Gå til hoved-indhold
Allan Nørregaard og Peter Lang sejlede 49er-bronze hjem. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Allan Nørregaard og Peter Lang sejlede 49er-bronze hjem. Foto: Troels Lykke

Bedste danske OL siden 1948 - sejlsport medskyldig

Ved OL tog danskerne ni medaljer, én medalje mere end planlagt. -Badminton, roning og sejlsport har gjort det fantastisk med flere medaljer og topplaceringer end i Beijing, siger Team Danmark.

Af Troels Lykke |

OL 2012 slutter i dag, og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark evaluerer kort på den danske OL-indsats. Efter OL vil der blive foretaget en dybtgående evaluering med de pågældende specialforbund.

Ledestjernen for det danske OL-hold op til og under OL har været ’Personal Best til OL’. Alle skulle kunne præstere deres allerbedste til de olympiske lege i London.

”De danske atleter har leveret fantastiske resultater ved dette OL. Med ni medaljer og 33 placeringer i top 8 i 13 idrætsgrene har Danmark haft det bedste OL i 64 år og måske det bedste OL nogensinde, når vi ser på den øgede internationale konkurrence. Successen skyldes i høj grad den danske idrætsmodel med foreninger og forbund i DIF-idrætten kombineret med Team Danmarks supplerende støtte til eliten. Og så har de danske OL-forberedelser været optimale, samtidig med at atleterne har været rigtig dygtige til at holde et skarpt fokus under OL,” siger Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idræts-Forbund (olympisk komite).

Nygaard ser samtidig frem til OL i Rio de Janeiro om fire år, hvor han håber at se mange atleter fra dette OL sammen med de mange nye unge talenter, der står på spring.

Team Danmark: Sejlsport gjort det fantastisk

Direktør i Team Danmark Michael Andersen siger om den danske indsats ved OL i London:

”Badminton, roning og sejlsport har gjort det fantastisk med både flere medaljer og topplaceringer end i Beijing. Skydning og cykling har både rutinerede kræfter og OL-debutanter, der går hele vejen – og svømmerne viste verdensklasse; otte finaler er et utroligt godt resultat. Michael Mazes spil og de unge OL-debutanter i bueskydning og skydning er andre positive momenter, som vi tager med fra dette OL. OL-succesen viser, at vores prioriteringer de sidste fire år har været de rigtige. Et øget fokus på sportspsykologi har gjort en forskel sammen med det tættere samspil med forskningsverdenen. Og så har det været afgørende, at vi allerede for to år siden udpegede de potentielle medaljekandidater, og målrettet har støttet dem frem mod London.”

OL-forberedelser og -afvikling

Den danske OL-stab med chef de mission Jesper Frigast Larsen, Danmarks Idræts-Forbund, i spidsen har op til og under OL haft et velfungerende og tæt samarbejde med Team Danmark, specialforbund, teamchefer, trænere og atleter for at sikre de bedst mulige rammer om OL-præstationen. Som noget nyt havde OL-staben et ”road show” rundt til alle forbund i året op til OL. Her blev atleterne bl.a. forberedt på hvordan det er at skulle præstere til et OL, som er større og anderledes end et EM og VM, og hvor atleter, der havde prøvet OL før, delte ud af deres erfaringer til OL-debutanterne. Ligeledes har der været afholdt endags-medietræningsforløb for OL-bruttotruppen.

I forberedelserne og under OL har det været en fordel, at London er så tæt på Danmark med kort rejsetid, relativt kendte omgivelser og samme klima.

Måske pga. de målrettede forberedelser har der ikke ved dette OL været danske atleter, der umiddelbart har været negativt påvirkede af ’det olympiske cirkus’. Atleterne har haft et meget koncentreret sportsligt fokus, samtidig med at de har fået en kæmpe olympisk oplevelse. Mange på det danske OL-hold har fremhævet det gode sammenhold på tværs af idrætsgrene som noget meget positivt og unikt for et OL.

Flere af de ledere, trænere og atleter, der har været med ved tidligere OL, fremhæver legene i London som de hidtil bedste.

Transporten, som altid er en udfordring for alle OL-værtsbyer, begyndte at glide lettere da OL først var i gang. De 70.000 frivillige – de såkaldte Games Makers – har været meget servicemindede. Sikkerhedsforanstaltningerne har ikke virket snærende, og det føltes trygt at bevæge sig rundt.

