29er VM: 215 joller i vandet på 37 minutter
- Når nogen snød var det om bag køen og sejlerne klappede når snyderne blev sendt tilbage, siger rampeansvarlig Erik Venøbo. Vi var med stævnlederen på vandet og dele Kaj-kager ud.
29er VM i Kaløvig er netop slut, mere om resultaterne senere, minbaad.dk har netop været forbi og fulgt en sejlads, hvor international dommer, Thomas Jørgensen, sendte guldfeltet af sted i anden sejlads, efter det sorte flag blev sat.
På land talte vi først med Jens Villumsen fra Kaløvig Bådelaug og Saiing Aarhus.
- Det er gået fint de sidste dage, det har været lidt svært at få hjælpere her i sommerferien, men så har tyske og britiske forældre hjulpet til på de fire baner, hvor der hver er ti hjælpere, siger Jens Villumsen, der smilede, selvom han havde travlt, noget nogle personer, i visse store klubber, kan lære af, har vi i denne sommer mærket efter bitter erfaring.
Stævnleder delte kaj-kager ud
Vi var på vandet med Niels Frølund i hans 45 år gamle, men velholdte speedbåd af mærket Boesch og fik en snak, når den store V8er var slukket.
- Vi havde stor grillfest for 800 mennesker da vi åbnede og der har været molepasta hver dag, når sejlerne kom ind. Vi troede jo der kom 130 til VM, men der kom 215, så der har været nok at se til. Der har været stor interesse for stævnet fra pressens side og mere omtale betyder at flere vil hjælpe og vi vil også gerne have flere medlemmer i Kaløvig Bådelaug, siger 55-årige Niels Frølund, der var ude og dele Kaj-kager ud til hjælperne på banen.
Han fortæller også:
- Jeg er stolt på vegne af klubben over det flotte stykke arbejde, som de frivillige ligger i stævnet. Det er vigtigt, at vi formår at afholde denne slags stævner, for det bidrager til, at vi kan skabe synlighed og værdi for klubben og omegnen, hvilket gør, at vi kan udvikle os som klub, og tilbyde vores medlemmer endnu bedre muligheder. En synlighed, som også gerne skulle bidrage til at tiltrække flere medlemmer til klubben på sigt.
29er VM er et mesterskab med over 400 deltagere, som kræver en kæmpe motor til at drive de mange opgaver, der skal løses både til lands og til vands for at få det hele til at køre.
Hær af ildsjæle
Bag årets sejlsportsstævne i Kaløvig står derfor en hær af ildsjæle, som på tværs af alder, køn og bopæl alle har det tilfælles, at de i disse dage er samlet for at skabe de bedst mulige rammer for 29er VM.
Det lyder som hårdt arbejde, og det er det til tider også, men det er det hele værd. Det kan Mads Hauge, skipper på den ene af dommerbådene, bekræfte:
- Det er nogle lange dage, men det er en utrolig lærerig oplevelse, og så er det ikke mindst skideskægt, så det opvejer det helt sikkert".
Mads er netop flyttet hjem til Danmark efter at have boet og arbejdet i England i 5 år, og han er ved VM med som frivillig for første gang, og har allerede nu fået stort mod på at gøre det igen.
- Jeg vidste intet om kapsejlads før, men har allerede nu lært så meget, at jeg er blevet bedt om at være med igen på et senere tidspunkt," siger han.
Og det er bestemt noget, som Mads har tænkt sig. Ikke mindst takket være det stærke og gode fællesskab, som hersker i Kaløvig Bådelaug.
- Det interessante ved Kaløvig er, at alle er her på frivillig basis, og der er god mulighed for at blive involveret og møde en masse hjælpsomme og vidende mennesker. Der er generelt en rigtig stor åbenhed og glæde i klubben, fortsætter han.
Stærkt samarbejde med andre lokale klubber
Det er ikke kun internt, at Kaløvig Bådelaug nyder godt af sit gode ry. Også de lokale klubber imellem er sammenholdet således stort.
Erik Venøbo, rampe ansvarlig, fra Bønnerup Strand Sejlklub har således dedikeret hele ugen til at hjælpe vennerne fra Kaløvig Bådelaug med VM. Og han gik til den med hård hånd og afviste sejlerne hvis de snød.
- Da vi i foråret afholdte TORM Grand Prix i Bønnerup Strand Sejlklub fik vi uvurderlig stor hjælp af Kaløvig, og jeg er her nu for at betale lidt tilbage," siger han.
Og der er ros med på vejen til arrangørerne fra Kaløvig:
- Der er en lyst og et drive til at lave det største af det største her i Kaløvig og ikke mindst modet til det.
Erik arbejder til daglig med unge mennesker på Glesborg Skole, og har selv sejlet både OK-jolle, juniorbåd, yngling og folkebåd, og er ligeledes i næste måned med ved DM for OK-joller i Bønnerup Strand.
Han ved derfor om nogen, hvor meget der kræves, for at afholde et mesterskab med så mange unge deltagere som dette, men opfordrer helt sikkert andre til at hjælpe til, hvis de får chancen.