Gå til hoved-indhold
En af matchracecenterets nye J80ere, der blev leveret i marts. Foto: Martin Rise ChristensenSejlklubber
En af matchracecenterets nye J80ere, der blev leveret i marts. Foto: Martin Rise Christensen

Matchrace center åbner i Hou

Hou Maritime Idrætsefterskole åbner matchracecenter d.14. maj. Samme dag døbes efterskolens to nye J80ere i havnen i Hou. Bådene navngives af Jonas Warrer og Helle Jespersen.

Af katrine bertelsen |

Lørdag den 14. maj bliver en festdag i Hou ved Odder. Det er nemlig dagen, da Hou Maritime Idrætsefterskole (HMI) navngiver sine to nye J-80 matchrace-både, og sammen med navngivningen af en tilsvarende båd fra Egmont Højskolen markerer begivenheden, at der nu for alvor er gang i det nyetablerede Hou Matchrace Center.

Bådene navngives af de to OL-sejlvindere Jonas Warrer (OL guld i 2008 i 49er) og Helle Jespersen (vinder af fem verdensmesterskaber og OL bronze i Athen i 2004).

Navngivningen sker fra klokken 11.00, og derefter dyster de tre både om bedste placering. Helle Jespersen sejler Egmont båden med elever fra Egmont Højskolen, Jonas Warrer sejler en af HMI-bådene med elever fra HMI, mens lærere fra HMI sejler med lokale sejlere.

Unikt samarbejde

De to nye J-80’ere kommer til at indgå i et unikt samarbejde i Hou Matchrace Center. Når eleverne ikke skal bruge dem, kan de bruges af de øvrige medlemmer i centret, og det tilsvarende gælder båden fra Egmont Højskolen. Omvendt vil HMI kunne anvende alle bådene, når eleverne skal på tursejlads eller deltage i konkurrencer.

”Vi har skabt et tværgående samarbejde, som vil løfte hele sejlermiljøet, både på skolen og i øvrigt”, siger Palle Jensen.

Formanden for Hou Matchrace Center, Lars Denning, siger:

”Denne måde at gøre det på sikrer, at bådene udnyttes optimalt. Det er en stor investering, og det er kun en fordel, hvis bådene kommer ud at sejle en stor del af tiden. For matchrace-centret betyder et, at vi får lagt en god bund fra starten, og HMI vil få fordele af, at der er et matchracecenter knyttet til skolen. Det vil trække de rigtige elever til”.

Hver af de to nye både repræsenterer en investering på 350.000 kr., og investeringen har dermed været en alvorlig beslutning for efterskolen. Men det er vurderingen, at investeringen vil løfte skolen op i øverste division:

”Vi har i forvejen et rigtig godt navn inden for sejlads, men har altid haft fokus på tursejlads, og det bliver vi med. Men nu kan vi supplere dette med nye både, der kan andet og mere, og vi kommer dermed helt op i toppen blandt sejlerskolerne med en komplet palet inden for sejlads”, siger forstander Palle Jensen.

Om Hou Maritime Idrætsefterskole:

Skolen er en maritim idrætsefterskole med stor fokus på sejlads, men også outdoor, håndbold og fodbold. Skolen har 130 elever og ligger i Hou syd for Odder.

Ca. 25% af eleverne går på sejlerlinjen, men samtlige elever deltager i skolen afsluttende sejlerlejrskole, og alle er med på weekendture og lignende sejladser. Derved sikrer skolen, at alle elever får en god erfaring med det våde element. Skolen overholder de strengeste sikkerhedsforskrifter.

Program for 14. maj

Arrangementet foregår i tidsrummet kl. 11.00 til ca. 14.00.

Der navngives tre både – 2 både fra HMI og 1 båd fra Egmont Højskolen. Samtidig bliver det startskuddet for det nye matchracecenter i Hou.

Sted: Ved servicebroen ved klubhuset, hvor de 3 J-80 både ligger klar.

11.00: Palle Jensen (HMI) og Lars Denning (HMC) byder velkommen

11.10: Bådene navngives ved Jonas Warrer (OL guld i 2008 i bådtypen 49) og Helle Jespersen (vinder af 5 verdensmesterskaber og OL bronze i Athen i 2004). Sidste båd navngives af forstanderen for HMI, Palle Jensen.

11.20: Kapsejladsen starter og vil kunne følges fra land.

Helle Jespersen sejler Egmonts båd og så vidt muligt med Egmont Elever.

Jonas Warrer sejler HMI båd med HMI elever.

HMI lærere sejler HMI båd med folk fra Hou Bådelaug – evt. enkelte juniorer.

11.20: Der serveres pølser, øl og vand til alle fremmødte på havnen.

Ca. 12.20:  Præmieoverraskelse ved forstander Palle Jensen

Ca. 12.30:  Publikum får mulighed for prøvesejlads i de nye både.

Ca. 14.00:  Tak for i dag.

Kilde: Hou Maritime Idrætsefterskole.

content-loader
content-loader
content-loader