Gå til hoved-indhold
Thomas Klok sejler med sin søster Marie Klok Crump og Will Crump. Foto: timwilkes.comKapsejlads
Thomas Klok sejler med sin søster Marie Klok Crump og Will Crump. Foto: timwilkes.com

Dansk J/80 sejr i USA

Team Guldfaxe, J/80eren med Thomas Klok, Marie Klok Crump og Will Crump, tog førstepladsen i Annapolis. Teamet varmer op til VM i Dragør.

Af katrine bertelsen |

Sperry Top-Sider Annapolis NOOD Regatta – et af største one design stævner i USA, blev vundet af danske Thomas Klok, Marie Klok Crump og Will Crump i J/80, Guldfaxe. I feltet, der bestod af 29 både, var hele tre tidligere verdensmestre.

Thomas Klok skriver til minbaad.dk:

- Stævnet sluttede i dag, så her følger vores beretning.

Efter at have sluttet førstedagen med en marginal føring, lagde vi ud med en, under norm, 19. plads i første sejlads lørdag. Vi fulgte op med en 3. og endnu en 1., så overalt gled vi kun ned på andenpladsen.

Da vi tog på vandet søndag morgen havde vi 6 point op til førstepladsen og 4 point ned til trediepladsen. Vores ene vejrudsigt lovede op til 4 m/s og den anden ville ikke komme med nogen forudsigelser om vind.

Vores mål inden stævnet havde været at få trænet letvindssejlads, og det så ud til at vi ville få vores ønske opfyldt til fulde.

Efter en nervepriende 5. plads i søndagens første sejlads var vi igen i front med et enkelt point til andenpladsen, og to til trediepladsen. På den sidste lænser var vinden ved at give op mod den stærke modstrøm, så det krævede næsten overmenneskelig tålmodighed.

Mens vi ventede på at kapsejladsledelsen ville overgive sig til vejrguderne begyndte feltet at vende stævnen mod havnen.

Vinden kom alligevel

Stik imod alles forventning kom der faktisk lidt vind efter en halv times ventetid, og en sidste sejlads blev skudt i gang. Vi var egentligt kommet for træningen, men nu var vi opsatte på ikke at miste førstepladsen igen.

Feltet var så tæt at vi var nødt til at fokusere på at sejle vores egen sejlads, og sekundært holde øje med de to nærmeste konkurrenter.

Da vi runder topmærket sidste gang ligger de begge et par pladser foran os, og vi er nede på trediepladsen.

Tre med a-point

Med god bådfart og et par rigtige træk får vi indhentet dem ved mållinien og slutter blot en meter bagefter. Vi er alle tre a-point, men med vores to førstepladser ender vi på toppen.

Sejren i J/80 klassen resulterede samtidigt med at vi også tog overaltsejren af Annapolis NOOD stævnet. Overaltpræmien tildeles til vinderen af det stærkeste felt på tværs af de 16 entype klasser, hvor der i år deltog 223 både.

Arrangørerne må have læst Minbaad.dk's artikel om brugbare præmier, for med overalt-titlen fulgte også en invitation til NOOD mestrenes mesterskab i Caribien til november - og en uges charter af en 44 fods båd fra Sunsail.

Sejlerhilsen

Thomas Klok & Team Guldfaxe

Resultater og anden information kan du finde på nedenstående link.
www.sailingworld.com/nood-regattas/annapolis

content-loader
content-loader
content-loader