Gå til hoved-indhold
Kommer Volvo Ocean Race til København en dag? Foto: Troels LykkeKapsejlads
Kommer Volvo Ocean Race til København eller Aarhus en dag? Foto: Troels Lykke

Lorenzen: Volvo Ocean Race til Danmark?

Volvo Ocean Race, Extreme Sailing Series eller Clipper Round The World – alle søger de værtsbyer og det er big business. Men vil danske byer byde ind på disse events?

 

Af Morten Lorenzen |

Volvo Ocean Race er knap halvvejs i 2011/12 eventén, men går nu aktivt i markedet for at finde værtsbyer, der vil lægge kajanlæg og infrastruktur til de næste udgaver af den verdens berømte sejlads i 2014/15 og 2017/18.

København har flere gange været på tale som mulig værtsby for Volvo Ocean Race, men det nærmeste vi kom, var sidste gang hvor feltet strøg forbi i Øresund på vej fra Marstrand til Stockholm.

Knut Frostad, chef for Volvo Ocean Race, har lige udtalt at man formentlig vil skære ned på antallet af stop-over byer i de næste udgaver at VOR.

Flere skal med i Volvo Ocean Race

Det er dyrt for de deltagende teams at have disse stop-overs, men det er også vigtig for sponsorerne at have noget at vise frem. Men med kun 6 deltagende hold i den nuværende udgave af VOR, så er Knuts fornemste opgave at få flere deltagere med.

Vil man være værtsby, er den sikre vej til at blive taget seriøst, at der deltager en båd fra værtsbyen eller nationen.

Det satser Norge voldsomt på. Der er seriøse kræfter, sikkert godt støttet af Knut Frostad, der arbejder på at lave en kombi som Team Sanya har gjort denne gang. En båd og en værtsby.

Skulle der være interesse et sted i landet, så er kontakt emailen her:
vor@thesportsconsultancy.com

Giro Italia til Herning

Dansk Cykel Union har vist vejen med at få Giro Italia til at starte i Herning i 2012. Det har formentlig kostet et større to-cifret million beløb at få den begivenhed til landet.

Kunne man forestille sig at Århus eller København, på lignende vilkår, ville putte penge i en satsning hvor by og båd gik sammen, måske…..det kunne i hvert fald være spændende.

Extreme SailingSeries

Jes Gram Hansen og Rasmus Køstner´s Extreme 40 projekt er måske vejen frem. Arrangørerne bag ved Extreme Sailing Series vil meget gerne til Danmark.

De mange store events der har været afholdt med succes i Danmark de senere år, har skabt respekt, og konceptet som Extreme Sailing Series kommer med er perfekt til danske forhold.

Men økonomien er nok desværre begrænsningen her også. Århus har sidste år gjort klart, at man ikke vil kunne løfte en sådan opgave med mindre det hele er sponseret udefra. Og København har også sagt fra med hensyn til støtte fra kommunen.

Så selvom det måtte lykkes for Jes og Rasmus at få sit Extreme 40 projekt i gang, bliver det næppe på hjemmebanen at de skal vise sig frem.

Men der kunne måske være andre byer i landet som gerne vil have sit navn på sejler-verdenskortet?

Clipper Round the World

Amatørsejladsen Clipper Round the World er også en mulighed. De har over flere omgange været i Danmark for at gøre opmærksom på event´en, og København har ikke endnu meldt fra, men har omvendt heller ikke meldt sig endelig interesseret.

Konceptet er enkelt. Deltagerne betaler selv for deltagelsen i event´en, mens arrangørerne sikre yderligere økonomi ved at lade deres både være sponseret af byer eller regioner.

Et bådsponsorat er overkommeligt, og aktiveringen ligeså – men ingen danskere har indtil videre bidt sig på eventen, hvilket forståeligt nok, begrænser byernes eventuelle interesse.

Jeg har sagt det før

Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen. Clipper Round the World er en fantastisk begivenhed, og jeg er meget forundret over at ingen danskere endnu har haft mod på at deltage.

Med de nye 70 fods kulfiberracere som næste udgave af Clipper er baseret på, kommer der en sportslig saltvands indsprøjtning ind i eventen.

Det ville være flot med en båd med navnet Wonderful Copenhagen, og en gruppe danskere som tog oplevelsen til sig. www.clipperroundtheworld.com

Sejlerhilsen

Morten Lorenzen

content-loader
content-loader
content-loader