Gå til hoved-indhold
Tur
Nordmanden på vej væk fra Anholt havn i sin Dufour 36. Foto: Lars Hendriksen
Tur
Grim skade på scepter og dæk. Foto: Lars Hendriksen
Tur
Skaden set nede fra pantryet. Foto: Lars Hendriksen
Tur
En nødtørftig reparation, med hjælp fra havnefoged. Foto: Lars Hendriksen

Sejler stak af efter kollision i Anholt havn

OPDATERET: Dragesejler Lars Hendriksen er rystet over en norsk sejler der påsejlede hans båd i Anholt Havn. Synderen er nu identificeret og dusøren sendes hurtigst muligt når Lars er hjemme igen.

Af katrine bertelsen |

Lars takker for de mange henvendelser han har fået, om den norske sejler. Båd og ejer er identificeret og dusøren – en kasse lakridspiber – sendes hurtigst muligt nå Lars er hjemme igen. Lars har talt med manden, der sagde undskyld og lovede at sende sine forsikringsoplysninger. (red.)

- Stor tak til alle der har hjulpet os ;-) skriver Lars fra Anholt.

Lars Hendriksen skriver til minbaad.dk:

Som kapsejler er jeg vant til at omgås sejlere der nok gør alt for at vinde, men som regel sejler som gentlemen, og respekterer kapsejladsreglerne.

Nu er jeg med familien på sommertur langt fra kapsejladsbanerne og her gælder kun godt sømandsskab og søvejsreglerne, troede jeg...

Vi er nåede til Anholt i søndags i det gode vejr, og har ligget frivilligt blæst inde siden. Dejligt at være her igen, alt er ved det gamle bortset fra at alle er blevet tilsvarende ældre.

Kæmpebrag

I går morges blev vi vækket af et kæmpebrag, efterfulgt af nogle skurrende lyde, så jeg sprang op af køjen og op på dækket. Det viste sig at vores nabobåd – en Dufour 36 – var tidligt på færde og i gang med at lægge fra, i hård vind fra siden.

Hans stævn var blæst over i os, og imens han gav fuld kraft bak ramte hans stævn/anker vores fribord og søgelænderet. Fruen ombord råbte undskyld – du har fået en lille ridse, og viste med hånden at det var måske 1 cm... Dufour båden fortsatte sin havnemanøvre ud af havnen.

Imens kunne jeg konstatere at hun havde ret i, at vi havde fået en ridse i fribordet, samtidigt stivnede mit blik på et scepter, der var brækket op af dækket og lavet et hul på ca 10x10 cm.

Imens jeg spænede ud af molen i underbukser, tænkte jeg på, om dette mon var slutningen på vores 4 ugers sommertur? Da jeg stakåndet nåede ud til enden af molen var nordmanden på vej rundt om molen. Jeg råbte til ham, at der var sket en stor skade og at han skulle komme tilbage, så vi kunne få formalia i orden.

Nordmanden sejler bare

Han slog en runde med båden imens han pegede på navnet på sin båd og sagde, at han hed Bjørn, men at han nægtede at komme tilbage og fortsatte ufortrødent med at sætte sejl på vej ud af havnen.

Imens prøvede jeg at huske navnet på båden -  Grace II, Asker og sejlnummeret NOR 10123. Jeg løb tilbage for at tage et billede af hans båd, for jeg vidste at jeg garanteret ville glemme det hele i min ophidselse.

Tilbage stod jeg med et stort hul i dækket, lige ned i vores pantry, vejrudsigten lovede masser af regn senere på dagen, så gode råd var dyre.

Jeg ringede lidt rundt for at få nogle gode råd og gik op til den flinke havnefoged for at få hjælp.

Anmeldelse til politiet

Han rådede mig til at kontakte den lokale politibetjent og anmelde "Hit and Run" forløbet. Det viste sig at vores nabobåd tilfældigvis havde set episoden, så jeg havde et vidne.

Nødtørftig reparation

Samtidigt tilbød havnefogeden at skære et stykke plywood til mig, som jeg så kunne skrue direkte på hullet i dækket og en anden nabobåd tilbød mig sin tube siliconelim. I løbet af et par timer fik vi skruet plywood pladen på og da regnen kom var vi reddet på målstregen.

Tilbage stod vi stadig med en rystende oplevelse af en kombination af dårlig opførsel og dårligt sømandskab. Det er bare ikke i orden at påsejle en anden mands båd og derefter bare stikke af. Til kapsejladser kan vi lægge protest og få sagen afgjort med det samme. Her har vi stadigt et udestående, med en båd hvis ejer vi ikke kender.

Nu har jeg kontaktet Norsk Seilforbund, mit forsikringsselskab og meldt båden til politiet. Så jorden brænder under skipperen på den Norske båd. Det burde slet ikke være nødvendigt at det kom hertil, han skulle bare have vendt om, sagt undskyld og oplyst sit forsikringsselskab, så var sagen løst i mindelighed. Men godt sømandskab er desværre ikke en selvfølge blandt tursejlere.

Sejlerhilsen fra Lars Hendriksen

Til Norsk Seilforbund.

Mit navn er Lars Hendriksen, ejer af båden Bonito, lige nu beliggende i Anholt havn.

Jeg søger hjælp til at komme i kontakt med en norsk båd som påsejlede os ved en havnemanøvre i går morges i Anholt havn.

Ved påsejlingen fik vores båd en større skade og på trods af at at jeg anråbte den norske båd, sejlede de ud af havnen uden at give hverken navn, telefonnummer eller anden information.

Den norske båd hedder Grace II, Asker og har sejlnummer NOR 10123.

Da vi som sagt har en større skade på vores båd, har vi brug for at komme i kontakt med ejeren af den norske båd for at få oplyst forsikringsselskab med mere.

Vi håber derfor at Norsk Seilforbund vil være os behjælpelig med at få oplyst navn, adresse, email og evt telefon nummer på ejeren af båden.

Med venlig hilsen SY Bonito, Lars Hendriksen,
CC: Dansk Sejlunion

Havnefogeden på Anholt havn anbefalede os at politianmelde episoden, herunder en kopi af vores anmeldelse:

Politianmeldelse

Tidligt i morges vågnede jeg ved, at vores båd Bonito blev påsejlet med et stort brag. Jeg løb straks på dækket og kunne se, at vi var blevet påsejlet af vores nabobåd, Grace II fra Asker i Norge med sejlnummer NOR10123 da han er ved at sejle væk fra pladsen. Fruen på båden råber 'undskyld vi har lavet en mindre ridse'.

Jeg konstaterer straks, at der er sket en alvorlig større skade: et scepter i bagbord side er revet gennem dækket og to andre scepterere er bøjet. Skaden har medført et hul i vores dæk på ca. 10 x 10 cm. Jeg løber derfor ud for enden af broen, anråber båden og beder den om at komme tilbage. Han hører mig, peger på navnet af sin båd men nægter at komme tilbage og fortsætter ud af havnen.

Jeg har sejlet hele mit liv og har aldrig oplevet så ringe sømandsskab og opførsel! Vores nabobåd til styrbord side var uvildigt vidne til hændelsen og kan bekræfte hændelsen. Hans kontaktinfo er: Jan XXX, Frederiksberg C,

Med venlig hilsen Lars Hendriksen

Vi håber at nogen kan hjælpe Lars, og ønsker ham fortsat god ferie.

Lars Hendriksens Walsted fra 1965

content-loader
content-loader
content-loader