Gå til hoved-indhold
Tur

Svensker knækkede mast og drev i 80 dage

66-årig solosejler, Stig Lundvall, drev rundt i Det Indiske Ocean uden motor og med knækket mast siden begyndelsen af januar. Nu er den udmattet sejler reddet.

Af Troels Lykke |

Først onsdag morgen - efter 80 dage alene på oceanet - blev Stig Lundvall reddet ud for Sydafrika af mandskabet på det græske skib "Proteus". Men det var kun lige på et hængende hår, at han blev opdaget. Det skriver jp.dk, der har et billede af den lille båd.

Fuldstændig udmattet

"Kaptajnen på det forliste skib er ved godt helbred, men han er fuldstændig udmattet, og han sover nu," oplyser kaptajnen på "Proteus" via den sydafrikanske søredningstjeneste til www.expressen.se

Lindvall havde kun en enkelt nødraket tilbage, da han fik øje på det græske fragtskib ved firetiden om morgenen. 

Nødraket blev set

Nødraketten var til alt held forsynet med en faldskærm, der fik raketten til at hænge så længe i luften, at de græske søfolk trods en afstand på 1,8 km alligevel fik øje på Lindvalls båd, "Seastar".

"Stig Lundvall har fortalt kaptajnen på "Proteus", hvordan han affyrede sin sidste nødraket, da "Proteus" var på omkring en international sømils afstand (1852 meter, red.). 

Heldigvis var der perfekt lys lige på det tidspunkt, men det var det sidste af rakettens lys, de så på "Proteaus". Derefter blev det mørkt igen," oplyser Danny Jenni fra søredningstjenesten til expressen.se.

Havde kurs mod Perth

Den inkarnerede solosejler havde forladt Storbritannien med "Seastar" den 20. juli sidste år med kurs mod Perth i Australien som næste mål.

Lindvall ville over Det Indiske Ocean, men han havde ved afrejsen ikke besluttet sig for, om han skulle vende hjem derefter eller fortsætte på en jordomsejling.

Efter redningen har han kort fortalt kaptajnen på "Proteaus", at han røg ind i en storm i begyndelsen af januar, hvor motoren brød sammen, og masten knækkede.

Kilde: jp.dk

content-loader
content-loader
content-loader