Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Storm over Volvo feltet - foto: Volvo Ocean Race

Lorenzen: Volvo Ocean Race skal vælge side

Med de mange skader som VO 70´erne har været udsat for, er Volvo sat under pres. De skal snart melde ud om hvilken bådtype næste Volvo Ocean Race skal sejles i – og der er flere muligheder.

Af Morten Lorenzen |

Den seneste måneds tid har de deltagende syndikater, og andre interessenter diskuteret med Volvo Ocean Race ledelsen om hvilket design der skal sejles i til næste Volvo Ocean Race som starter i 2014.

Det er åbentlyst at VO 70´erne ikke har levet op til forventningerne. Om det er designerne der har overskredet grænserne, eller sejlerne der ikke har forstået hvor meget pres der kan lægges på grejet, vil nok aldrig blive opklaret.  

Faktum er at vi har set delaminerede skotter, huller i skrog, problemer med ror og en del mastebrud, alt sammen til store udfordringer for hvert team, og katastrofalt for Volvo Ocean Race med kun 6 deltagere. 

Sikkert er det, at med alle de problemer som der har været med bådene, så går det ikke igen med en VO 70´er. 

Omkostninger for høje

I tillæg har kritikken længe gået på, at omkostningerne er for høje, hvilket klart viser sig i det meget lille felt vi har i denne udgave af Volvo Ocean Race. 

Med en finanskrise som er blevet afløst af en kreditkrise, er sponsormarkedet ekstremt følsomt og i visse områder helt bundfrossent. 

Volvo skal tænke meget klart og strategisk når de mod slutningen af denne udgave af VOR melder ud med hvad der skal sejles i til næste to udgaver.

Flere muligheder

Knut Frostad, den norske leder af Volvo Ocean Race, er klar over at der skal ske noget. Han ønsker at få en løsning der er forankret bredt i sejlerverdenen. 

Den umiddelbare løsning ville være at overgå til One-Design, og tage udgangspunkt i VO 70´eren. Designer Juan K, som står fadder til den spanske førerbåd ”Telefonica” er klar til at overdrage sine tegninger til VOR organisationen, hvis de vælger en løsning hvor alle skal sejle i ens både. 

Jeg er dog overbevist om, at denne løsning ligger langt fra Knut´s ideer, idet båden har givet ham så mange problemer, og samtidig løser den ikke rigtig de økonomiske udfordringer, selvom One Design giver nogen besparelser.

Gå tilbage til VO 60ere

En anden løsning kunne være at gå tilbage til de populære VO 60´ere, i en moderniseret form. Selvom det kunne være en god ide, set ud fra et konceptuelt synspunkt, hvor vi så har et gennemtestet koncept, som ikke vil overraske teknisk, så er det ikke realistisk. 

Vurderingen fra sejlerverdenen vil være at Volvo Ocean Race vil flytte sig fra at være et ”cutting edge” Around the World race, til et amatør race rundt om jorden.

Som medejer af hele to VO 60´ere (de ”gamle” Swedish Match både), kan jeg kun sige at det er/var en fantastisk båd, som kunne klare alt som blev smidt imod den. Designet har igen og igen bevist, at det holder. 

Men at trække den tilbage som en fremtidig løsning er nok ikke relevant.

Open 60 klassen

En mere realistisk løsning der pt forhandles om er at slå sig sammen med Open 60 klassen. IMOCA har tydeligvis fat i noget rigtigt, og har godt fat i short-hand sejlerne ikke mindst i Frankrig. 

IMOCA organisationen er i fuld gang med at få udviklet en ny 65 fod´s one-design til deres single- og doublehand sejladser. Og man kunne forestille sig, at VOR og IMOCA gik sammen om at udvikle konceptet, så det passer singlehand og fully crewed sejladser.

Man kunne udvikle forskellige dækløsninger og rigge, med det samme skrog og køl/ror og foils. Det kunne give rigtig god mening, set ud fra et økonomisk synspunkt, og samtidig er Open 60 klassen et bevis på nogle fantastiske sejlmaskiner som holder, og som giver masser af spændende sejladser UDEN at de konstant går i stykker.

Ny 62-65 fods båd

Den sidste løsning, og formentlig den løsning som Knut Frostad satser på, er udviklingen af en ny 62-65 fods Volvo båd med swing køl og designet af Farr Design Office. 

Bådene skal bygges af et syndikat af bådværfter, og alt skal gøres til one-design. Blokke, tovværk, elektronik og sejl vil altsamme komme fra samme leverandør. Det vil ikke være muligt at lave ændringer på design eller på udstyr – i praksis bliver det en 100% one-design løsning.

Mange spørgsmål dukker op i horisonten hvis denne løsning vælges. Men set ud fra et dansk sysnpunkt, kunne VO 60 løsningen eller Farr løsningen være interessant. 

Økonomien er som altid den største udfordring for at kunne få en dansk båd med, og disse to løsninger vil formentlig være de mest økonomiske ”at danse med”. 

Flere valg skal tages

Det er ikke kun bådvalg der skal besluttes om snart. Ruten er også oppe til diskussion for de to næste udgaver af VOR (14/15 og 17/18). 

Den nuværende rute har været diskuteret længe, specielt udfordringerne med risiko for pirateri i mellemøsten og Kina som stopover. Det virker dog klart, at det bliver hensynet til sponsorer der vejer højst i det endelige rutevalg.

Og så har Volvo modtaget 60 henvendelser fra byer som gerne vil være værts byer. Efter nøje granskning af de modtagne ansøgninger, er udvalget barberet ned til 33. Disse byer er nu officielle kandidater til at blive værts byer for Volvo Ocean Race. 

Det har ikke været muligt at få oplyst om Århus slap igennem første nåleøje – men det hører vi sikkert snart om. 

content-loader
content-loader
content-loader