Gå til hoved-indhold
Havne

Lang ventetid på bådplads i havnene

Tusinder af danskere har skrevet sig op på ventelisterne til en bådplads. Men i mange af de danske havne overstiger ventetiden på en bådplads et år, viser en stikprøve fra Berlingske Reseach.

 

Af Troels Lykke |

På Sjælland er udsigterne til at få en bådplads længst. 39 procent af havnene, der lejer bådpladser ud, har en ventetid på over et år, mens det kun gør sig gældende for ti procent af de havne, der sælger bådpladser.

På landsplan er de tilsvarende tal henholdsvis 14 og knap otte procent af havnene, der må bede de sejllystne danskere om at vente mere end et år.

»Der står cirka 15.000 på venteliste til en bådplads, men tallet skal nok tages med et gran salt, fordi nogen er skrevet op flere steder, og nogle havne tager ikke gebyr for at stå på venteliste,« siger sekretariatschef i brancheforeningen Danboat Knut Iversen til Berlingske Tidende. 

Han mener under alle omstændigheder, at der bag tallet ligger et »markant behov« for flere bådpladser - især omkring de største byer i landet.

Generelt er systemet, at man i kommunale havne betaler et indskud og derefter et løbende fee. I private havne køber man sin plads og betaler derefter også et løbende fee.

Lystbåde ramt

Der sker ikke en registrering af lystbåde , så det er svært at gøre antallet præcist op.

Men ifølge Knut Iversen lyder de bedste skøn på, at der findes omkring 57.000 lystbåde på over 7,5 meter i Danmark med en havneplads og dertil omkring 5.000, der ligger for svaj ( opankrede uden havneplads, red.)

Antallet er formentlig ikke vokset i de seneste år, efter finanskrisen lagde en dæmper på forbruget.

»Bådmarkedet er ved at komme i gang igen, og mæglerne er begyndt at melde om nogenlunde normalt salg igen efter finanskrisen. Men lystbåde er jo konjunkturbestemt - det er noget af det første, der udskydes, når der er krise. Daglig økonomi og ferier kommer nok altid først,« vurderer Dan Ibsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion.

Der anslås at være mellem 230.000 og 250.000 aktive sejlere i Danmark - et antal der steg fra 1970erne, frem til den såkaldte kartoffelkur ramte landet i slutningen af 1980erne og lagde en dæmper på privatforbruget.

content-loader
content-loader
content-loader