Udbud stiger - priserne i bund på brugte både
Den våde sommerferie har fået mange tanker igang hos sejlerne, men det er helt normalt siger Tempo Bådsalg. - Mange sætter deres både til salg efter sommerferien, lyder det.
- Efter sommerferien er der ofte mange sejlere, der ønsker at skifte deres båd ud til en større eller mindre efter de har testet bådene i sommerferien. Det betyder at udbuddet af brugte både er stort og dermed er prisen gunstig. Dertil skal lægges at finanskrisen gør, at især motorbådene og de ældre sejlbåde fra 70'er og 80'erne, er faldet i pris, siger Henrik Jørgensen til Ekstrabladet.dk/minbaad.dk.
Ifølge flere sejlere, som vi har talt med, har den kolde, regnfulde sommer samtidig ført til, at flere ønsker at sælge deres båd.
Tag en marinemekaniker med
Når man køber en båd bør den altid først testes på vandet, råder bådmægler Henrik Jørgensen nye købere til.
-Tjek også om der er restgæld i båden og tag gerne en marinemekaniker med ud at sejle, hvis du køber en motorbåd, så han kan gennemgå motoren, da motorens værdi ofte udgør en stor del af den samlede købssum, forklarer Henrik Jørgensen.
Tempo Bådsalgs dyreste brugte båd til salg, er en Windy 52, en motorbåd til 5,1 mio. kroner, mens den billigste er en lille sejlbåd, en Stortriss fra 1974.