Team Viltoft til Match Cup Sweden i Marstrand
Team Viltoft vinder Spring Cup i Göteborg og sikrer sig plads til det prestigefulde World Tour stævne Match Cup Sweden i Marstrand 4.-10. juli. Læs rapport fra Skovshoved-holdet.
Christian fra Team Viltoft skriver:
Weekendens qualifier blev afholdt under meget blæsende forhold. Med en ambitiøs flightplan blev der sejlet en fuld round robin med 23 flights samt 3 finalesejladser.
Feltet var alle i verdensranglistens top 100 og talte bla. navne som Mattias Rahm, Staffan Lindberg, Reuben Corbett og Keith Swinton.
Lørdagen bød på 10-12 m/s fra SV med kraftige stød. Team Viltoft havde haft nogle gode hårdtvejrstræninger lige op til stævnet, hvilket gav pote i det hårde felt.
Om lørdagen blev det bla til sejr over det nye australske håb Keith Swinton og den garvede og tidligere Match Cup Sweden-vinder Mattias Rahm.
"Vi kørte utrolig god fart," siger trimmer Emil Wester, "og lavede derudover nogle rigtig gode starter".
Søndag startede med en vindstyrke på 12 m/s med hårde stød og kraftige byger på op til 20 m/s. Round robin blev sejlet færdig og Team Viltoft sluttede to'er.
Finalen var særdeles tæt og blev først afgjort i tredie flight. Team Viltoft har tidligere haft vanskeligheder mod den anden finalist finnen Staffan Lindberg eller "strafferen" som han er blevet kaldt.
Men ved dette vigtige stævne skulle krigslykken dog vende, og da holdet nåede finalen sagde skipper Rasmus Viltoft, "drenge, jeg tror det er i dag strafferen skal straffes".
Herefter blev "slæden sat i hare-gear". Første sejlads var utrolig tæt med flere føringsskift undervejs. Efter at have rullet Lindberg på den første læns i en planende DS37er kom et spilerskøde under båden i pilningen og Lindberg trak nu fra.
Kulingstyrke
Vinden øgede til kulingstyrke og i anden start fik team Viltoft den favoriserede højre side. Det blev herefter til en intens vendeduel banen rundt hvor holdet forsvarede en marginal føring ved insisterende at holde fast i højre side. En arbejdssejr på tre bådslængder.
Sidste sejlads startede Viltoft godt en halv længde til luv, som blev holdt ind til landbegrænsningen. Kort inden Lindberg "kaldte for land", kom der en melding fra trimmeren på hans båd at de gik langsommere. Storsejlstrimmer Peter Langen svarede resolut "Ja, det gør I" og herfra så holdet sig ikke tilbage.
Team Viltoft glæder sig til at komme til Marstrand i juli og prøve kræfter med verdenseliten.
Team Viltoft er: Skipper Rasmus Viltoft, storsejlstrimmer/taktiker Peter Langen, trimmer Emil Wester, tailor Christian Leblanc Thilsted og fordækker Jacob Simonsen.
Hilsen Christian /Team Viltoft
Billeder fra stævnet kan ses her: http://gkss.se/sv/Events/springcup