Rønnows klumme - en pragtfuld solopgang

Vi havde haft fin sejlads på vej nordfra ned mod havnen ”på hjørnet”. Sommerturen sang på sidste vers. De seneste dage havde været ”transportsejlads”, som jeg tror, det kaldes nu om dage, når man er på vej ud eller hjem fra målet for årets store tur. 

Vi var ikke de eneste på vej hjem, havnen var propfuld, men vi fandt en udmærket plads, hvor vi lå langs uden på en anden sejlbåd. 

Danmark er fuld af havne på ”hjørner”. Ofte velbesøgte fordi de giver ly efter en længere tur over åbent farvand, eller fordi man her kan vente på at få en god tjans til den videre sejlads. 

Det skulle vise sig, at vores besøg kom til at vare tre dage, fordi vi fik stormvejr. Regnen væltede ned næsten uden pauser, og vinden peb i alle riggene og skabte den velkendte kakofoni, når naturkræfterne slippes løs. 

De både som lå fortøjede langs den luv ydermole, kunne skovle sand og grus af dækkene eller pille tangplanter af vanter og stag. 

Som altid i sådanne situationer lærer man folk at kende. Rigtig mange ekstrafortøjninger og spring voksede frem som edderkoppens spindelvæv og bragte såvel både som sejlere i tættere kontakt med hinanden. 

Da jeg en af nætterne var en tur oppe af køjen og sad i cockpittet, bemærkede jeg en sejler, som lå fortøjet på molen overfor, stå og rode med en bådshage i vandet. Det så ud som om, han havde tabt noget. 

Det som havde vækket ham, var dog sikkert et vandrukkent bræt, som han nu kæmpede med at få gjort fri af skibssiden. Færdig med jobbet rystede han regnvandet af sig og forsvandt ned i kahytten. 

Lidt efter kom en mand i den næste båd op i cockpittet og spejdede ned i vandet langs båden. Også han greb en bådshage og begyndte at rode i vandet. 

Jeg så for mig, hvordan sådan et bræt kunne tage en tur hele havnen rundt, indtil vi alle havde været oppe og røre i suppen. Ved dagslyset næste morgen viste det sig at være en Euro-palle, som var blæst i vandet.

Under et sådan ufrivilligt ophold, hvor vejret tvinger os til at blive i havn, opstår ofte hyggelige bekendtskaber med snak mellem sejlerne – vi er jo, om ikke i samme båd, så dog undergivet de samme konditioner og dermed, til en vis grad, afhængige af hinandens hjælpsomhed. Det kan være med til at gøre en langtur endnu mere minderig.

På tredjedagen begyndte vejrudsigten at opføre sig fornuftigt, og besætningen på vores nabobåd meddelte, at de meget gerne ville starte næste morgen kl. 5, da de ikke havde sejlet i 7 dage på grund af småbørn, men nu skulle de af sted, hvis de skulle nå hjem fra ferien før arbejdet kaldte.

Næste morgen før kl. 5 var vi naturligvis klar til at forhale, så naboen kunne komme ud. I stedet for at forhale besluttede vi os for selv at sejle. 

På vej ud af havnen var det stadig tusmørke, men snart begyndte himlen at farves af den fine rødmen af opgående sol. 

Vi var heldige at få det hele med – alle faser af den smukkeste solopgang blev vi belønnet med, mens vi sejlede i den dejligste svage brise på helt fladt vand. Endnu en gang kunne vi forbløffes over, hvor hurtigt vejret i Danmark kan skifte.