Aarhus-skipper Jens Fast vinder DM i ScanKap 99
I Korsør vandt Frøken Fast med Jens Fast, Henrik Andersen, Palle Madsen og Peter Westfald. Der var 18 ScanKap 99ere fra næsten hele landet.
Der blev i alt sejlet 10 sejladser og vindstyrken var fra 1 til 10 m/sek. ved DM i ScanKap 99. Bedst blev Jens Fast og gaster i båden Frøken Fast blandt 18 mandskaber og det var en sikker sejr, viser resultatlisten.
På sølvpladsen kom piloten fra Vejle, Freddy Nielsen, mens bronze gik til Per Trankjær fra Aarhus.
- Det var et fremragende stævne, siger Freddy Nielsen til minbaad.dk.
Efter endt sejladser, hver dag, var der moleøl og mulighed for at købe grillede pølser samtidig med der var uddeling af lodtrækningspræmier.
- Alt sammen en stor succes, siger Lars Jørgensen fra Korsør Sejlklub.
To protestsituationer blev behandlet fredag aften, men ingen af dem taget til følge.
- Korsør sejlklub vil gerne takke sejlerne og alle sponsorerne for at det blev et godt arrangement vi som arrangører vil tænke positivt tilbage på, siger Lars Jørgensen.