Der har været en fantastisk stemning hos fansene til de forskellige konkurrencer og inde i Olympic Park-området.

England en sportsglad nation

Det er tydeligt, at England er en sportsglad nation. Største kritik af værterne har været de tomme sæder på flere sportsarenaer i begyndelsen af legene, trods meldinger om udsolgt. OL-arrangørerne havde ellers inden OL stor opmærksomhed på at undgå dette.

OL-landsbyen i London har været kompakt og hyggelig med kort gåafstand til alle faciliteter, og beliggende i hjørnet af Olympic Park har atleterne været tæt på begivenhederne samtidig med at de har haft fred og ro i OL-landsbyen. Også satellitbyerne i Weymouth (sejlsport) og Royal Holloway (roning og kajak) og hotellet ved Wembley arena (badminton) har fungeret godt.

De olympiske lege er verdens største begivenhed og briterne fortjener stor anerkendelse for afviklingen.

Medaljerne og placeringerne i top 8

DIF’s og Team Danmarks fælles medaljemålsætning inden legene var otte medaljer. Danmark vandt ni medaljer, som fordeler sig på to guld, fire sølv og tre bronze. De er vundet inden for fem idrætsgrene: roning, badminton, sejlsport, skydning og cykling.

I forhold til Danmarks størrelse er medaljehøsten blandt de allerbedste i verden.

Jonas Høgh-Christensen tog sølv og var utrolig tæt på guld.

Der blev opnået følgende 33 danske top 8 placeringer ved OL i London:

Roning:

Guld Mads Rasmussen og Rasmus Quist, letvægtsdobbeltsculler

Sølv Fie Udby Erichsen, singlesculler

Bronze Eskild Ebbesen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, letvægtsfireren

4. plads Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk, letvægtsdobbeltsculler.

Badminton:

Sølv Mathias Boe og Carsten Mogensen, herredouble

Bronze Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen, mixed double

Kvartfinale Peter Gade

Kvartfinale Tine Baun

Kvartfinale Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, damedouble

Kvartfinale Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn, mixed double

Sejlsport:

Sølv til Jonas Høgh-Christensen, finnjolle

Bronze til Allan Nørregaard Christensen og Peter Lang, 49er

Skydning: Sølv til Anders Golding, skeetskydning

Cykling:

Guld Lasse Norman Hansen, omnium

5. plads, baneholdet i 4 km holdforfølgelsesløb

Svømning:

4. plads Lotte Friis, 400 m fri og 5. plads 800 m fri

4. plads Rikke Møller Pedersen, 200 m bryst og 8. plads 100 m bryst

6. plads Jeanette Ottesen Grey 100 m butterfly og 7. plads 100 m fri

6. plads Jeanette Ottesen Grey, Mie Ø. Nielsen, Pernille Blume, Lotte Friis, 4X100 m fri

7. plads Jeanette Ottesen Grey, Mie Ø. Nielsen, Pernille Blume, Rikke Møller Pedersen, 4X100 m medley

Håndbold: 6. plads Herrelandsholdet

Kajak:

4. plads Rene Poulsen, enerkajak

5. plads firekajakken

7. plads Henriette Engel Hansen i enerkajak.

Tennis: Kvartfinale Caroline Wozniacki

Brydning: 5. plads Håkan Nyblom, 55 kg., og Mark O. Madsen, 74 kg.

Bueskydning: Kvartfinale, hold (Carina Christiansen, Louise Laursen og Maja Jager)

Bordtennis: Kvartfinale, Michael Maze

Ridning: 4. plads, dressurholdet (Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Anne van Olst, Anna Kasprzak)

De 33 top 8 placeringer giver samlet 152 placeringspoint. Det er en imponerende vækst på 75 % siden OL i Beijing, hvor de danske atleter havde 19 top 8 placeringer i 9 sportsgrene.

Det samlede antal placeringspoint i 2008 var 87. En guldmedalje giver 8 placeringspoint, en sølvmedalje 7 placeringspoint ned til en 8.plads, som giver 1 placeringspoint.

112 danske atleter var med ved OL (Annika Langvad, mountainbike, blev skadet kort før OL).
 

Se alle de danske atleters OL-resultater m.m. på www.OL.dk

content-loader
content-loader
content-loader