Lübeck, Mads Emil Lübeck og Marie Olsen samt Frederik Melson og Marcus Nielsen, på 4. dagen under stævnet til guldfinalen som består af de 25 bedste.

De to jyske piger lå nummer 16 da de kvalificerede sig til guldfinalen, men nogle flotte sejladser med en stabil serie resulterede i at de avancerede 6 placeringer i løbet af to dage. Der var dog spænding til det sidste omkring, hvem der skulle vende hjem med europamester titlen. Præmieoverrækkelsen blev flere gange udskudt grundet mange protester, så der var spænding til det sidste. I de sidste timer vidste de to danske piger ikke om ville ende som europamestre eller blive nummer to.

Så det var en stor lettelse for Lin og Stine da deres to tyske konkurrenter til EM titlen blev kaldt op som nummer to og tre. Glade og stolte kunne Lin og Stine gå op og blive kåret som kvinde-europamester, bedste dansker og en samlet placering som nr. 10 ud af 160 deltagende både. 

content-loader
content-loader
content-loader